’Drop’: ’The White Lotus’-stjerne er et lyspunkt i rodet og grim high concept-thriller
Daten fra helvede. Alle har frygtet den, mange har oplevet den.
Alligevel bryder den første date i den biografaktuelle ’Drop’ skalaen for, hvor skidt en middag kan udfolde sig.
Hvilket som sådan er en fin præmis for en teknologikritisk high concept-thriller.
Den enlige mor Violet – spillet af Meghann Fahy, kendt fra sæson 2 af ’The White Lotus’ – skal på sin første date i årevis. Hun har overlevet et voldeligt forhold, men er ikke sluppet fri af traumet og bor nu med sin femårige søn, som for en aften passes af sin moster.
Hun mødes med fotografen Henry, spillet af Brandon Sklenar fra ’1923’ og ’It Ends with Us’, i en skyskraberrestaurant. Han er ekstremt tålmodig over for Violet, der konstant kigger på sin telefon for at tjekke op på sønnen. Det er imidlertid noget helt andet end godnatbilleder, hun modtager.
Via en alternativ type AirDrop sender en ukendt person i nærheden ordrer til Violet med trusler om at dræbe hendes søn. På hjemmeovervågningsappen ser hun en maskeret mand i hjemmet. Det er alvor, hun må makke ret.
Personen ser og ved alt, men hvem er det, der pludselig beder hende myrde sin date for at redde sin søn? Pianisten, bartenderen, den flotte fyr i lænestolen, gamlingen i hjørnet eller daten selv?
Beskederne vælter ind, og både Violet og filmen farer forvildet rundt.
Beskedtruslerne springer frem i billedet som grafisk tekst rundt om hovedpersonen. Det samme gør overvågningsbillederne som mosaikker på væggene. Det er grimt og kaotisk udført og en voldsomt overgjort vej til at indlemme os i Violets paniske sammenbrud. Trods enkelte ambitiøse og kreative billeder minder det mest om en irriterende YouTube-reklame eller en PowerPoint-præsentation.
Også fortællingen drukner i ud- og indtryk. De både fysiske og digitale input står i vejen for vores sympati med Violet, ligesom truslerne skridt for skridt bare forstærker vores indifferens.
Mistimede humoristiske punchlines gør den forhastede historie værre. De har knap bestilt maden, før man er afkoblet.
Lyspunktet er derfor, da telefonen et øjeblik er stille, og filmen udforsker Violets komplekser omkring mænd og kærlighed og tager fat i det håb om lykke, som lyser i selv de mørkeste skæbner.
Desværre varer det kun et par minutter og bliver et komma overskygget af temaet om overvågning og teknologiafhængighed, som tilmed er skamridt i en grad, hvor det kræver originalitet a la ’Black Mirror’ at gøre sig gældende.
Da gerningsmanden afsløres, er den primære følelse lettelse over, at det snart er forbi.
’Drop’ er instrueret af Christopher Landon, der har gysere som ’Freaky’ på cv’et. Stjernefaktoren findes i producerne Michael Bay – actioninstruktøren bag ’Bad Boys’ og ’Transformers’ – og Jason Blum, der med produktionsselskabet Blumhouse har stået bag kæmpesucceser som ’Paranormal Activity’ og ’Get Out’.
I arbejdet med ’Drop’ skulle de nok have hyret bedre manuskriptforfattere. Selvom de gør en hæderlig indsats, har Fahy og Sklenar ikke meget at arbejde med i grundmaterialet.
’Drop’ vil næppe blive husket meget længere, end det tager at airdroppe denne anmeldelse til en ven eller fjende inden for rækkevidde.
Kort sagt:
’Drop’ er en kaotisk, mislykket high concept-thriller, der hverken siger noget klogt om teknologiens magt over vores liv eller forløser sin præmis i nervepirrende suspense.