’Cha Cha Real Smooth’: Mulig arvtager til Woody Allen og Linklater har lavet en hjertevarm fornøjelse
Stortalentet Cooper Raiff leverede som blot et par og tyveårig en flyvefærdig debutfilm med den følsomme college-snakkefilm ’Shithouse’ for to år siden.
I opfølgeren ’Cha Cha Real Smooth’ er han hjemme fra college, og også denne film virker omtrent 85 procent brygget på Raiffs eget liv og nærmeste. Det amerikanske wunderkind spiller hovedrollen, instruerer og har skrevet manuskriptet selv.
Hans drengede charme, fundamentale elskværdighed og relaterbare almindelighed får denne gang modspil fra større stjerner: Dakota Johnsons skønhed garneret med en diskret ensomhed i blikket virker perfekt i den her film. Leslie Mann, som mange nok især forbinder med roller som den evige hustru i en lang række Apatow-komedier, får lov at vise en sårbarhed og skrøbelighed i en rolle som psykisk ustabil mor.
’Cha Cha Real Smooth’ bekræfter et stort talent, også selvom noget af den grynede lo-fi-charme fra debutfilmen er forsvundet. De mere velkendte skuespilleransigter har gode roller, men et muligvis lidt større budget har også slebet nogle kanter af.
Filmen handler om Andrew (spillet af Raiff selv), der hjemme fra college er overladt til et blindgydejob i en fastfoodkæde. Men en dør åbner sig tidligt i filmen: Han får muligheden for at blive en slags professionel feststarter til kvarterets mange bat/bar mitzvaher, hvor det tyder på, at han kan få selv de generte 12-årige drenge ud på dansegulvet, hvis ellers musikken ikke sutter alt for hårdt.
Til en af disse akavede fester møder han Domino (Dakota Johnson), der har en autistisk datter, Lola (Vanessa Burghardt), som han bliver en slags babysitter for også.
En relation opstår mellem den unge mand og den lidt ensomme mor. Er det kærlighed og Mrs. Robinson-erotik med den (kun lidt) ældre alenemor, eller er det venskab og sjælebånd? Filmen berører kort de fleste af ovennævnte baser, men hvis man har set første film fra Cooper Raiffs hånd, vil man vide, at Dakota Johnson ikke er blevet castet, fordi hun har været med i ’Fifty Shades’-filmene.
Filmen er morsom, selvom Cooper Raiff stadig har en tendens til, at det bliver en anelse for ømt, skrøbeligt og quirky-kært. Anslaget, hvor en cirka otteårig version af Andrew også falder for en meget ældre pige, så vi seere kan fornemme en Tendens, er for meget af det sukkersøde. Man kan her og der få det, som når man lytter til et album med Sufjan Stevens eller Simon & Garfunkel og pludselig bliver overmandet af en trang til at sætte noget Rage Against The Machine på i stedet.
Retfærdigvis skal det siges, at der også er scener, der er ganske rå. En scene, der involverer en pludselig blødning på et toilet, er ganske chokerende, når det lige går op for os, hvad det er, der foregår.
Cooper Raiff introducerer os også for noget så befriende som en autentisk autist i skikkelse af debutanten Vanessa Burghardt som Lola. Jeg er ikke ekspert i fænomenet på nogen måde, men der er noget yderst troværdigt i måden, Lola er skrevet og måden, hun er tilbagetrukket og tager ting yderst bogstaveligt.
Hun kan ikke opremse alle postnumre i delstaten eller huske alles telefonnumre forfra og bagfra, hun har heller ikke adgang til dybere sandheder om, hvordan vi skal leve vores liv, hun er blot en af de her undtagelseseksistenser, som man nu og da møder.
’Cha Cha Real Smooth’ vugger langsomt og, ja, smooth, og vil egentlig gerne bare drøfte kærligheden, de store livsvalg og det første kys. Men konflikter og en småfrysende fornemmelse af voksenlivets kompromiser opstår, når vi møder Dominos forlovede, en konstant bortrejst jurist spillet af Raul Castillo.
Men også denne figur, der i andre film ville have stået som en slags skurk eller modspiller, bliver stillet i et mere og mere venligt lys, som filmen skrider frem. Og man kan næsten som instruktør og manuskriptforfatter blive så loyal og god og kramme-klar ved alle sine personer, at det bliver en hæmsko.
Jeg kunne tænke mig, at Copper Raiffs næste film turde tage konflikter op og blive ved dem lidt længere. Som sin hovedperson vil han helst charmere og få folk til at smile, men den slags behagesyge kan også i det lange træk blive lidt belastende.
Friktion, modsætninger og dumme røvhuller er der altså i de fleste rigtigt gode filmdramaer, og det står hurtigt klart trods alt, at Cooper Raiff vil mere end blot at lave en sød komedie. Han nyder at lade mennesker på lærredet finde, se og føle hinanden. At nå ind til noget, der føles ægte hudløst.
’Cha Cha Real Smooth’ er blevet en hjertevarm fornøjelse om sjælefrænder og den stejle stigning fra start 20’erne og ind i det egentlige voksenliv. Forfriskende nok ender den ellers romantiske film med at forsvare rationaler, der ligger uden for den traditionelle Hollywood-films besyngelse af lidenskab og ’All You Need Is Love’.
Hvis Cooper Raiff fortsætter samme arbejdstempo og fornuftige formkurve, kan han blive for sin unge generation, hvad eksempelvis Woody Allen og Richard Linklater har været for de lidt ældre.
Kort sagt:
’Cha Cha Real Smooth’ er en værdig opfølger til ’Shithouse’, der skifter college-scenen ud med den stejle virkelighed, som venter på den anden side. Også den her har en bund af noget ægte, selvom den lige som sin hovedperson næsten kan blive for behagesyg.