’The Gardener, the Buddhist & the Spy’: Kan man overhovedet stole på hovedpersonen i spændende ny spiondokumentar?
CPH:DOX. En umedgørlig hovedperson kan være en stor gave for dokumentarister.
Tag bare den danske dokumentarfilm ’Munken’ fra 2023, hvor instruktørerne tog til Sri Lanka for at finde ud af, hvorfor landsmanden Jan forlod sin familie og sit forskerarbejde for at blive munk. Den film blev kun mere fascinerende af, at han nægtede at svare på filmskabernes spørgsmål og snagen i fortiden – og sågar også filmede dem med sit eget kamera.
Sådan en utilregnelig fætter har Håvard Bustnes også fundet til sin nye film ’The Gardener, the Buddhist & the Spy’, der får verdenspremiere på CPH:DOX. Fra begyndelsen advarer den norske instruktør om, at han ikke er sikker på, han kan stole på hovedpersonen, hvis sammensatte jeg indikeres allerede ved filmtitlen.
Britiske Rob Moore har faktisk gjort karriere som manipulator. Efter at have haft succes som komiker og producer af et populært skjult kamera-show i 90’erne fik han arbejde som industrispion. Gennem et bureau blev han hyret af anonyme firmaer til at infiltrere deres konkurrenter og dele forretningshemmeligheder.
Et etisk speget arbejde, som Moore var god til, men med tiden også fik betænkeligheder ved. Særligt da han i 2012 fik til opgave at spionere internt i en aktivistforening, som modarbejdede globalt brug af byggematerialet asbest, der som bekendt er skadeligt for menneskers luftveje.
Da Moore fandt ud af, at hans løn blev betalt af pengemænd i asbestindustrien, begyndte han efter eget udsagn at agere dobbeltagent. Men fire år senere blev den selverklærede whistleblowers anonymitet ophævet af den engelske højesteret, hvor forurettede aktivister sagsøgte både ham og spionagenturet.
Moores utrolige historie er spændende og fyldt med twists. Og filmen bliver ikke mindre medrivende af, at det er svært at regne ud, hvor pålidelige hans vidnesbyrd egentlig er.
Er hans forpurrede whistleblower-forsøg det komplette maskefald eller en omfattende, tragisk misforståelse? Selv mener han klart det sidste, da han og Bustnes år senere påbegynder optagelserne til dokumentaren. Spionen vil have fortalt sin historie, som han ser den, og renses for anklagerne om beskidt spil. Og det skaber hurtigt konflikt.
Sideløbende med dokumentarprojektet arbejder to britiske journalister ved navn Ceri Thomas og Alexi Mostrous på en podcast om Moores historie på hovedpersonens initiativ, og Bustnes filmer dem fra sidelinjen. Tidligt bliver Moore og journalisterne dog uvenner, fordi han mener, de stiller for mange skeptiske spørgsmål.
Han konfronterer også Bustnes for at lede efter hullerne i osten i stedet for, som lovet, at dykke ned i den sag, Moore selv blev optaget af, mens han arbejdede som spion. Han har således koblet den anonyme kunde sammen med to store asbestvirksomheder, en velhavende kasakhisk forretningsmand, mafiametoder, korruption i den vietnamesiske regering og hvidvaskningsordninger i London.
Instruktøren, journalisterne og publikum må undervejs vurdere, om de i virkeligheden er ved at formidle en ny dækhistorie for Moore, der i så fald agerer manipulator på ny. Eller om han faktisk har fat i en sjælden indgang til den hemmelighedsomgærdede og ansigtsløse asbestindustri, der stadig tjener store penge i særligt Asien.
Instruktøren lægger heldigvis ikke skjul på sine egne usikkerheder og de mulige fejltrin, han begår undervejs. Da stemningen er mest ophedet, beskylder Moore ham for at være en parasit med sin ’fluen på væggen’-tilgang til diskussionerne. Og mod slut stiller instruktøren selv det svære spørgsmål, om han er i gang med at svigte sin medvirkende, ligesom Moore svigtede aktivisterne.
Dermed trækker filmen en væsentlig parallel mellem journalistisk dokumentarisme og Rob Moores moralsk mudrede fortælling: Hvad skal der til for at retfærdiggøre løgne og manipulation?
Kort sagt:
Norsk dokumentarist formidler britisk ekskomikers utrolige spionhistorie, som ikke bliver mindre medrivende af hovedpersonens upålidelige tilbøjeligheder.