’Mariinka’: Kalejdoskopisk Ukraine-dokumentar taber sit scoop på gulvet
CPH:DOX. Det er efterhånden en tradition, at CPH:DOX lader en film om et af tidens mest brændende aktuelle emner åbne festivalen.
I de senere år er den prominente åbningsposition gået til film om blandt andet klimaforandringer, Grønland og senest NATO’s indsats mod Ruslands krig i Ukraine. Åbningsfilmene er sjældent blandt de bedste på festivalen, men de sætter scenen for en samfundsvendt kulturbegivenhed, der i takt med sin vækst vil sætte dagsorden – nogle gange på bekostning af filmkunsten.
I år lignede belgiske Pieter-Jan De Pues ’Mariinka’ en åbningsfilm, der kunne forene filmkunst og samfundsrelevans.
Optaget på 16mm over en 10-årig periode skildrer filmen en række unge mennesker i den lille grænseby Mariinka i Østukraine, der siden 2014 – med Ruslands annektering af Krim – har levet i skyggen af den krig, som Putin ubønhørligt accelererede med fuldskalainvasionen i 2022.
I et nærmest bibelsk handlingsforløb følger vi blandt andet fire brødre, hvoraf to nu kæmper på hver deres side af krigen – og sværger at dræbe hinanden, hvis det kommer så vidt – mens den mindste i søskendeflokken er blevet bortadopteret til en familie i USA, hvorfra han træner med automatvåben og holder kontakten med sine brødre over tårevædede videoopkald.
Sideløbende følger vi Natalia, et ungt boksetalent, der efter invasionen er blevet paramediciner ved fronten, og Angela, der tjener penge på at transportere varer – og babyer! – over frontlinjen.
Desværre formår filmen ikke at løfte de mange handlingstråde og perspektiver i sin fortælling. Den virker distanceret fra sine medvirkende, selvom det er deres personlige udvikling fra unge og uskyldige til hærdede voksne, som er fortællingens drivkraft.
Selvom vi ser de medvirkende navigere i voldsomme scener fra frontlinjen, hvor bomberne falder, og mennesker bliver lappet sammen og dør på et felthospital, forbliver filmens hovedpersoner utilnærmelige. Det føles, som om instruktøren har fortabt sig i sit omfangsrige materiale.
Det helt store scoop er ellers den 10-årige optageperiode, hvor de unge mennesker, der har livet foran sig, mister deres fremtid og må omstille sig til krigens hårde realiteter, mens deres by kollapser om ørerne på dem, indtil den til sidst blot er en ubeboelig ruin.
Filmen har en unik sensorisk billedside og associativ klippestil, der forbinder en nær fortid, hvor Natalia dimitterede fra gymnasiet, med billeder fra nutiden under fuldskalainvasionen, hvor hun finder sin dimittendkjole i murbrokkerne.
Men til trods for velfungerende momenter samler disse æstetiske øjeblikke sig aldrig til den store, følelsesmæssige rejse. Den associative æstetik fører ikke til et mangefacetteret indblik i livet som ukrainer, men til en fragmenteret filmoplevelse, der kvæler det karaktermæssige nærvær.
Særligt historien om brødrene rummer et stort potentiale for at undersøge, hvordan krigen splitter familier og de komplekse tilhørsforhold til både Ukraine og Rusland, som Mariinka rummer. Men denne væsentlige kulturhistorie udfoldes aldrig for alvor, ligesom også søskendeforholdet bliver på overfladen.
Stærkest er historien om Daniil, den yngste bror, der blev bortadopteret som helt lille til en amerikansk familie og stadig kun har mødt sine brødre digitalt. Han vokser nu op under navnet Samuel i en konservativ amerikansk familie, men selv med en ny identitet er krigen overalt omkring ham: fra hans skydespil, som filmen sammenklipper med optagelser af dronebombninger i Ukraine, til hans jagtture i den omkringliggende skov, hvor »survival of the fittest« med hans egne ord råder.
Ligegyldigt hvor langt væk man fysisk kommer, kan man som ukrainer ikke undslippe krigen, synes pointen at være. Eller også er volden bare hele tiden ved at pible op gennem civilisationens sprækkede overflade, uanset hvor i verden vi befinder os.
’Mariinka’ er fuld af potentiale og stærke medvirkende, hvis fortællinger til fulde fortjener at blive fortalt. Desværre kommer filmen ikke dybt nok ned i sin materie. I stedet ender æstetikken med at stå i vejen for fortællingen.
Kort sagt:
Kalejdoskopisk Ukraine-dokumentar fortaber sig i sit omfangsrige materiale.