’Bedraget i Helmand’: Man frygter for danske filmfolk i mødet med brutal politichef i afslørende dokumentar
Issa Khan modtager de to danske dokumentarister, Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen, med et stort tandsmil, der breder sig i det massive skæg efterfulgt af et vaskeægte onkelgrin, som får den afghanske politichef til at fremstå som en varm mand, man trygt kan stole på.
Det var da netop også det, der var formodningen, da danske og britiske tropper skulle komme landsbyen Musa Qala i den nordlige Helmand-provins til undsætning i kampen mod fremstormende Taleban-oprørere i 2006, fem år inde i krigen i Afghanistan.
Men historien viste sig at være en helt anden.
Sammen med sin bror Koka, der senere blev hjerneskadet efter et selvmordsangreb, styrede Issa Khan sine områder med hård hånd og begik adskillige voldsomme forbrydelser mod befolkningen, som det var meningen, at han og hans politistyrke skulle beskytte. Alt imens de danske og britiske tropper ikke havde noget at skulle have sagt.
I ’Bedraget i Helmand’ tager Khaja og Andersen os helt tæt på, hvad der bedst kan beskrives som et skruppelløst monster. For hvem skal den lokale befolkning henvende sig til, hvis de ikke engang kan stole på politiet?
Gennem arkivoptagelser fra danske tropper oplever man, hvordan politistyrken var pilskæve på den opium, som de selv dyrkede og solgte for narkokongen af Helmand, eksguvernøren Sher Mohammad Akhundzada, der blev forvist til hovedstaden Kabul i 2005, men stadig formåede at kontrollerede provinsens opiumindustri – den mest indbringende i verden.
I selvsamme arkivoptagelser kommer dokumentarens største følelsesmæssige mavepuster i form af politistyrkens rekruttering af unge drenge, såkaldte »te-drenge«, der udover at skulle »agere husmødre« for betjentene også blev misbrugt og udnyttet som sexslaver dag ind og dag ud.
Da det går op for den øverste leder af de 120 danske soldater, meddeler han det til den britiske ledelse, men får at vide, at han og de danske tropper skal vende den anden kind til. For sådan er den lokale kultur skruet sammen.
Magtesløst har de måttet se til uden at kunne gribe ind, fortæller en tidligere dansk soldat, der var til stede dengang. For hvis man pludselig trådte ind i et rum, hvor en voldtægt fandt sted, var det ikke til at sige, hvordan det kunne have udviklet sig.
Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen graver i de horrible sager gennem interviews med ofre og vidner, der har været udsat for seksuelle overgreb af Khan-brødrene og deres mænd. Der hersker ingen tvivl om, at forbrydelserne har fundet sted, og ofrene fortæller om, hvordan politistyrken begik bestialske drab mod befolkningen, for hvad der lader til at være de mindste forseelser.
I mødet med den uhyggeligt karismatiske Issa Khan kan man tydeligt mærke ubehaget hos de to dokumentarister, der skal træde varsomt over for en mand, der kan være en tikkende bombe på to ben. Issa omfavner dem og kysser endda Andersen, der selv er tidligere soldat, på hovedet op til flere gange under et møde og fortæller ham, at han vil dø for ham.
»Da du var her, var livet godt. Siden du rejste, har det ikke været det samme«.
Og her ligger den anden side af fortællingen om det politiske landskab i Afghanistan. For da de allierede tropper forlod landet i august 2021 efter 20 års krig, overtog Taleban landet som en steppebrand, hvor Helmand-provinsen var en af de første, der kom under deres styre, og Musa Qala blev udråbt til hovedstad.
Her var Nagieb Khaja på pletten i 2021 som den eneste journalist i verden med sin dokumentar ’Taliban Land’, der fik verdenspremiere på CPH:DOX sidste år. På sin farefulde rejse gennem Afghanistan dokumenterede Khaja de kaotiske og forvildede dage, der fulgte Talebans overtag, samt et land og en befolkning, der nu skulle leve under et ekstremistisk religiøst styre.
Men for befolkningen i Musa Qala, der skulle vælge at alliere sig med et brutalt opiumkartel, der i virkeligheden var narkotrafikanter forklædt som politibetjente, eller med Taleban, var det pest eller kolera. I sidste ende gik de med Taleban.
’Bedraget i Helmand’ blotter det enorme svigt, krigen i Afghanistan og samarbejdet med iskolde kriminelle medførte over for den lokale befolkning, der aldrig rigtigt blev vundet over af deres vestlige redningsmænd. Eftersom deres familier blev dræbt og misbrugt af mænd som Issa Khan, der bryster sig af at blive brugt som skræmmehistorier for børn, der ikke vil lægge sig til at sove.
Det fremgår tilmed, at Musa Qala ikke var et enkeltstående tilfælde, men blot et godt eksempel på et systemisk misbrug i hele landet.
Dokumentaren er modig, velfortalt og godt skruet sammen, og man frygter op til flere gange, at de to dokumentaristers virkelige agenda om at afsløre politistyrkens umenneskelige gerninger over for lokalbefolkningen bliver opsnappet af Khan og hans tropper.
Som i Joshua Oppenheimers ’The Act of Killing’ kommer man helt tæt på gerningsmændene, men hvor man i Oppenheimers dokumentar oplever fortrydelse og anger, er der intet at hente hos Issa Khan.
De forfærdelige ugerninger fandt i hans øjne simpelthen bare ikke sted.
Kort sagt:
’Bedraget i Helmand’ graver ned i de voldsomme misbrug af befolkningen, der blev begået i Helmand-provinsen under krigen i Afghanistan.