»Dokumentarer er så hæmmet af hensynet til virkeligheden«, siger Nagieb Khaja, den danske journalist, filmskaber og forfatter, der gennem flere år har været en vigtig international stemme – gennem netop sine dokumentarer.
Med sine journalistiske beretninger fra nogle af de farligste krigsramte områder i Mellemøsten, ikke mindst sine forældres hjemland Afghanistan, forsøger 45-årige Khaja at bringe nuancerne og de enkelte menneskeskæbner frem i nyhedsbilledet.
Det gjorde han for eksempel med TV 2-dokumentaren ’Taliban Land’ fra 2022, hvor han som den første journalist i verden rejste rundt i Afghanistan kort efter Talibans magtovertagelse af landet.
Året efter besøgte han i den nedslående og skræmmende DR-dokumentar ’Bedraget i Helmand’ en korrupt politichef i Helmand-provinsen, som det danske militær samarbejdede med, mens han havde mindreårige sexslaver og begik overgreb på lokalbefolkningen.
Og da vi mødes på Nørrebro til dette interview, er Nagieb få dagen forinden vendt hjem fra et ophold i ligeledes krigshærgede Beirut i Libanon, hvorfra han har rapporteret for Politiken.
Nagieb betegner sig selv som en »storyteller«, og han vil fortælle endnu mere, end dokumentarismen tillader. Det har nu efter flere års arbejde mundet ud i hans fiktionsfilmdebut, ’Vejen hjem’, hvis manuskriptet han har skrevet sammen med Jesper Fink (’Ungeren’, ’Margrete den første’, ’Før frosten’).
Et stykke danmarkshistorie
I den nye biograffilm, instrueret af Charlotte Sieling (’Margrete den første’), spiller Nikolaj Lie Kaas faren Christian, der i 2012 rejser til Syrien for at infiltrere Islamisk Stat og hente sin voksne, radikaliserede søn Adam (Albert Rudbeck Lindhardt) hjem til Danmark.
En fortælling, som kan være svær at skildre som dokumentarist på grund af hensyn til virkelighedens konsekvenser.
»Som dokumentarist er du hæmmet af menneskers vel og vel, løfter til kilder og medvirkende, etiske hensyn og sikkerhedsmæssige hensyn. Det her emne er så problematisk i forhold til folks sikkerhed, og også deres fremtid. Der er rigtigt mange syrienskrigere, der er bange for at blive stigmatiseret, hvis de står frem med ansigt«, forklarer Nagieb.
»Jeg har lavet dokumentarer med danske og britiske jihadister. Men det er bare rigtig svært at lave noget, hvor man trænger ind under overfladen. Det har været meget korte formater, hvor jeg følte, man ikke rigtigt lærte dem ordentligt at kende som mennesker«.
I det hele taget brænder den nyslåede manuskriptforfatter for at vise kompleksiteten ved de radikaliserede danskere, der rejser til eksempelvis Syrien for at kæmpe en hellig krig.
»Det her et stykke danmarkshistorie, som jeg synes skal formidles så præcist som muligt«, siger han. »Der er så mange lag i det, og det hele bliver nogle gange meget sort og hvidt. Det er noget, som går igen i mit virke – jeg prøver hele tiden at vise de forskellige lag«.
Startede med Riz Ahmed
’Vejen hjem’ er Nagieb Khajas første udgivne fiktionsfilm, men egentlig har han i en årrække udviklet på fiktionsprojekter, der af forskellige årsager ikke lykkedes. Idéen til ’Vejen hjem’ startede faktisk også med et fejlslået projekt – foranlediget for efterhånden et årti siden af ingen ringere end Riz Ahmed.
Tilbage i 2014 kontaktede den britiske skuespilstjerne Nagieb på Twitter, fordi han havde set en engelsk udgave af danskerens dokumentar ’Store A – fra bandekrig til Jihad’ fra 2013. Filmen følger Nørrebro-gangsteren Store A, der rejser til Syrien for at slutte sig til en islamistisk oprørshær, og dén historie ville Riz Ahmed og den anerkendte tyske filminstruktør Fatih Akin (’Mod muren’, ’Ud af intet’) gerne købe rettighederne til.
»’This is Riz Ahmed. Can I give you a call?’, skrev han til mig. Jeg troede, det var en joke«, siger Nagieb. Men en uge senere kom Ahmed og Akin til København for at forhandle med danskeren, som takkede ja til at blive medforfatter på fiktionsfilmen.
Desværre endte filmen ikke med at blive til noget (»ikke på grund af samarbejdet mellem os«, forsikrer Nagieb), men herfra skrev Nagieb skrev selv videre på manuskriptet sammen med filminstruktøren Omar Shargawi, et samarbejde, der heller ikke blev forløst. Fortællingen begyndte omsider at tage form, da han omkring 2018 koblede manusforfatter Jesper Fink på projektet.
»Jeg opdagede ham på et tidspunkt, hvor han ikke var opdaget af resten af branchen. Han blev en slags mentor for mig. Han er pissedygtig til at lære fra sig og supereffektiv, så det blev også en læringsproces for mig. Jeg kom nærmest i lære hos Jesper Fink«.
Et realismedrevet tankeeksperiment
Nagieb er den slags dokumentarist, der skiftevis agerer fluen på væggen og journalistisk interviewer. Han er ikke vant til at iscenesætte virkeligheden og tage store, kreative friheder i sine film. Det krævede derfor tilvænning at arbejde på en fiktionsfilm.
»I begyndelsen var det virkelig svært for mig at skrive manuskriptet, fordi min hjerne bare sad fast i virkeligheden. Det er som om, at jeg som dokumentarist bare er programmeret, og det var rigtig svært for mig at bryde ud af det«, fortæller han.
»Men arbejdet med fiktion gik hen og blev en befrielse til sidst. Det var så sindssygt for mig, at jeg kunne sidde og lege med folks liv på den her måde, uden at det har konsekvenser, som dokumentarer jo ellers har«.
Forfatterduoen endte med at udforske et tankeeksperiment i plottet til ’Vejen hjem’: Hvad ville en mand med Nagiebs viden og evner gøre, hvis hans søn tog til Syrien for at kæmpe?
»De fleste forældre har prøvet at få deres børn hjem telefonisk igennem kontakter. Og så er der nogle enkelte, der er rejst derned og er blevet afvist. Enkelte fik også bank, for eksempel en belgisk far, der blev kidnappet af en ekstremistisk gruppe. Men fordi jeg kender de her grupper så godt, ville jeg selv have foregivet at ville tilslutte mig dem. På den måde gav fiktionen mig muligheden for at udforske en rejse, som jeg kan forestille mig, at jeg ville være taget ud på«, forklarer Nagieb, der samtidig har lagt vægt på at gøre fiktionen så autentisk som muligt.
»Der er nærmest ikke en situation i filmen, som ikke er taget fra virkeligheden. Vi har ændret på ting og ændret på sammenhængene, og der er scener, som ikke er sket før. Men det er taget ud fra situationer, jeg har oplevet. Der er et strejf af ægthed i alle scener«.
Tidligt på sin risikofyldte rejse støder Nikolaj Lie Kaas’ hovedperson Christian for eksempel på to unge danskere, Abu Amin og Abu Hassan (spillet af henholdsvis Besir Zeciri og Arian Kashef), som er en sammenblanding af forskellige personer, Nagieb selv har mødt.
En virkelig oplevelse ligger helt konkret til grund for en scene undervejs, hvor en traumatiseret og bevæbnet Abu Hassan pludselig mangler sin ene Nike-sko, da han skal sendes i kamp.
»Jeg var sammen med en dansk jihadist, der sagde, at han ikke kunne finde sine sko. Han havde ptsd, det var tydeligt. Derfor fik jeg en mistanke om, at han havde gemt sin sko og foregav, at andre havde taget den, så han ikke kunne komme ud på slagmarken«, fortæller Nagieb.
En venligtsindet og loyal fixer ved navn Bilal (spillet af engelske Harki Bhambra), som spontant hjælper Christian i ’Vejen hjem’, er også taget fra en virkelig person, der ikke har ønsket at medvirke i en dokumentar.
»Jeg blev selv stoppet af en brite af indisk-pakistansk herkomst, som spurgte, hvad jeg lavede i området, hvor der var fyldt med jihadister. Jeg havde fået en deadline af Al-Qaeda til at smutte derfra, og han tilbød at hjælpe mig. Han formåede at sikre, at jeg kunne være i området og endte faktisk med at beskytte mig, mens jeg var i Syrien. Han blev nærmest en bodyguard for mig«, siger Nagieb.
»Filmens Bilal er meget underspillet i forhold til den virkelige person. For det ville virke urealistisk, hvis han gik så langt for Christian, som han gjorde for mig. Han satte sit liv på spil for mig engang, da en oprørsgruppe i Aleppo ville kidnappe mig. Han stod med sit gevær, med fingeren på aftrækkeren, og sagde: ’I får ham ikke med’«.
Strittede imod én ændring
Hvorfor skulle fortællingen om syrienskrigere skildres gennem en fars kamp?
»Vi ville gerne lave en film, der havde en bred appel, for vi ville gerne fortælle den her historie til så mange danskere som muligt. Og vi var rigtigt bange for, at mange ville stå af på den, hvis hovedpersonen var en syrienskriger, man ikke som udgangspunkt kunne relatere til. Jeg siger ikke, at den historie ikke skal fortælles, men vores dagsorden var at fortælle en historie til så mange danskere som muligt«.
»Vi håbede på at få publikummer, som er bedøvende ligeglade med Syrien og slet ikke interesserer sig for den konflikt, til at se filmen på grund af hovedkarakteren – én man kunne spejle sig i. Nu er filmen blevet optaget i Biografklub Danmark, så vi har i hvert fald opnået en del af den målsætning«.
Havde I overvejelser om, hvilken hudfarve hovedpersonen skulle have?
»Ja, det diskuterede Jesper og jeg meget. Vi var også lidt i tvivl. I begyndelsen havde vi en karakter, som var halvt etnisk dansk, halvt arabisk. Men vi følte, det kunne være svært at afkode for publikum, hvor svær en rejse det er at få en eller anden tilfældig person med minoritetsbaggrund ind i sådan et radikalt miljø. Så det var også en rent dramaturgisk overvejelse. Hvem vil publikum med sikkerhed vide skal igennem rigtig mange udfordringer for at infiltrere Islamisk Stat? En helt hvid karakter«.
»Vi havde for eksempel på et tidspunkt en karakter, der var halvt tyrkisk, men så blev vi nødt til at italesætte, at han ikke taler arabisk. Det er jo ikke noget, han automatisk kan. Og hvis han var muslim, så ville publikum måske tænke: ’Nårh, det er, fordi han er muslim’. Men nej, det er jo ikke nok at bare at være muslim, hvis man vil med i Islamisk Stat, for de er salafister. De har deres helt egen måde at være muslimer på«.
Kom instruktør Charlotte Sieling med ændringer til fortællingen?
»Hun var inde over den sidste fase af manuskriptskrivningen. Og hun ville blandt andet gerne have, at Bilal skulle være en hustler-type, som kun gjorde ting for penge. Og det var meget voldsomt for mig, fordi karakteren var en slags hyldest til virkelighedens Bilal. Karakteren er allerede meget underspillet, så jeg syntes nærmest, det ville være et forræderi mod hans person, hvis han blev lavet om«.
»Jeg syntes også, det var vigtigt, fordi det er en fortælling om islam og muslimer. Ekstremister som IS eller Al-Qaeda føler, de har monopol på islam, men en person som Bilal går i en anden retning. Jeg vil også give en stemme til de mennesker, som nægter at lade ekstremisterne definere, hvad islam er. Vi har en stor gruppe af danskere med minoritetsbaggrund, som er muslimer, der føler, at tingene ret ofte bliver forsimplet. På den måde var Bilal en vigtig karakter i forhold til repræsentation«.
»Jeg forstår godt Charlottes indgangsvinkel med dramaturgiske øjne, men der var bare så meget på spil. Hun endte med at imødekomme min modstand«.
Syrienskrigerens mange nuancer
Hvilke nuancer ville du gerne formidle om danske syrienskrigere med ’Vejen hjem’?
»Historien om de danske syrienskrigere er mangefacetteret. Der findes ikke et simpelt svar på, hvem det er, som rejste derned, og hvad det var, de ville. Og med karaktererne Abu Hassan, Abu Amin, Bilal og Christians søn Adam har man fire helt forskellige typer mennesker«
»Besir Zeciris karakter Abu Amin er radikalisatortypen, som man mærker finder noget styrke, en form for positionering i miljøet. Du bliver en del af en fortælling om, at du er bedre end de fleste i det samfund, du bor i. Min analyse er, at ret mange søger ind i radikale miljøer, når de bliver skuffede i deres forsøg på at lykkes. Det er en måde at kunne hævde sig selv på, når det ikke er lykkedes at kunne fungere i samfundet. I stedet kan man leve i denne subkultur og ovenikøbet blive en slags lederfigur«.
»For Arians Kashefs Abu Hassan bliver rejsen til Syrien en udgang fra noget, som det er svært at slippe ud af – et kriminelt miljø. Der er en overrepræsentation af unge syrienskrigere, som har været i kriminelle miljøer. Religion bliver en måde at komme væk fra kriminaliteten på, men så ender de måske hos nogle radikale typer, som fortæller dem, at for at blive en god muslim, er det her også en del af pakken. Og han er jo oprigtig, han vil virkelig gerne gøre verden til et bedre sted. Det kan godt være, at han har ekstreme holdninger, men der er en idealisme i det«.
»Du har også Bilal-karakteren, som har en fuldstændig konsistent holdning til tingene. Det skinner måske ikke så meget igennem i den endelige version af filmen, men han er en meget religiøs muslim, der også er meget humanistisk. I vores del af verden tænker mange, at humanisme og islam ikke hænger sammen. Men det gør det for mange, og derfor syntes jeg, det var ret vigtigt at få det med«.
»Og så har vi Christians søn, Adam, der har haft nogle udfordringer hjemme i Danmark. Der bliver talt om en diagnose. Blandt syrienskrigere er der også en overrepræsentation af unge, som har svært ved at fungere i samfundet. Den sort-hvide verden i Syrien appellerer mere til dem, for der er et enkelt svar på alt«.
Filmen giver indtryk af, at mange bliver skuffet over den virkelighed, de møder i Syrien?
»Jeg vil gerne dele dem op, for jeg skal jeg ikke lyde som én, der får dem alle sammen til at fremstå som naive typer. Det var de heller ikke. Der er også psykopater iblandt dem. Der har været folk, der tog derned, som elskede vold. Det blev en mulighed for dem at udøve vold på en legitim måde, hvor du endda bliver velsignet og anerkendt for din vold. På den måde har for eksempel Islamisk Stat været virkelig farlige, fordi man har instrumentaliseret psykopaternes lyst til vold og legitimeret det i deres islamiske kontekst«.
»Du har også folk, som er så ekstreme rent trosmæssigt, at de bare makker ret og tilpasser sig. De gør ting, som de ikke bryder sig om, men de mener, at det er vigtigt, fordi målet helliger midlet. Og det er jo noget, man ser hos alle radikale grupper, som for eksempel begår terror. Du bliver nødt til at dræbe nogle uskyldige for at opnå noget bedre.
Dem har der været en del af, desværre«.
»Men jo, jeg har mødt en del, både mænd og kvinder, som er blevet skuffet over det, de mødte. De troede, det var noget andet, de skulle ned til. Der er blevet tegnet et billede af, at det er et Utopia, og at alle bare er gode ved hinanden. Så finder de ud af, at det er en gruppe, der laver etniske udrensninger og drab på uskyldige, og at miljøet er helt Stasi-agtigt, hvor venner begynder at overvåge hinanden. Et ekstremt ubehageligt miljø, hvor du ikke kan træde ved siden af og ikke kan stille kritiske spørgsmål, for så kan du komme i fængsel eller, endnu være, blive dræbt«.
’Vejen hjem’ kan ses i biograferne fra 28. november.