’Vejen hjem’: Ny dansk film er en nervepirrende og foruroligende rejse til ISIS’ mørke hjerte

Krigen i Syrien er blegnet i hukommelsen, efter først coronakrisen og siden Ukraine og Gaza har overtaget vores opmærksomhed. 

I ’Vejen hjem’ kommer 10’ernes centrale krig helt tæt på, så man genkalder sig mange års nedslående reportager og nyhedsindslag. Christian (Nikolaj Lie Kaas) taler arabisk og har ladet sig smugle ind i krigen som syrienskriger. Hans egentlig mål med turen til fronten er at finde sin 17-årige, konverterede søn Adam (Albert Rudbeck Lindhardt), der er taget til Syrien for at kæmpe. 

Instruktør Charlotte Sieling genskaber det krigshærgede Syrien effektivt. Vi hører muezzinernes bønnekald fra minareterne og dufter næsten mynteteen. Men overalt råder angsten. Den pludselige død eller et langvarigt fangenskab lurer hele tiden lige om hjørnet.   

Bomber falder, og skud bliver affyret, uden at det er klart, hvem fjenden er, eller hvor han/hun befinder sig. Fraktioner og grupperinger gør livet svært for hinanden. Christian er først tilknyttet oprørsgruppen Den Frie Syriske Hær, der ud fra filmen at dømme består af moderate muslimer. Han er veteran fra Afghanistan og Irak, så han er bekendt med kamp.

Anderledes forholder det sig med opkomlinge som Abu Amin (Besir Zeciri) og Abu Hassan (Arian Kashef), hvis danske sprog Christian pludselig hører i mylderet af arabisk og engelsk. Førstnævnte er fundamentalistisk i sin tro, sidstnævnte er mere som en småkriminel Nørrebro-hangaround, der går i krig iført hvide sneakers. 

Sønnen Adam er ikke at finde blandt de mere sekulære modstandere af Assad-regimet. Med hjælp fra den sympatiske, britiske muslim Bilal (Harki Bhambra) slutter Christian og hans to danske sidekicks sig til under Islamisk Stats sorte faner. Her er Adam tilsyneladende blevet en nær fortrolig med høvdingen i foretagendet (Tom Austen). Efter ankomsten til Islamisk Stats HQ opstår det smertefulde spørgsmål for Christian: Ønsker Adam overhovedet at vende tilbage til velfærdssamfundet? 

Islamisk Stat henretter summarisk og rutinemæssigt, løfter armene i sejr, hver gang en stakkel, der ikke abonnerer på den rette tilgang til islam, får en kugle for panden. Det er grusomt at kigge på. 

Adam bliver spillet af Lindhardt, der var svigersøn in spe til Lie Kaas i Hellerup-apokalypsen ’Familier som vores’. Og der er unægtelig noget nordsjællandsk over knægten, der gør ham svær at købe som centralt placeret hos Islamisk Stat. Lindhardt kæmper bravt med at skabe en afsporet teenager, som jeg helt kan tro på. Et par steder knirker det også lidt i troværdigheden, når Christians evner udi baghold og flugtaktioner bliver, som var han spillet af Tom Cruise og ikke en dansk folkekær skuespiller. 

Mange vil sikkert se ’Vejen hjem’ grundet Nikolaj Lie Kaas’ velkendte ansigt på plakaten. Men filmen bliver skrap kost for den del af Biograf Danmark-publikummet, der mest stempler ind, fordi de godt kunne lide ham i ’Blinkende lygter’ eller ’Dirch’. 

Med manuskript af Nagieb Khaja og Jesper Fink er ’Vejen hjem’ nervepirrende og troværdig i sin miljøskildring og eksponentielt deprimerende. Her er et miks af engelsk, dansk og arabisk, som giver filmen en passende babylonsk og udansk fornemmelse.

En alvorsfuld Nikolaj Lie Kaas er med i næsten hver indstilling, taler – efter min bedste vurdering – forbløffende godt arabisk og skaber et portræt af en far, der i sin desperation er villig til at få snavsede, ja, blodige hænder i jagten på sin søn. 

Han er i flere henseender lige så stædig og forblændet som sit vildfarne barn. Det er en pinefuld skildring af ikke blot krig og fundamentalisme, men også forældreskab, når det er tungest. 

---

Kort sagt:
’Vejen hjem’ er en foruroligende rejse ind i krigens og fundamentalismens hjerte, sort som en ISIS-fane. Kun her og der knirker troværdigheden en smule.