’Alle elsker Touda’: Følsom og fandenivoldsk toppræstation er i centrum for biografaktuel film
Jeg vil ikke påstå, at titlen på den marokkanske instruktør Nabil Ayouchs seneste film, ’Alle elsker Touda’, er en lodret løgn.
Det er nok bare heller ikke den fulde sandhed.
For ikke alle elsker den ellers besnærende hovedkarakter (Nisrin Erradi) – og slet ikke mænd.
De begærer hendes krop og gør på brutal vis krav på hendes (under)liv, men bryder sig som udgangspunkt egentlig ikke om hende.
Hun er for vild, for ilter og for selvstændig. Og nårh ja, så er hun i øvrigt også en kvinde.
Sidstnævnte viser sig – i både fiktionens og virkelighedens verden – sommetider at være nok til at frembyde andres hadske og undertrykkende opførsel, hvilket netop er det sorgfulde omdrejningspunkt og en af mange barske erkendelser i det samfundskritiske og velspillede drama, der havde premiere på Cannes-festivalen sidste år og altså nu rammer de danske biografer.
Den udsatte Touda må derfor kæmpe sig igennem en umyndiggjort eksistens, og på lumre værtshuse nattejobber hun som syngende og adlydende ’glædespige’ – og hun har rigtignok talent.
Sangtalent, altså.
For den musiske åre dunker unægteligt i den visionære Touda, der drømmer om at bytte den nedslående provinsarbejdsplads ud med et storbyens spotlight – og om at bytte rollen som mandligt tilbehør ud med rollen som shikhat (en marokkanske folkesangerinde).
Lykkes det, vil hun ikke blot forløses som kunstner, men ligeledes kunne sikre sin niårige og hørehæmmede søn (Joud Chamihy) skolegang og en forhåbentlig bedre fremtid.
Men vejen mod stjernehimlen, det neonoplyste Casablanca og en lettere tilværelse er – ikke overraskende – hård for den økonomisk belastede alenemor, og med en rørende ærlighed skildrer fortællingen køn- og klasseskel på glimrende, men dybt ubehagelig vis.
For man tvinges til at se den frygtsomme dagligdag med catcalling, overgreb og andre af (kvinde)livets rædsler i øjnene, mens man fristes til at lukke dem, når man står over for den misogyne virkeligheds mange modbydeligheder.
’Alle elsker Touda’ er nu ellers også en farverig og billedskøn oplevelse, hvor særligt marokkanske landsteder indfanges yderst taktilt og smukt.
Filmens allerfineste sekvenser er dog dem, hvor kameraet uforstyrret hviler på Touda og hendes søn. Kærligheden og kemien mellem de to brænder igennem lærredet, og man får ganske enkelt kuldegysninger, når de i stedet for ord kommunikerer med dybe blikke og varme kærtegn.
I veldoserede glimt bliver moderskabets glæder og bekymringer gribende portrætteret, men Touda er meget mere end ’blot’ en mor. Hun er en sejlivet valkyrie, der kæmper for at få ejerskab over egen krop og stemme.
Men hvad vil man give i bytte for frihed? Og hvordan ser frihed overhovedet ud?
De spørgsmål driver filmen, der meget sympatisk ikke bringer endegyldige svar eller konklusioner. Dog kan den lidt vævende tilstand få dramaet til at føles en smule langtrukkent og (ironisk nok) uden en rammende rytme, og sidste del er på ingen måder lige så stærk som den indledende.
Det tilgives dog på mange måder grundet den medrivende titelfigur. For Nisrin Erradi leverer en vaskeægte musikalsk toppræstation og er mere end veloplagt som den både følsomme og fandenivoldske Touda.
Det er muligt, at de omgivende mandschauvinister har svært ved at holde af hende, men det er til gengæld meget, meget nemt for publikum at elske hende.
Kort sagt:
’Alle elsker Touda’ er en smuk og rørende film om hjerteskærende køns- og klasseskel.