’It’s Never Over, Jeff Buckley’: Han havde et enestående talent, et galopperende faderkompleks og døde alt for tidligt – nu fortælles hans historie på film
Der er noget arketypisk over historien om Jeff Buckley.
Buckley var selvfølgelig et enestående musikalsk talent, men hans fortælling er efterhånden set i et utal af afskygninger. Det er den alt for velkendte historie om et ungt stjernefrø, der brager frem i musikbranchen, pludselig kommer under et gevaldigt pres og dør alt for ung.
Janis Joplin, Jimi Hendrix og Kurt Cobain, senere Amy Winehouse, Mac Miller og Avicii er eksempler på lysende musikstjerner, der brændte ud tragisk tidligt.
Førstnævnte fik for 10 år siden dokumentarportrættet ’Janis: Little Girl Blue’ af Amy Berg, og nu er den amerikanske instruktør tilbage med en ny film af samme art om Buckley.
’It’s Never Over, Jeff Buckley’, der fik premiere på årets Sundance-festival og nu kan ses på danske CPH:DOX, spænder over hele hovedpersonens liv. Fra barndommen til de musikalske projekter, det store gennembrud og den tragiske drukneulykke, der tog hans liv i en alder af 30.
Amy Berg viser sig nok engang som en dokumentarist, der kan sit kram. Siden den Oscar-nominerede debutfilm ’Deliver Us from Evil’ – om den katolske kirkes forsøg på at dække over en præsts gentagne overgreb på børn i 70’erne – har hun stået for solide dokumentarer, der stiller skarpt på væsentlige personer og (tragiske) begivenheder. Hun står ikke ligefrem for kunstnerisk banebrydende filmeksperimenter, men for grundighed og ordentlighed.
Buckley-portrættet fremstår ligeledes aldeles helstøbt og gennemarbejdet. Filmen er spækket til randen med arkivmateriale i form af fotografier, videointerviews og koncertoptagelser, der giver utallige eksempler på hovedpersonens store stemme og smukke sangskrivning, som blev udfoldet på hans første og eneste album i sin levetid, ’Grace’ fra 1995.
Undervejs interviewer Berg en række personer, som stod musikeren nær – særligt kvinderne i hans liv: Hans mor Mary Guibert, hans første kæreste Rebecca Moore og hans anden kæreste Joan Wasser. Selvom verden har været uden Jeff Buckley i næsten tre årtier, er sorgen stadig stor og vedblivende hos de medvirkende, som må tørre øjnene i ny og næ.
Dokumentaren risikerer til tider at føles lovlig skabelonskåret med sin meget velkendte blanding af arkivoptagelser og talking heads-interviews.
Amy Berg bringer dog lidt tiltrængt visuel stimulans ind i form af tegninger fra hovedpersonens dagbøger i animeret bevægelse. Hun har også drysset korte citater fra de personlige skriverier ud over forløbet. Her kommer vi for alvor ind i den sårbare unge kunstners omskiftelige og til tider ustabile sind.
Det intime islæt får vi desuden gennem en håndfuld ikke tidligere offentliggjorte telefonsvarerbeskeder til hans mor, som hun har gemt for eftertiden. Både den vrede og den kærlige søn optræder i bramfrie lydbidder.
»Jeff og jeg opfostrede på en måde hinanden«, siger moren, som ikke synes helt i stand til at forstå sin afdøde søns smerte.
Amy Bergs dokumentar hæfter sig ved Jeff Buckleys feministiske og anti-macho tilbøjeligheder. For hans vokal var inspireret af Led Zeppelin-forsanger Robert Plant, men også af kvindelige artister som Nina Simone og Édith Piaf. Og han insisterede på at være iført guldpailletter på sit albumcover, selvom pladeselskabet protesterede en smule mod det »feminine« look. Dette tidssvarende tema om maskulinitetsidealer måtte filmen gerne have udbygget yderligere.
Mest interessant er det faderkompleks, som følger Jeff gennem livet og karrieren. Hans far, Tim Buckley, skred fra ansvaret og forældreskabet, da dengang 17-årige Mary blev gravid med deres søn. Kun ganske sjældent havde Jeff kontakt til den fraværende far, som fokuserede på sin musikkarriere, indtil han døde af en heroinoverdosis som 28-årig.
Undervejs i filmen får man indtryk af, at han så op til og savnede sin singer-songwriter-far, der både svigtede og inspirerede sin søn på afstand. Ironisk nok fik Jeff sit første gennembrud, da han modvilligt stillede op til en hyldestkoncert for sin afdøde far, som han både lignede og lød som. Resten af tiden nægtede han at blive sammenlignet med sit ophav, for han ville forståeligt nok hellere være sin egen.
På flere måder endte han dog ufrivilligt med at gå i sin fars fodspor. Han kunne for eksempel forsvinde ind i musikken og skabelsesprocessen på bekostning af sit parforhold.
»Jeg kommer ikke til at holde længe«, lyder en ildevarslende bemærkning i filmen fra Jeff, der kun blev to år ældre end Tim.
Modsat mange lignende tidlige dødsfald i musikbranchen skyldtes hans pludselige bortgang hverken stoffer eller selvskade, understreger de medvirkende flere gange i ’It’s Never Over, Jeff Buckley’.
Det gør ikke hans fortælling mindre sørgelig og skæbnesvanger.
Kort sagt:
’It’s Never Over, Jeff Buckley’ er et gennemarbejdet og detaljerigt mindeskrift for mennesket og kunstneren Jeff Buckley, hvis store talent og tidlige død spejler sig i lignende tragiske skæbner i musikbranchen – inklusive den far, han forsøgte at distancere sig fra.