’Glasskår’: Jeg var meget forvirret over hovedpersonens adfærd i ny dansk film

Da jeg gik i folkeskole, fik vi besøg af en politibetjent, der skulle skræmme os til at blive på dydens smalle sti. Med sig havde han en graf, der illustrerede den moralske deroute, alle os teenagere var i risiko for at opleve:

Den startede ved graffiti, førte videre til de klassiske gateway drugs som cigaretter og alkohol, som naturligvis ledte til hårdere stoffer og væbnet røveri, og før vi fik set os om, ville vi sidde inde på livstid for et narkorelateret mord og tænke tilbage på den skæbnesvangre dag, vi vandaliserede det lokale plankeværk med vores profane spraymaling.

Der var givetvis en form for statistisk sandhed bag grafen. Men formidlingen var hverken overbevisende, troværdig eller i stand til at vække noget i os, som fik os til at reflektere over vores adfærd.

Og det er desværre også sådan, det forholder sig med ’Glasskår’, en dansk debutfilm med masser af gode intentioner, men uden den ofte komplicerede følelsesmæssige logik, der ligger bag alle tallene om danske unges mistrivsel.

I ’Glasskår’ er teenageren Tobias flyttet midlertidigt hjem til sine bedsteforældre. Han bor egentlig med sin mor, men hun får et arbejde langt væk og længe nok til, at han flytter hjem til sin glarmester-morfar (Jens Jørn Spottag) og mormor (Bodil Jørgensen), der er fysisk og måske også psykisk syg.

Med sig overalt har Tobias sit skateboard, som han suser rundt på på forladte parkeringspladser og skatebaner, men han bærer også rundt på »indre dæmoner«, som det bliver beskrevet i pressematerialet til filmen af dens instruktør, debutanten Søren Green.

På grillen møder Tobias Aron, som er noget ældre end ham, men er et venligt ansigt i provinsmiljøet og en potentiel sommerforelskelse. De bonder over at hade grillen og pomfritter (?) og deres afsky for »fritureturister«, der nedværdiger sig til at spise den slags, og Tobias tager selvsikkert Arons arm og skriver sit nummer på den, hvis nu Aron skulle få lyst til at skrive.

Det er ikke gode kår, Tobias lever under: Hans mor er slet ikke interesseret i at få ham hjem igen, hans mormors tilstand forværres, og hans far, som kortvarigt dukker op, er egentlig venlig, men har også fået en ny familie, som Tobias ikke passer ind i.

Oven i det kommer Tobias’ homoseksualitet, som han ikke virker til at hvile i, et fuldkomment fravær af venner samt komplekser om sit udseende. Det medfører en mere og mere selvudslettende adfærd med opkast, ar på underarmen og det, der er værre.

Det er så alvorligt, at der var flere scener, som jeg havde svært ved at se. Også fordi det virker, som om det alene er scenernes hårdhed, der skal forklare, hvor dårligt Tobias har det. ’Glasskår’ mestrer ikke antydningens kunst, og derfor må Tobias gå i bad med alt sit tøj på, gnide sin hånd mod sit skateboards ru grip tape og ende i situationer, hvor han udsættes for seksuelle overgreb for at illustrere, at vi altså er nede og skrabe bunden rent følelsesmæssigt.

Men selvom filmen med al tydelighed viser, at Tobias har det dårligt, viser filmen ikke, hvem Tobias egentlig er. Nogle gange er han enormt selvsikker, som når han prøver at komme i seng med Aron, nogle gange er han fuldkommen passiv og nogle gange udadreagerende og vred.

Jeg var meget forvirret over, hvordan hans adfærd skulle forstås, og hvor filmen gerne ville trække nogle forbindelser: Har han en psykisk lidelse, måske arvet fra sin mormor? Er det den ødelagte familie? Eller er han ”bare” en af de mange unge, der har det svært? Men hvorfor så fraværet af jævnaldrende, sociale medier og alt det, der påvirker andre i hans situation?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Det er spørgsmål, en film som ’Mid90s’ lykkes med at omsætte til en følelsesmæssigt fængende fortælling. Jeg kom også til at tænke på en anden dansk debut, den stadig biografaktuelle ’Min evige sommer’, som mestrer at vise sorg og teenagevrede på en underspillet facon, hvor hver scene ikke er et skænderi eller en konfrontation.

Hovedrolleindehaver Noa Risbro Hjerrild (som havde en lille rolle i Jonas Risvigs ’Kontra’) og Spottag og Jørgensen har ikke meget kød at gribe fat i med replikker i stil med »mormor har det dårligt, du skal hjem«, førnævnte fritureturist-udveksling og en sproglig floskel, som virkelig har taget overhånd i danske film:

Èn siger »arbejder du på grillen?«, og den anden gentager spørgende »grillen?«, som om han ikke hørte det eller ikke ved, hvad grillen er, uden at nogen af de to ting giver mening. Det skal nok skabe en mere naturalistisk dialog, men har den modsatte effekt.

’Glasskår’ har ret i alt det, den siger: Ja, vi skal hjælpe drenge med at fortælle, hvordan de har det. Vi skal holde øje med dem, der ikke bliver grebet af deres familier, og vi skal hjælpe dem, inden deres selvdestruktive adfærd eskalerer. Det er godt, at danske filmskabere tager fat i de problematikker, men man lytter først rigtigt efter, hvis man forstår, hvad der egentlig sker indeni, når et ungt menneske begynder at selvskade.

Det gør man ikke i ’Glasskår’.

---

Kort sagt:
Den danske debut ’Glasskår’ vil gerne illustrere nogle af de statistikker, vi kender alt for godt, om at unge har det svært og ikke fortæller det til nogen. Men de gode intentioner drukner i en klodset formidling.