’Vi har stadig i morgen’: Italiensk filmsensation har en forfriskende tilgang til et alvorligt emne
Mens alle andre talte om Barbenheimer tilbage i 2023, var det i Italien en anden film, der slog alle rekorder.
’Vi har stadig i morgen’ var et hit fra sin debutweekend, til den ved årets udgang var Italiens bedst sælgende, foran verdenshittet ’Barbie’. Den fløj ind på en niendeplads over de mest sete italienske film nogensinde og er den mest sete italienske film af en kvindelig instruktør.
Det bliver kun mere imponerende af, at ’Vi har stadig i morgen’ ikke handler om hvad som helst: Det er en genreudfordrende fortælling i sort-hvid om et dybt patriarkalsk og slagent land i året lige efter Anden Verdenskrig.
Støvet har kun lige lagt sig efter krigen som en tyk dyne over landets fattigste familier. Vi møder Delia, spillet af filmens instruktør og manuskriptforfatter Paola Cortellesi. Hun bor i en kælderlejlighed i Rom med sin mand, Ivano, og deres tre børn. I sin stramt planlagte morgenrutine starter hun med en lussing fra sin mand, inden hun åbner vinduet ud til gadeniveau, lige i skudlinjen for hundetis, pakker et par stykker brød til hvert af familiemedlemmerne og sender dem ud ad døren, så hun næsten er alene. Næsten.
For i lejlighedens sidste værelse ligger Ivanos far, patriarken fra helvede, der banker sin stok i gulvet, råber efter sin svigerdatter og belærer hende om at holde sin mund. Han er husets overhoved, alene fordi han er mand, for der er absolut intet vellykket over den måde, han har drevet familie og forretning på. Han er den eneste lånehaj, der skylder penge, som Delia beskriver det.
Sådan er det, hvor end hun befinder sig i det italienske samfund på dette tidspunkt, hvor kvinderne kun lige har fået stemmeret: I sine småjobs er hendes løn lavere, fordi hun er kvinde, hun skal både tjene penge og holde styr på husarbejdet, fordi hun er kvinde, og hun skal finde sig i at blive banket af sin mand, fordi hun er kvinde.
Tidligere i år blev Italien rystet af to mord på unge kvinder, begge begået af jævnaldrende bekendte mænd, hvad der har fået den italienske regering til at handle for at forhindre de såkaldte femicides. En tendens, landet ikke er alene om at opleve, som en serie som ’Adolescence’ i særdeleshed har gjort opmærksom på.
’Vi har stadig i morgen’ er en lektion i Italiens specifikke og lange historie med nedsættende kvindesyn, konservative kønsroller og et patriarkalsk samfund, hjulpet på vej af den fascistiske fortid og en stærk katolsk kirke.
Lektion er egentlig det forkerte ord, for Cortellesi har instrueret og forfattet filmen med både humor og legesyge. Kælderlejligheden fungerer til tider næsten som en teaterscene for Delias velkoreograferede husmordans, mens bedstefar skriger fra kulissen og minder hende om hendes retmæssige plads. Det bliver faktisk til dans i en scene, hvor manden Ivano lægger op til en særlig stor omgang bank. Musikken skrues op, lyset fokuseres på de to, og volden bliver til antydede bevægelser i stedet for egentlige slag.
En kærkommen afveksling i en film, der nemt kunne være blevet en hård mundfuld socialrealisme, og den slags er der flere af. På et andet tidspunkt deler Delia et stykke amerikansk chokolade, hun har fået fra én af de soldater, der patruljerer i gaderne, med en gammel flamme. De smiler til hinanden, de mest uperfekte smil med chokolade smurt ud på tænderne, mens kameraet roterer om dem, som var der tale om et perfekt romantisk øjeblik.
Også de mange frirum, kvinderne skaber for sig selv, når de har sendt deres mænd afsted på arbejde, er behagelige frirum for os, der overværer dem. Delia mødes med sin veninde, der sælger grøntsager på markedet, og som måske har tiltusket sig en cigaret. Hun mødes med vaskekonerne ude i baggården, der sladrer om alt og alle og også ser lidt skævt til den flirt, der er opstået mellem Delias datter, Marcella, og en ung mand fra en finere familie.
Så nok er ’Vi har stadig i morgen’ ikke en lektion, men der er meget, den gerne vil nå at fortælle på sine godt to timers spilletid. Næsten alt, hvad der kan gå galt, går galt, inden det kan gå godt på nogle gange lidt for perfekte måder (jeg kigger på dig, amerikanske heltesoldat). Jeg gætter også på, at en god portion af den italienske humor, historie og samfundskritik fløj hen over mit danske hoved, og jeg havde brug for et øjeblik til at orientere mig i det gedigne twist til sidst, før jeg forstod, hvorfor det var så godt.
Det er en film om Italien til italienere, og kan man acceptere den præmis er det sin egen form for fornøjelse at stå på ydersiden og kigge ind på noget, der er et vigtigt øjeblik i landets kultur.
Heldigvis er man også underholdt undervejs.
Kort sagt:
’Vi har stadig i morgen’ var en sensation, da den udkom i hjemlandet Italien i 2023. Den sort-hvide film om et patriarkalsk samfund lige efter Anden Verdenskrig er heldigvis ikke bare en hård omgang socialrealisme, men både humoristisk og eksperimenterende. Og selvom der sikkert går indsigter om den italienske kultur tabt i oversættelsen, er den værd at se for sin forfriskende tilgang til et alvorligt emne.