Hører man i dag, uden forhåndskendskab, præmissen for Richard Linklaters ’School of Rock’, vil man formentlig finde den en smule foruroligende.
Dewey Finn (Jack Black) er en wannabe rockmusiker, der har brug for et job til at betale husleje og udgiver sig for at være en certificeret lærervikar under sin vens navn, Ned Schneebly.
Her får han ansvaret for en klasse på privatskolen Horace Green. Dewey opdager, at eleverne har musikalsk talent og forvandler dem til et rockband for at kunne deltage i konkurrencen Battle of the Bands. Eleverne går disciplinerede til opgaven i den tro, at de deltager i et skoleprojekt.
Børnenes forældre fatter dog mistanke, og Dewey ender med at fortælle sandheden: at han ikke er uddannet underviser, har erstattet læseplanen med rockundervisning, og at han slet ikke hedder Ned Schneebly.
Moralsk tvivlsomt? Jep.
Men ser man hele filmen – og det budskab, som ligger bag – er den vanvittige rammefortælling let at sluge. Deweys selviske intentioner bliver nemlig erstattet af en lyst til at inspirere børnene og booste dem med selvtillid, mens han viser sig at være en dygtig og inkluderende formidler, som de ser op til.
Det er i år 20 år siden, ’School of Rock’ fik premiere, og dens anseelse er blot steget gennem årene.
Med god grund.
Et frugtbart samarbejde
Før ’School of Rock’ var der næppe mange, som havde tænkt sig at parre Richard Linklater (’Dazed and Confused’, ’Before’-trilogien, ’A Scanner Darkly’, ’Boyhood’) med Jack Black, hvis karriere i 90’erne bestod af småroller og et bijob i rockbandet Tenacious D inden den store birolle i ’High Fidelity’.
Både Black og Linklater var da også i tvivl, om den texanske instruktør var den rette mand til projektet. Men produceren på ’School of Rock’ hed Scott Rudin, og han tog ikke et nej for et nej. Han er siden blevet skandaliseret grundet sit voldsomme temperament, hvor tidligere ansatte har anklaget ham for en stribe ubehageligheder.
Rudin overtalte dog Linklater, hvilket var en god idé. Filmen omsatte for 131 millioner dollars på verdensplan, hvilket stadig er en personlig rekord for Linklater.
Jack Black fik også sit store gennembrud i ’School of Rock’, hvor han kom i hænderne på en instruktør, der forstod at udnytte hans talent.
Filmens forfatter Mike White (der siden skabte ’The White Lotus’) skrev endda hovedrollen specifikt til Jack Black, og det er da også svært at forestille sig andre i rollen som Dewey.
Kærligheden til rockmusikken
Med en titel som ’School of Rock’ er et killer soundtrack påkrævet.
Black har fortalt i et GQ-interview, at Linklater var meget involveret i udvælgelsen af sange, og at han blandt andet bad Black om at lave en video, hvori han tiggede Led Zeppelin om, at ’Immigrant Song’ kunne anvendes i filmen, hvilket bandet heldigvis imødekom.
Rockaficionadoer kan desuden nyde evergreens fra legender som Stevie Nicks, AC/DC, The Doors og Ramones samt The Mooney Suzuki, som på opfordring af Black skrev titelsangen ’School of Rock’, der performes under Battle of the Bands.
Filmens bedste scene er en inspirerende montage, hvor Joey Ramones luftige stemme gjalder punk-hymnen ’My Brain Is Hanging Upside Down (Bonzo Goes to Bitburg)’. Her underviser en henrykt Dewey børnene i rockhistorie, hvorefter der blandt andet klippes til trommeslageren Freddy, som med stor beundring i øjnene sidder klistret fast til et tv, hvor han møder og nærstuderer fortidens trommeslagslegender.
Simpelt og livsbekræftende.
Det dygtige børnecast
En væsentlig årsag til, at ’School of Rock’ fungerer, er det talentfulde børnecast, som supplerer Jack Black i hovedrollen.
Freddy spilles karismatisk af Kevin Clark, der i en alder af blot 32 år afgik ved døden i en trafikulykke i 2021. Freddy er obsternasig og rebelsk (nærmest designet til at give fingeren til the man), men Dewey ser potentialet i ham, og han udvikler sig til en dygtig og disciplineret trommeslager.
Joey Gaydos Jr. er ligeledes et fund som det introverte guitargeni Zack, hvis talent holdes i ave af hans strikse far, men som hurtigt begynder at sætte pris på Deweys musikundervisning. ’iCarly’-stjernen Miranda Cosgrove er også fornøjelig som klassens dengse Summer.
Endelig er der Maryam Hassan, der ømt spiller den talentfulde sanger Tomika, som over for Dewey indrømmer, at hun frygter at stå på scenen, da hun er bange for, at folk vil grine af hendes overvægt. Her var ’School of Rock’ virkelig forud for sin tid ved at tale ind i en brandaktuel debat om kropspositivisme og mobning i musikbranchen.
Deweys svar er ærligt og omsorgsfuldt: Man kan sagtens være buttet og smuk på samme tid.
Vintage-Black og dobbelt reunion
Det er ikke ment som en kritik af Jack Blacks senere roller (well, ’Year One’ …), når jeg vil hævde, at Blacks glansrolle stadig er Dewey Finn i ’School of Rock’.
Hans styrker har aldrig været hans følelsesregister eller spændvidde, men tværtimod hans energi, musikalitet og komiske timing. Linklater showcaser disse kvaliteter perfekt i ’School of Rock’, og det succesfulde samarbejde blev gentaget i sortkomedien ’Bernie’.
Blacks portræt af en frisindet underviser, der tager kampen op mod et autoritært skolebureaukrati, sender tankerne i retning af salige Robin Williams ditto i ’Dead Poets Society’, og hans oprigtige passion for rockmusikken lyser ud af ham.
Er man i tvivl om, hvorvidt ’School of Rock’ stadig værdsættes, bør man se de to videoer fra filmens 10-års jubilæum, hvor en veloplagt Black jammer med de tidligere børneskuespillere.
Mens en efterfølger formentlig ikke bliver realiseret (det blev en tv-serie og en Broadway-musical dog), så annoncerede Black tidligere på året en 20-års reunion.
Og selvom det desværre bliver uden Kevin Clark, bliver det nostalgisk at se alletiders lærervikar genforenet med sine elever.
’School of Rock’ kan blandt andet ses på Blockbuster og Viaplay.