’Apollo 10 1⁄2’: Richard Linklaters Netflix-film tager os med tilbage til månelandingen, så man bliver rørt på ny
Vi har set billederne af månelandingen 20. juli 1969 og hørt de berømte ord fra Neil Armstrong mange gange.
Alligevel blev jeg rørt, da jeg genbesøgte den verdenshistoriske begivenhed filtreret gennem Richard Linklaters på en gang poetiske og virkelighedsnære blik. Jeg følte mig privilegeret over at være med til månelandingen på denne måde, når jeg nu blev født for sent til at kunne kigge med selv, da astronauterne første gang betrådte den grå grund.
I stedet bliver jeg via Netflix inviteret inden for i en familie bosat nær NASA-hovedkvarteret i Houston på den store dag og tiden op til. Det er på en gang episk og smerteligt realistisk.
’Apollo 10 1⁄2: A Space Age Childhood’er en animeret film, sandsynligvis omfattende baseret på barndomserindringer, skrevet, instrueret og produceret af Richard Linklater, der er født i 1960, i rumkapløbets tidlige dage.
Hovedpersonen Stan går i fjerde klasse, hans far arbejder i NASA i en af de mindre spektakulære dimensioner af rumvirksomheden. Stan er filmens beretter, hans voice-over er leveret af Jack Black. Stan dagdrømmer om at være udtaget til en rummission selv, og vi følger hans egen tur ud i rummet sammenvævet med de historiske begivenheder.
Man genkender Linklaters brug af liveaction-animation fra blandt andet ‘Waking Life’, men denne gang er stilen mindre psykedelisk og eksperimenterende. I stedet er der en graphic novel-agtig sirlighed over billederne, og nostalgisk farvelade flyder gennem filmen, så ens skærm næsten skvulper.
De tegnede billeder er beriget med ultrakonkrete detaljer hentet fra smalfilm fra dengang. Valget af liveaction-tegnefilm forlener verden af i går med ekstra uskyld og glatter det uskønne ud. ‘Apollo 10 1⁄2’indfanger barndommens uindskrænkede tid med strandture, isvafler og pinball. Familien sidder samlet foran fjernsynet i et fællesskab, der er ved at forsvinde med blandt andet Netflix, hvorfra Richard Linklaters nye film kan ses.
Her er drive-in-biograf, baseball og Kellogs på morgenbordet. Forandringstørstige hippier og konservative ‘squares’ lever side om side, ‘Apollo 10 1⁄2’ viser et all-american middelklasseliv i en central kulturel brydningstid, som vi kender det fra utallige film. Stoffet er voldsomt velkendt, alligevel bliver det aldrig kedeligt, og der er hele tiden et lille stik i hjertet, også selvom man ikke selv var født dengang.
Der var en fremtidsoptimisme i 60’erne under rumkapløbet, hvor det virkede som et spørgsmål om tid, før man krydsede Atlanten med jetpacks og havde feriekolonier på Mars. Der er en sorgløshed over cigaretrygningen, fars øl på førersædet og det kraftige klorvand i poolen, også selvom det gav røde øjne efter svømmeturen.
Men mørket og angsten fandtes også dengang.
Den fysiske afstraffelse var stadig en realitet, og man ser en nedbrudt dreng, efter han har været inde hos skoleinspektørens svingende spanskrør. Global overbefolkning og hungersnød var lige på trapperne, troede nogle, børn døde lige så grumt i Vietnam, som de lige nu dør i Ukraine, og en af bedstemødrene deler konspirationsteorier om John F. Kennedy, der er mindst lige så forrykte som nutidens mest wacky vaccinemodstand.
Også i det nære liv findes døden som uadskilleligt påhæng til livet: Patriarken i familien presser splitten på øldåsen ned til selve mjøden, når han får sig en dåsebajer i bilen. Lille Stan har opsnappet, at et antal mennesker hvert år dør af at få netop denne split galt i halsen. ‘Apollo 10 1⁄2’ er et nostalgisk genbesøg, men den åbner også øjnene for, hvordan selv de bedste af tider var fuld af trusler på horisonten.
Richard Linklater er en filmkunstner, der på originale måder besynger tidens gang. Det ved enhver, der har stiftet bekendtskab med ‘Boyhood’ eller ‘Before’-trilogien. Hans nye tegnefilm bør ses af alle, der kunne lide især førstnævnte mesterværk.
‘Apollo 10 1⁄2’ er en hyldest til månelandingen, men adresserer også den tomhedsfølelse, der kan opstå ved en rejses afslutning. Amerikanerne nåede derop først, men midt i euforien taler en af astronauterne om »et kæmpe øde«, når han betragter stjerneoceanet deroppefra. Op til Apollo-triumfen bemærker en kommentator, at der vil vente os store opdagelser deroppe – uagtet om det bliver en sort monolit som i Stanley Kubricks samtidige ‘2001’ eller ej.
Men faktisk vendte ingen mennesker tilbage efter 1972, står der i slutteksterne. Og alle børnene i Stans familie gaber, strækker sig og går hurtigt i seng, selv i NASA-hjembyen Houston, efter Neil Armstrong har sat sine fødder på den golde planet.
Men Stans forestillingskraft blev født i dagdrømmene, hvor han selv er med på den legendariske rumrejse. ‘Apollo 10 1⁄2’ er dermed måske også et selvportræt af en kunstners fødsel. Den er oppebåret af en form for sanddru nostalgi.
Man er taknemmelig for Richard Linklater, for at han – hjulpet af dygtige animatorer og NASA-værdig teknologi – har bibragt os, hvad der påfaldende ligner konkrete minder, sansninger og iagttagelser fra dengang.
Kort sagt:
Richard Linklaters selvbiografiske animationsfilm om månelandingen er en nostalgisk, men sandfærdig fejring af svundne tider, den menneskelige forestillingsevne og den amerikanske rumfart.