Hvad har film som ’R’, ’Ækte vare’, ’Underverden’, ’Shorta’ og DR’s aktuelle fængselsserie ’Huset’ til fælles?
Mange vil nok svare, at de alle er rå fortællinger båret af en sjælden autenticitet. Nogle vil måske tilføje, at de har bragt dugfriske skuespilansigter til skærmen.
Det er alt sammen rigtigt. Men de har også en mere konkret fællesnævner, som med lidt god vilje kan betegnes som dansk films bedst bevarede hemmelighed: Gro Therp.
Som caster på en lang række danske film og serier har hun især specialiseret sig i at caste uden om skuespilskolerne og finde de upolerede violer, der er skudt op af den goldeste beton de seneste år. Hun fandt Dulfi Al-Jabouri på en trappesten på Christianshavn, og han fik sit store gennembrud med ’R’. Tarek Zayat, der slog igennem i ’Shorta’, spottede hun på Strøget, som er et »super sted at finde folk fra provinsen«, som hun siger.
Baloosh i ’Underverden 2’, Vilmer Brøgger Trier i ’Brakland’, Cornelius Won Riedel-Clausen i ’Stille liv’, stemmeskuespillerne i ’Flugt’ og de indsatte i ’Den skyldige’-instruktør Gustav Möllers kommende fængselsfilm ’Vogter’ – Gro haft en finger med i spillet på dem alle.
Der er andre dygtige castere i dansk film, som man måske vil genkende fra et utal af rulletekster (Anja Philip, Tanja Grundwald, Jette Termann, Rie Hedegaard), men man fornærmer næppe nogen ved at slå fast, at Gro Therp har fingrene længere nede i de danske undergrundsmiljøer for at spotte nye talenter end nogen anden.
Hun sender en mail til mig, efter jeg har skrevet en artikel om tre aktuelle film, der i foråret rykkede på diversitetsfronten i dansk film.
»Ofte undrer jeg mig over, så lidt fokus der er på castingdirectorens arbejde i forbindelse med de samtaler, vi har omkring repræsentation«, skriver hun og fortsætter:
»Jeg er aldrig nogensinde blevet spurgt ind til metode og casting i nogen af de samtaler, artikler, debatter mv., der handler om det emne. Hvilket på en måde er underligt, da det er noget, jeg beskæftiger mig med på daglig basis og har beskæftiget mig med gennem de sidste 20 år«.
Caster og socialkontor
Hun har fat i noget. Som regel får instruktørerne æren for både autenticitet og casting, hvilket selvfølgelig er rimeligt, da det er dem, der vælger skuespillerne i sidste ende. Men i langt de fleste tilfælde ligger der et kæmpe arbejde bag, som også fortjener fokus.
Instruktøren vælger nemlig ofte ud fra en menu, som Gro Therp har sammensat efter et omfattende benarbejde.
Jeg besøger casteren i det, instruktør på ’Huset’ Michael Noer i Soundvenues interview for nylig kaldte »en stor cykelkælder på Nørrebro, hvor folk bogstaveligt talt vælter ind til hende«.
Det lyder måske en anelse mere rowdy, end det er, for kontoret ligger trods alt i det pæne Ryesgade-kvarter på Nørrebro, og ’cykelkælderen’ er et kælderkontorlokale fashionabelt nok til, at det lige så godt kunne have huset bydelens grafiske designere eller andre kreative selvstændige.
Men det med at folk vælter ind på kontoret for at besøge Gro og hendes castingassistent Signe Clemmesen, er ikke helt skudt ved siden af.
»Vi siger nogle gange, at vi har 60.000 kolleger. Og vi har måske 300 mennesker, fra etablerede skuespiller til folk, der drømmer om en chance, som kommer forbi hele tiden. På den måde er vi nogle gange nærmest også et socialkontor og et integrationskontor, for jeg går enormt meget op i, at vi følger det til dørs, når vi etablerer nye menneskelige relationer. Også selvom det ikke udmøntede sig i en rolle i sidste ende«, siger hun.
Fra MMA-klubber til boksestævner
Når Gro bliver bedt om at hjælp til at caste alt fra store biroller til statister til en ny film eller serie, igangsætter hun en grundig research.
Til ’Underverden 2’ havde hun et Excel-ark med 30 faner med navne og miljøer, hun kunne trække på. Foruden mere klassisk research i skuespillerhåndbogen og internetfora for håbefulde skuespillere går hun på opdagelse i MMA-klubber, til boksestævner, i ungdomsklubber, ved læsegrupper for minoriteter og mange andre steder.
I forbindelse med Oscar-hittet ’Flugt’ besøgte hun klubber for flygtninge for at ramme præcis den rigtige afghanske dialekt. Til ’Underverden 2’ var hun i Gellerupparken i Aarhus, hvor en person, hun tidligere havde castet, hjalp hende med at møde unge talenter. Til ’R’ talte hun med over 300 tidligere indsatte og endte med at besætte nærmest hele rollelisten bortset fra Pilou Asbæk og Roland Møller, der kom ind ad andre veje.
Før Abud Mustafa landede rollen som bandeløjtnanten Jimmy i ’Underverden 2’, og Ahmad Ayman fik rollen som Diddi i samme film, havde Gro Therp indsnævret listen til 30-50 bud, som produktionen kunne kigge med på.
Ud over selve castingen ender hendes research ofte som en vigtig del af filmene og seriernes fortælling, fordi hun taler med alle de folk, der kommer fra de miljøer, som skal portrætteres.
»På den måde leverer vi også en eller anden form for garanti for autenticitet. Eller i hvert fald hjælper vi med at få folk ind, som bliver involverede i processen, fordi de kommer med en særlig viden«, som hun siger.
»Og når man har lavet det i efterhånden 25 år, bliver man også selv en slags ekspert på forskellige grupper – subkulturer, ungdomskultur, minoritetskultur. Man lærer at forstå, hvordan de bevæger sig, og hvorfor de siger, som de gør. Man er nødt til at tale deres sprog for at kunne approache dem«.
»For at få et autentisk cast er du nødt til at vide, hvordan det fungerer ude i verden. Når en produktion søger et bandemedlem, tror de nogle gange, at det er sådan en sej person, der kommer nede fra fitnesscenteret med masser af selvbruner i ansigtet. Det er bare ikke sådan, et bandemedlem ser ud – det er din idé om et bandemedlem«.
Efter mange år med fingrene dybt nede i mulden har Gro i dag et kartotek med tusindvis af ansigter, som kan komme i spil ved senere lejligheder. Dan Boie Kratfeldt havde hun haft forbi til en open casting for mange år siden, hvor han ikke fik jobbet. Siden har hun løbende hjulpet ham med at komme til auditions, og nu har han så landet en betragtelig birolle som Panik, en af de stærke fanger i ’Huset’.
»Det er jeg virkelig stolt af«, siger hun.
To strippere stiger ud af en taxa
Da Gro Therp var yngre i faget, castede hun også folk, der stadig var aktive i de kriminelle miljøer. Men det er slut i dag.
»Jeg har ikke lyst til at arbejde med folk, der er aktivt kriminelle. Som caster får man jo en meget tæt relation til de her mennesker, og lige pludselig har 200 mennesker dit nummer, og du er fuldstændigt blottet. Det er en hårfin balance, for man kan heller ikke tro, at man kan få noget af dem, man caster, uden at give noget igen. Så jeg giver meget af mig selv, men det tærer også at omgås folk fra underverdenen på daglig basis. Det er jo en speciel situation, at du kan være med til at give dem et helt nyt liv. Den transaktion skal man være meget bevidst om«.
»Jeg har jo gennem årene talt med mennesker, der har gjort forfærdelige ting – slået børn ihjel eller skåret et øre af og båret det som halskæde. Det er ikke gratis at møde den slags mennesker. Det bliver din virkelighed, og det har jeg skullet arbejde med«.
Til gengæld har Gro Therp gjort sig selv til en fortrop i marken, når det kommer til det diversitetsspørgsmål, som har været ivrigt diskuteret i dansk film de seneste år.
»Vi holder virkelig øje med repræsentationen og prøver også at holde produktionerne i ørerne. Når vi skal sammensætte store casts, sidder vi og tæller mænd og kvinder, hudfarve, kropstyper. Og når vi læser manus, adresserer vi ting, som kan virke diskriminerende. Vi ved jo tit mere om det end dem, der sidder og skriver, fordi vi hele tiden har fingrene nede i materien«, siger hun.
»Det kan være helt små ting, som at der står i manus, at to strippere stiger ud af en taxa. Hvor vi spørger: Hvordan kan man se, at de er strippere? Er det, fordi de har lårkort nederdel på, og hvad siger det så om vores blik på hinanden? Vi prøver også tit gennem vores castingforslag at ændre hudfarve eller køn på karakterer. For nylig skulle vi finde en sekretær, og jeg var sådan: Det skal være en brun mand, det kan jeg bare mærke«.
»Hvis du går ud i et såkaldt ghettoområde, bor der jo for eksempel også masser af hvide mennesker. Så det er ikke, fordi vi prøver at gøre virkeligheden til noget, den ikke er, tværtimod. Vi prøver at gøre det mere autentisk frem for bare at reproducere de billeder, vi har af, hvordan tingene og forskellige typer ser ud«.
Alt er muligt
Gro Therp har selv prøvet indirekte at være i kritikernes sigtekorn, da to brune danske filmfolk i Soundvenue kritiserede ’Shorta’ for at formidle et stereotypt billede af ’ghettoen’ og brune danskere.
»Jeg følte mig da mega ramt, fordi det også gik på castingen, og blev frustreret og såret. Men så havde jeg en god veninde, der var sådan: Gå nu i stedet hjem og tænk over det og educate dig selv. Og det har jeg gjort, og selvom jeg ikke er enig med kritikken hele vejen igennem, synes jeg, det var berettiget, at den kom, fordi det åbnede op for en vigtig diskussion«.
»Samtidig med at Geeti Amiris modsvar også var super relevant. Det viste et svært dilemma mellem at fortælle historier, som nogle af dem, vi caster fra de udsatte områder, kan spejle sig selv i, samtidig med at man helst ikke vil reproducere fordomme«, siger hun.
»Det er jo heller ikke altid, at autenticitet er vigtigt for en historie, men når det er, synes jeg ikke, det er en undskyldning, at man ikke har kunnet finde nogen fra virkeligheden, der passer til rollen. På en studietur til New York for nogle år siden mødte jeg ham, der havde castet hovedrollen til ’Precious’. Det havde taget dem to år at finde den rigtige skuespiller. Så er der faktorer som tid og økonomi – men det er altid muligt«.
Oplever du, at branchen er blevet modtagelig over for at caste mere mangfoldigt i dag?
»Altså for fire-fem år siden kunne man bare glemme det, hvis man begyndte at tale om kønsmæssig, etnisk eller kropsmæssig diversitet, især på kommercielle projekter. Hvorfor skulle man lave om på noget, som altid havde fungeret? Der har jeg nogle gange været sådan: Sagde de virkelig det? Men woke-bevægelsen har gjort ekstremt meget for vores bevidsthed om, hvordan vi sidder fast i negative konstruktioner, og om skabe nye billeder af virkeligheden«.
»Ofte starter filmbranchen med at gøre, hvad de altid har gjort, men nu er der bare grobund for at anfægte det, og nu lytter de også på en helt anden måde«.
»Det handler om at udfordre det billede, de har af virkeligheden. Til et projekt for nylig sagde vi for eksempel: Vi skal have nogle somaliere med. For der er aldrig nogen sorte mennesker på skærmen, kun brune, selvom der er masser af for eksempel somalisk afstamning, når du går ind i udsatte boligområder. Og hvad med filippinere, som der også er mange af i virkeligheden – hvorfor ser vi aldrig dem? Det går vi ind og pusher for«.
Hvor ser du de største udfordringer i forhold til at få øget diversitet på lærredet lige nu?
»Man kan jo stadig se, at der ikke er den store repræsentation på landets skuespilskoler og filmskoler. Havde der været det, ville vi jo ikke være nødt til at gøre nær så meget af det arbejde ude i marken, vi gør. Og jeg synes også stadig, at vi lidt for ofte strander i sådan en med, at nu har vi castet en brun person som veninden til hovedpersonen, og så er alt godt. Men det er altså ikke nok«.
’Huset’ kan ses på DR.