’Secret Level’: Der er flere minimesterværker i ambitiøs spilfokuseret animationsantologi
Hvis man, ligesom jeg, har gået og sukket efter en ny sæson ’Love, Death and Robots’ de seneste tre år, er der håb forude – eller rettere sagt håb … agter?
I december måned udgav Prime Video i hvert fald hele første sæson af deres svært ambitiøse antologiserie ’Secret Level’, som er skabt af selvsamme Tim Miller, der stod bag førnævnte Netflix-succes.
Ligesom ’Love, Death and Robots’ består ’Secret Level’ af en række afsnit bragt til verden af forskellige animationsstudier. Det giver selvsagt stor variation i både udtryk og tone episoderne imellem, hvilket kan være et tveægget sværd, da kvaliteten dermed også kan være vekslende – men om ikke andet glæder man sig altid til at se, hvad det næste studie har at byde på.
’Secret Level’ har dog et es i ærmet. Hver enkelt afsnit er baseret på et kendt (eller i enkelte tilfælde mindre kendt) spilunivers – hvilket måske er en information, mange vil tage skeptisk imod, da Hollywood ikke har den bedste historik med den slags adaptationer.
Men positivt stemte tunger vil nok argumentere for, at den dårlige stime måske er ved at vende med succeser som ’The Super Mario Bros. Movie’, ’Detective Pikachu’, ’Sonic the Hedgehog’, ‘Fallout’, ‘The Last of Us’.
’Secret Level’ er på mange måde tærsklen mellem Mario-filmen fra 1993 og Mario-filmen fra 2023 – mellem de gode spilfilmatiseringer, der har lyttet til, hvad fans vil have, men også leverer noget af det, fans ikke vidste, de ville have, og de dårlige spilfilmatiseringer, der enten ikke har forstået, hvad de har haft i hænderne eller bare har lavet en halvanden time lang spil-reklame.
Særligt sidstnævnte forbrydelse gør en håndfuld ’Secret Level’-episoderne sig desværre skyldige i, men heldigvis kan de fleste dog prale af at være kreative, underholdende og fængende.
Det bliver for omfangsrigt at gennemgå samtlige episoder, men i den ærgerlige ende har vi ’Concord: Tale of the Implacable’og ’Playtime: Fulfillment’. Begge er skamløse forsøg på at sælge et spil (’Concord’, der få uger efter dets udgivelse i efteråret 2024 blev trukket tilbage igen) og et brand (Playtime, der bare kaster et væld af PlayStation-maskotter i hovedet på en, uden dybere mening), og det skinner klart igennem.
Der er ikke nogen stor fortælleglæde til stede, man knytter sig aldrig til karaktererne, og det er utroligt svært at se bort fra, at det føles som en reklame.
’Spelunky: Tally’ lider desværre af det samme problem. Man fristes til at tro, at det enten er introsekvensen til spilmenuen eller en meget lang trailer. Til gengæld er animationsstilen enormt appellerende.
’Mega Man: Start’har heller ikke meget andet at byde på end et par fine actionsekvenser og en art oprindelseshistorie til et af spilhistoriens første og største ikoner. Men som velfunderet fortælling, hvis eksistens skal give mening uden for spiluniverset, er det en skuffende oplevelse.
I den markant mere positive ende har vi episoder som ’PAC-MAN: Circle’. Det må have været et interessant benspænd at skulle finde på et univers og et plot, der kunne flettes sammen med det mest populære arkadespil nogensinde – et spil, der immervæk bare er en ost, der spiser prikker, mens den bliver jagtet af spøgelser.
Men det er altså lykkes for det spanske animationsstudie Illusorium, der formår at give det 50 år gamle bipbip-spil en frisk, moderne fortolkning og et makabert twist.
’Unreal Tournament: Xan’er en slags ’I, Robot’-fortælling, hvor de frihedsberøvede robotters menneskelighed står i skarp kontrast til den umenneskelighed, der er at spore i folk af kød og blod. Afsnittet er æstetisk pænt at se på, fyldt med silkeglat action, og har en hjerteskærende, næsten orwellsk morale.
’New World: The Once and Future King’ med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen er sjov og finurlig (om end karakterudviklingen er lidt svær at købe), og det samme kan siges om ’The Outer Worlds: The Company We Keep’, der er ekstremt dygtig til at ramme tonen fra det velanmeldte scifi-spil. Dejlige afbræk fra vældet af ellers forholdsvis tunge og dystre episoder.
’Dungeons & Dragons: The Queen’s Cradle’fungerer som en strømlinet D&D-kampagne – personlighederne i det lille slæng af helte står knivskarpt, når man tager højde for, hvor få minutter vi har at gøre godt med, og deres magiske minieventyr er både flot og dragende (pun intended).
’Secret Level’ består af 16 episoder, hvoraf størstedelen er, om ikke en varm anbefaling, så i hvert fald enormt seværdige. En lille håndfuld bevæger sig helt op på ’Love, Death and Robots’-tinderne.
Hvis denne første sæson bliver en succes, er min forhåbning, at næste sæson kan holde tungen lige i munden – og måske fokusere knapt så meget på, om de pågældende spilstudier kommer til at lange flere spil over disken.
Kort sagt:
’Secret Level’ har et enormt potentiale, der kun delvist bliver indfriet. En væsentlig håndfuld føles desværre mest som spil-trailere, men visse episoder er mini-mesterværker.