’Shithouse’: College-film med 90’er-vibes er et hit for følsomme sjæle

’Shithouse’: College-film med 90’er-vibes er et hit for følsomme sjæle
'Shithouse'. (Foto: PR)

’Shithouse’ er en overgangsfilm i traditionen fra ’Dazed and Confused’, ’Everybody Wants Some!!’ og ’American Graffiti’.

Om det smertefulde spring ud af barndommens tryghed lige lukt ind i college-verdenens nye verden af fester, hormoner, eksaminer og hierarkier. Det er en college-film, men med en væsentligt mindre fejrende fornemmelse end mange af genrens centrale værker.

Alex Malmquist (Cooper Raiff) er lige startet på college langt væk hjemmefra. Der bliver røget nogle fede. Der er også noget sex. Men der er mindst lige så mange hangovers, og hyrdetimerne er ofte nervøse, uforløste eller for tidligt forløste. Det lyder måske tæt på ’American Pie’, men denne franchise virker omtrent lige så langt væk fra denne som ’Star Wars’, når man mærker ensomheden og hjemveen sammen med Alex.

’Shithouse’ er dog på ingen måde en depressiv replik til college-film med storblomstrede skjorter og ølskum. Debutanten Cooper Raiff spiller suverænt hovedrollen i en hjertelun film, han også har skrevet og instrueret. Hvis de mest velkendte college-film typisk brager ud af højtalerne som testosteronpumpende stadionrock, så er den her et lille stykke sød, smertelig indie-pop.  

Vores hovedperson er en lidt akavet fyr og føler sig ikke godt tilpas. Filmens første dialoger har han med et tøjdyr, det er er regulært stykke tøjdyr bragt til live blot ved hjælp af undertekster og intet andet.

Alex kommer dog med til en fest og falder i snak med en sophomore, Maggie, som også er hans tutor. Et venskab blomstrer op, efter de ikke helt har fundet hinanden i kanen. De klæder sig på igen, snakker videre, begraver sammen Maggies afdøde skildpadde Pete og lærer lidt om hinandens familiebaggrund. De finder ikke hinanden under de krøllede lagner, men i samtalerne de to imellem opdager de to hurtigt en sjælefælle i den anden.

Dødsangst. Opbrudte familier. Jennifer Garner-filmen ’13 Going on 30’. Snart kører snakken bare. 

‘Shithouse’. (Foto: PR)

Pludrende, filosoferende 90’er-film som Richard Linklaters Before-trilogi og Kevin Smiths tidlige film som ’Clerks’ står fadder til denne film, der er lavet med et budget svarende til en college-fest eller to, hvor alle selv har medbragt egne øl og snacks. Det hele emmer af low-budget med grynede billeder og minimalt kameraarbejde; skuespillerne ser alle ud, som om de er mødt op i deres eget tøj og blot spiller sig selv.

Det myldrer med Instagram, Facetime og alt muligt andet 2021-agtigt. Alligevel er ånden indie-følsom på en 90’er-agtig måde, som vil gå lige i hjertet hos en del. ’Shithouse’ er den mest 90’er-agtige film, jeg har set siden, ja, ’Mid90s’?

Andre vil finde debutfilmen lige så overfølsom og skrøbelig som sin antihelt. Alex er typen, der bærer på sine smådiagnoser og bliver lykkelig, når han opdager, at Maggie også er farveblind. Han spørger straks, om hun mon også er jordnøddeallergiker? Den slags dialoger fik mig til at grine, de er også ofte mærkeligt rørende, og Cooper Raiff forlener sin mandlige hovedperson med en usædvanlig følsomhed.

Det er en beskeden film, og visse af scenerne var en smule for quirky-tuttenuttede for selv denne ellers ret følelseslabile anmelder (begravelsen af skildpadden Pete er i hvert fald ét eksempel). Men der er en afvæbnende ærlighed og en fornemmelse af levet liv i stort set hver eneste scene.

Sandsynligheden er, at en stor del af filmen er i snubleafstand til debutantens eget college-liv. Heldigvis har Cooper Raiff formået at forvandle materialet fra det navlepillende til en film, der byder på universelt genkendelige ungdomstemaer. Han kan lade næste film være helt uden hverken tøjdyr eller paddedyr, så vil hans fanskare vokse yderligere.


Kort sagt:
College-filmen ’Shithouse’ vil være for skrøbelig, snakkende og pudseløjerlig for visse dele af ’American Pie’-segmentet. For mere følsomme sjæle vil den ramme plet med sine sjæleudkrængende dialoger og universelle ungdomstemaer.

’Shithouse’. Spillefilm. Instruktion: Cooper Raiff. Medvirkende: Cooper Raiff, Dylan Gelula, Amy Landecker, Logan Miller. Spilletid: 95 min. Premiere: I biografen 8. juli
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af