Underkendt Netflix-guld: En af de bedste coming of age-serier i nyere tid

I denne uge anbefaler vores anmeldere en håndfuld titler fra Netflix-skuffen, som har fået alt for lidt fokus herhjemme. Her skriver Jo Borup om serien ’Please Like Me’, der taler til outsidere i alle afskygninger.
Underkendt Netflix-guld: En af de bedste coming of age-serier i nyere tid
'Please Like Me'. (Foto: PR)

Underkendt Netflix-guld. Da jeg havde set allersidste afsnit ’Please Like Me’, var det så vemodigt at tage afsked med Joshs verden, at jeg øjeblikkeligt startede den forfra.

’Please Like Me’ er skabt af Josh Thomas, som også spiller hovedrollen og er hovedforfatter på de fleste afsnit. Den blev oprindeligt skrevet til australsk tv i 2013, hvor det stadig var meget kontroversielt med en serie med en homoseksuel mand som omdrejningspunkt i bedste sendetid.

Siden premieren voksede serien sig ud over landets grænser, og den blev forlænget fra to til fire sæsoner. Det kan umuligt være en beslutning, nogen har fortrudt, for ’Please Like Me’ går først fra god til ekstraordinær i sin tredje sæson. Her voksede den ind i tiden og dens strømninger på så dygtig vis, at jeg sjældent har set lige.

Vi følger Josh fra de spæde start-20’ere og ind i voksenlivet. Serien tager afsæt i, at Josh opdager, at han er homoseksuel – og fortsætter derfra gennem hans første forhold til mænd, heriblandt den smukke, men lettere tungnemme Geoffrey (Wade Briggs) og den store kærlighed til den vildt sympatiske, men problematiske Arnold (Keegan Joyce).

‘Please Like Me’. (Foto: PR)

Josh kæmper med svingende selvværd, og ud over at følge hans forsøg på at finde ind til en form for kerne i sig selv, følger vi også hans to venner Claire (Caitlin Stasey) og Tom (Thomas Ward) i tilsvarende udvikling.

Vi konfronteres desuden med komplekse familiedynamikker: moren Roses (Debra Lawrances) selvmordsforsøg og sygdomsforløb som bipolar og faren Alans (David Roberts) nye forhold til den thailandske kvinde Mae (Renee Lim) og deres fælles barn.

Hannah Gadsby dukker op

Det hele ses gennem Joshs blik på tilværelsen, og hans kalejdoskopiske fordrejning af selv de mest dagligdags ritualer bliver til absurde sketches om menneskelig opførsel.

’Please Like Me’ kunne netop af den grund kun være skabt af Josh Thomas, fordi hans særlige udgangspunkt i så høj grad former tonen.

Karakteren Josh er hele vejen igennem fremmedgjort fra verden og buser skruppelløst ud med alt, hvad han tænker, i stedet for at spille skuespil som et perfekt kultiveret menneske. På første date med en fremme mand, der forsøger sig med en reference til Ted Hughes, afstår Josh fra at lade den fare og håbe på, at navnet ikke bliver bragt op igen, men siger slet og ret: »Ingen ved, hvem det er«.

Sådan er det også med morens bedsteveninde fra den psykiatriske afdeling, den depressionsramte Hannah (uimodståeligt spillet af Hannah Gadsby), der kan være charmerende på samme quirky-cute måde som Josh, når hun for eksempel gør sig umage med at nusse om orkideen, hun kalder Michael, for at opbygge tillid til sig selv.

‘Please Like Me’. (Foto: PR)

Man kommer hurtigt til at holde af hende. Heldigvis er man heller ikke bange for at ødelægge seriens opløftende stemning ved at lade depressionen og ensomheden titte frem uden at pynte på den, og nogle afsnit går så meget til stålet, at man mærker det helt derinde, hvor det gør mest ondt.

Højdepunkt med ecstasy

Hvert afsnit starter med en catchy intro-bit, som regel med noget madlavning og altid til Clairy Browne & The Bangin’ Rachettes ’I’ll Be Fine’, der skifter mellem at virke munter og spydigt ironisk.

Brugen af maden som en rød tråd er en lille genistreg, der følger handlingsforløbet. I ’Coq au Vin’ (sæson 3) opdager Josh og hans roomies, at deres nyerhvervede høne, Adéle, viser sig at være en galende hane, og de bliver enige om, at den bedste måde at skaffe sig af med dyret på er at slagte og spise det på human vis. Sådan har ’Please Like Me’ et interessant blik for, hvordan én ting kan ses i et forskelligt lys, alt efter hvornår i livet de dukker op.

Afsnittet med hønen Adéle ligger midt i sæson 3, hvor serien peaker. Især afsnittet ’Natural Spring Water’, hvor flokken prøver ecstasy, vil jeg påstå, at man kan vende tilbage til uendelige gange og få lige stor glæde ud af.

‘Please Like Me’. (Foto: PR)

’Please Like Me’ er et beskedent mesterværk af en serie, der fra start til slut forholder sig til virkeligheden og nedbryder fordomme, uden at det føles påtrængende, fordi det skildres med så stor en menneskelig indsigt og boblende skævhed.

Det er på mange planer en serie for outsiderne, men idet den taler til alle outsidere, favner den bredt nok til at være en serie for alle mennesker. Den handler også bare om kærligheden i alle relationer – når den går i stykker, når den spirer, når den består. ’Please Like Me’ er simpelthen en af de bedste coming of age-serier fra nyere tid.

’Please Like Me’ kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af