»Jeg tror, jeg bliver nødt til at stoppe som komiker. Jeg har gjort en karriere ud af humor, hvor jeg nedgør mig selv, og det har jeg ikke lyst til længere. For forstår du, hvad det egentlig betyder at nedgøre sig selv, når man allerede er marginaliseret? Så er det ikke ydmyghed. Det er ydmygelse«.
Midt i sit standupshow ‘Nanette’ fra 2018 påbegynder Hannah Gadsby en solid afmontering af comedy som genre – og af sin egen plads i den som komiker. Tidligere i showet har hun fået sit publikum til at grine med jokes, om hvordan hun voksede op i Tasmanien, hvor det var så forbudt at være homoseksuel, at hun vidste mere om enhjørninger, end hun gjorde om lesbiske. Men uden at se sig tilbage skruer hun op for alvoren og vreden i et standup-eksperiment, hvor hun lader sit publikum føle, hvordan man som minoritet skaber anspændthed hele sit liv.
Ved at bruge selve jokens konstruktion som sin dramaturgi – blot for at erklære, at hun var færdig med at lave sjov på bekostning af sin egen smerte – begik Hannah Gadsby en genistreg, der vakte genklang hos publikum i hele verden.
Selvom hun i dag er aktuel med det efterfølgende show ‘Douglas’, havde hun faktisk tænkt sig at stoppe, da hun skrev ‘Nanette’. Men at annoncere foran en fuld sal i operahuset i Sydney, at hun trak sig fra comedy, sendte i stedet hendes karriere mod stjernerne.
Så at der nu, to år efter ‘Nanette’, er nyt fra den underspillede australske komiker, er sit eget lille standup-mirakel.
Hannah Gadsby før Nanette
Før ‘Nanette’ tog Netflix med storm, havde jeg som de fleste andre uden for det australske comedymiljø ikke det store kendskab til Hannah Gadsby. En 42-årig lesbisk komiker opvokset i det konservative Tasmanien, hvis stille sjæl fint opsummeres i hendes yndlingslyd: En tekop, der falder i hak på en underkop.
Som fan af den australske komedieserie ‘Please Like Me’ var jeg dog en af dem, der i det mindste kendte hendes ansigt. Udover at være medforfatter spiller Gadsby karakteren Hannah: En dybt deprimeret kvinde indlagt på en psykiatrisk institution som følge af et nervøst sammenbrud. Ikke ulig virkelighedens Hannah Gadsby, hvis standup-karriere fra sin spæde start tog udgangspunkt i hendes egen omfattende sygdomsjournal og psykiske lidelser.
Med en bachelor i kunsthistorie i bagagen blev Gadsbys lidt tilfældige, men ret succesfulde karriere i comedy sløjfen på en eklektisk livsbane som både broccoliplukker og filmoperatør i en udendørsbiograf.
Comedy om broccoli har vi endnu til gode, men hendes baggrund i kunsthistorie kommer i spil i nogle af ‘Nanette’s sjoveste sekvenser. Hvis man holder af Gadsbys hidsige nedrakning af Picasso, forener hun også komik og kunsthistorie i Youtube-serien ‘Renaissance Woman’, hvor hun analyserer nogle af kunsthistoriens mest anerkendte værker med sarkasme en masse.
Da hun i 2016 fik ideen til ‘Nanette’, var hun inspireret af to vigtige begivenheder. I det australske samfund var der en rettighedskamp i gang for at få lovliggjort homoseksuelle ægteskaber. På det personlige plan var den 40-årige komiker blevet diagnosticeret med autisme. Begge ting satte tanker i gang om, hvordan hun i sin opvækst i Tasmanien, hvor homoseksualitet var ulovligt indtil 1997, havde internaliseret homofobi hele sit liv. I comedy havde hun fundet en plads, men også et sted, hvor hun var kommet til at omskrive sin personlige smerte til grin, hvilket egentlig ikke havde gjort noget godt for hendes sindstilstand.
En åbenbaring, der umiddelbart lyder mere tragisk end komisk. Måske derfor blev ‘Nanette’ heller ikke et traditionelt standup-show.
Gadsby begyndte at skrive på showet, som hun opkaldte efter en tvær landsbybarista, i midten af 2016, og i 2017 tog hun på turné. Men da Netflix undervejs samlede det op, og det udkom på streamingtjenesten i juni 2018, var verden blevet ændret for stedse af MeToo-bevægelsen. Til manges overraskelse, blandt andet Gadsbys egen, skabte det en uventet reaktion hos et massivt publikum.
Det, der er blevet hyldet som en dekonstruktion af comedy, opstår, da Gadsby undervejs i ‘Nanette’ fortæller den samme historie om et møde med en homofobisk mand ved et busstoppested på to forskellige måder. I den ene er smerten bortcensureret for en sjov punchline. I den anden version får man mest lyst til at græde.
Ganske profetisk siger Gadsby selv i ‘Nanette’, at »Kunstnere ikke er forud for deres tid. Kunstnere opfinder ikke tidsånd, de reagerer på den«. Hun taler egentlig om Van Gogh, men kunne lige så godt tale om sig selv. For i dag ztår Hannah Gadsby som den ultimative post-MeToo-komiker, selvom hendes idé til showet opstod, inden MeToo-samtalen for alvor gik i gang.
Kritikerdarlingen, standup-fans elsker at hade
I de internationale medier blev ‘Nanette’ rost heftigt som genrefornyende comedykunst. The Atlantic kaldte det »radikalt og transformerende«. Indiewire skrev, at det var »den første rigtige post-MeToo comedy special«. ‘Nanette’ endte med at være så omdiskuteret i medierne, at The New York Times udgav en decideret læseguide til at navigere i kritikken. Også her på sitet har vi tilsluttet os jubelkoret af flere omgange. Desuden er Gadsby blevet belønnet med både den prestigefyldte Peabody-award samt en Primetime Emmy-pris.
Men ingen succes uden negative efterskælv. En kontrast til den store fanskare ses måske tydeligst i showets score på Rotten Tomatoes. ‘Nanette’ har en 100 procent positiv vurdering baseret på film- og tv-kritikere i amerikanske medier, men kun 22% blandt sitets publikumskritikere. Lige så mange rosende ord man kan finde i medierne, lige så mange komikere og comedy-fans følte sig trådt over tæerne af Gadsbys politiske dekonstruktion.
En række mandlige komikere greb til standup-purisme og affejede ‘Nanette’, som de ikke mente var sjovt nok til overhovedet at kvalificere sig som comedy. Værst faldt det måske den ultrahøjreorienterede Fox-personlighed Ben Shapiro for brystet, hvis smålige kritik bestod i at kalde Gadsby »den muligvis mindst sjove person på planeten«.
Gadsby selv var ikke overrasket over, at showet ville stryge nogle mod hårene. Men dem, som ikke ville anerkende det som stand-up, tog hun allerede hånd om før showets Netflix-premiere i et tweet:
»I’LL SETTLE THIS: my show is NOT stand up comedy because i got jack of an art form designed by men for men. Female artists often defy genre«
Men i sidste ende er det såvel det seriøse stofområde som de komiske øjeblikke, der gør ‘Nanette’ seværdigt. Som sekvensen om tvetydigheden af farven blå eller Gasbys tragikomiske fremstilling af sin mors reaktion, da hun sprang ud som lesbisk: »Hvorfor behøvede du fortælle mig det? Hvad nu, hvis jeg fortalte dig, at jeg var morder?«.
Hvordan kommer man tilbage efter ‘Nanette’?
Men når man har afskrevet standup, er man så en hykler, hvis man – foranlediget af en kommerciel Netflix-succes – vender tilbage til formatet to-tre år senere?
Det var Hannah Gadsby selv til hurtig at svare på, da det efter ‘Nanette’-succesen stod klart, hvor stort momentum hun red på. For da hun skrev ‘Nanette’, havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville give hende de muligheder, det endte med at gøre. Over for Jimmy Fallon var hun endda selv villig til at anerkende hykleriet med et glimt i øjet:
»Hvis jeg stopper nu, er jeg en idiot. Hvis showet var gået så dårligt, som jeg havde planagt, ville det have virket, men nu står jeg med et valg: Jeg kan enten være en idiot eller en hykler. Så må jeg være en hykler«.
Senere tillod hun sig også at sætte sin ’opsigelse’ i comedy lidt i perspektiv under et interview ved en Netflix-event i Los Angeles: »Jeg stoppede på samme måde, som Louis C.K. sagde ’undskyld’«.
Efter ‘Nanette’ benyttede Gadsby desuden sit momentum til at oplyse om sit autistiske sind i TED-talken ‘Three ideas. Three contradictions. Or not’. Blandt an det om hvordan hun er et omvandrende menneskeligt paradoks, der føler sig tilpas på en scene, men samtidig er så socialt akavet, at hun ofte kommer til at udvandre midt i samtaler.
Selvom Gadsbys autisme-diagnose var et af udgangspunkterne for ‘Nanette’, lader det til at være et langt større fokus i ‘Douglas’. Således kan man allerede på titlen, der både henviser til komikerens ene Lagotto Romagnolo-hund og et hulrum på kvindekroppen mellem rektum og livmoderen, forvente nye og herligt komplekse livsbetragtninger. Og anmeldelserne af showet er positive og fremhæver blandt andet en lille forelæsning som en stikpille til den gruppe kritiske røster, der kaldte ‘Nanette’ for prædikende og kedeligt.
I ‘Douglas’-traileren kan man høre Gadsby sige, at hun skulle have tænkt sig om, før »hun lagde alle sine traumeæg i en kurv«. Komikeren har flere steder fortalt om, hvor udmattende det var at optræde med ‘Nanette’, fordi hun i halvandet år blotlagde sine traumer på scenen.
Dog skal man næppe forvente, at hun nu springer ud som bekymringsfri klovn. Så må vi se, om om hun formår at ruske i comedygenrens grundsøjler endnu engang.
’Hannah Gadsby: Douglas’ kan ses på Netflix.