DEBAT. Jeg har ikke lyst til at læse videre efter at have set overskriften på artiklen om Catherine Pattinama Coleman og Anita Beikpours besyv på filmen ’Shorta’. Fordi jeg kender melodien alt for godt. År efter år synger begavede mennesker med på den, fordi de har haft snuden så langt nede i teoretiske bøger, at de ikke længere har føling med, hvad der sker derude.
Identitetspolitikken længe leve.
’Derude’ behøver ikke være særligt langt væk. Derude er bare et stenkast væk fra de anti-racistiske holdninger, som sidder og drikker en øl i Blågårdsgade, mens drenge, både de unge og de hærdede, står på Blågårds Plads med LTF tatoveret hen over skæbnen.
Og når jeg gør en undtagelse og kommenterer et par kloge, kreative og kritiske kvinders røster om en dansk film, skyldes det, at jeg gerne vil vide, hvem og hvad kritikken er til for?
For det er i al fald ikke for de brune drenges skyld. Det er for deres egen good feelings skyld, og det er faktisk værre end en film med et narrativ, som kun viser verden fra betjentenes perspektiv.
Som en god ven, der er betjent, skrev til mig, savner man ganske vist at komme tættere på flere af de unge drenge i ’Shorta’. Det er jeg enig i. Ligesom i den anmelderroste, ’Underverden’, som ikke forklarer, hvordan storebroren bliver hjertekirurg, mens lillebroren bliver kriminel i første omgang.
Den brune mands indre refleksion bliver ikke udfoldet, så kompleksiteten i at være en dansk mand med minoritetsbaggrund skildres. Man ville gerne lære drengene bedre at kende, så man kan forstå deres adfærd – og dermed forstå, hvorfor unge drenge, født og opvokset i et af verdens bedste samfund, fravælger det gode liv. For historien er jo ikke fiktiv.
Hanne fra kommunen
Men i modsætning til kritikerne arbejder jeg som lærer, som studerer virkeligheden gennem en kameralinse.
Jeg har i knap tre år haft min gang på den københavnske Vestegn, hvor unge drenge bliver hærdet af omgivelserne, inden de er færdige med 9. klasse. Det er vildt tragisk at se, hvordan lillebror forfølger storebrors kriminelle fodspor trods alskens sociale instanser.
Jeg vil hjertens gerne vise den hårde virkelighed, som alt for mange unge mænd lader sig blive forført af i søgen efter faderroller, fællesskaber og fodfæste i en tilværelse, som er splittet mellem kultursammenstød. Men det vil nok blive tolket som en invitation til en safari-tur, og jeg ville blive anklaget for at være en kokosnød, så jeg må heller lade være.
I stedet vil jeg opfordre kritikerne til at spørge sig selv, hvorfor de påtager sig rollen som ’Hanne fra kommunen’ i en opgraderet version som fotograf og instruktør, hvor det altid er synd for de brune, og skurken altid er den hvide.
Er den verdensopfattelse dybest set ikke enormt umyndiggørende over for unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark og er danskere, før de er noget andet?
Er det ikke bare den anden side af mønten, når højrefløjen umyndiggør danskere med en mørkere melanin i huden, når de fortæller, at ’Ali’ og ’Aisha’ aldrig kan være danske nok?
Hvad med rapperne?
Lad os bare et øjeblik antage, at Pattinama Coleman og Beikpour har fat i den lange ende. Kritiserer de da også rappere som Gilli, Sivas, Branco og Node for at reproducere fordomme om brune drenge, ligesom de kritiserer skaberne af ’Shorta’ for?
Mig bekendt rapper de ikke om, at den brune dreng er en af samfundets helte, der tjener samfundet som læge eller betjent, men derimod, at han er kriminel, gangster, laver hurtige penge og damer og i bedste 50 Cent-stil bliver skudt.
Hvis nogen skaber fordomme og bekræfter et verdensbillede af, at danske brune drenge aldrig kan blive en del af samfundet. Hvis nogen hælder benzin på bålet, der styrker viljen til at opføre sig som en modborger. Ja, så er det da rapperne og ikke skaberne af ’Shorta’.
Men rapperne kaldes for et friskt pust i dansk hiphop. Suk.
Handler det i virkeligheden om, at det er gratis at skyde hvide filmskabere racistiske motiver i skoene, mens brune musikere, som kapitaliserer på elendigheden, der hersker i socialt belastede boligkvarterer, går fri?
Fordi de er jo minoriteter (selvom Gilli er pæredansk og hedder Kian).
Jeg tillægger ikke Pattinama Coleman eller Beikpour onde intentioner. Faktisk synes jeg, det er frygteligt dejligt, at de kan være så påvirket af en film, for det må jo betyde, at de har helt anderledes vilkår og slet ikke møder den virkelighed, som ’Shorta’ skildrer fra betjentenes perspektiv. Det må være rart.
Men jeg håber, at de to kvinder tager sig en rundtur i det Danmark, som frontpersonalet kæmper med. Lige fra pædagoger i børnehaven til betjente på gaden, som knokler for at give danske drenge af etnisk herkomst en anden tilværelse.
Som lærer har jeg løbet panden imod muren så mange gange, fordi jeg er oppe imod forældresvigt, berøringsangst, kyniske bander og en populærkultur, der glorificerer skud og handel med stoffer. Den idealistiske versus den hærdede betjent i ’Shorta’ skildrer på tragisk vis, hvordan hverdagens helte kan miste troen.
Man kunne derfor håbe, at kritikerne – før de bad deres følgere på Instagram om at bekræfte deres beskyttede verdenssyn – indså, at elendigheden fodres af fællesskaber, der ser alle udenforstående som fjenden.
Det gælder fællesskaber, der er forbundet af et skilt, såvel som fællesskaber, der er bundet op på eksklusion fra det omkringliggende samfund.
Det er vel budskabet i ’Shorta’ og ikke de skæve fortolkninger, som de to kritikere gør sig for at bestyrke deres egen position som de retfærdige.
Læs Catherine Pattinama Coleman og Anita Beikpours svar på Geeti Amiris kritik her.