Besir Zeciri får sin første filmhovedrolle i Nagieb Khajas debutfilm, bandedramaet ’Løvehjerte’

Besir Zeciri får sin første filmhovedrolle i Nagieb Khajas debutfilm, bandedramaet ’Løvehjerte’
Besir Zeciri i 'Løvehjerte'. (Foto: Martin Dam Kristensen)

Der er netop råbt »cut« for sidste gang på optagelserne til det kommende danske drama ’Løvehjerte’.

Filmen markerer instruktørdebuten for Nagieb Khaja, der foruden at være anerkendt journalist og forfatter også har skabt markante dokumentarfilm om krigsramte områder, som ’Bedraget i Helmand’, ’Taliban Land’ og ’Mit Afghanistan’.

Senest var Khaja medforfatter på biografsuccesen ’Vejen hjem’ med Nikolaj Lie Kaas som en far, der ville redde sin søn ud af ISIS’ kløer. Filmen indbragte Khaja en Bodil for bedste manuskript.

’Løvehjerte’ handler om den 29-årige Luan, der har tilbragt det meste af sit liv i en bande. Årene i det hårdkogte miljø har dog tæret på ham, og i al hemmelighed planlægger han sin exit fra både banden og sit barndomskvarter, hvilket også omfatter hans bedste ven Issa.

Besir Zeciri i ‘Løvehjerte’. (Foto: Martin Dam Kristensen)

Det skal dog vise sig at være sværere end som så at tage afsked med det gademiljø, Luan kender så godt. Ligesom for Zaid i ’Underverden’ og Cairo i ’Hele vejen’ lader der til at lure kriminelle fælder om hvert gadehjørne, og det er ikke let at finde fodfæste i en ny virkelighed som lovlydig borger.

I rollen som Luan ses Besir Zeciri i sin første filmhovedrolle. Han vandt en Robert for sin rolle i DR-serien ’Fredløs’ og gjorde sig senest bemærket i en birolle i ’Pigen med nålen’.

Som med Nagieb Khajas andre projekter er historien ikke grebet ud af den blå luft. Den debuterende instruktør afslører i en pressemeddelelse, at ’Løvehjerte’ udspringer af et venskab mellem ham og et tidligere bandemedlem, som han mødte i forbindelse med research på et andet projekt.

Handlingen er således inspireret af mange års fortrolige samtaler, hvilket ifølge instruktøren har givet et unikt indblik i de dilemmaer, der følger med et liv i og uden for den kriminelle underverden:

»Vores håb med denne fortælling er at vise, hvorfor det er så svært for unge mænd at kappe båndet til deres miljø. Det er især svært at forstå for de fleste af os, fordi det helt åbenlyst er en ond spiral, der kun gør mændenes liv værre for hvert sekund, de tøver med det«, fortæller Nagieb Khaja i pressemeddelelsen.

’Løvehjerte’ får biografpremiere i løbet af næste år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af