Filmfotograf Catherine Pattinama Coleman forventede ikke det vilde, da hun på Instagram opfordrede til at dele tanker om den biografaktuelle ‘Shorta’, for så meget er hendes 2500 følgere trods alt ikke.
Inden da havde hun selv anlagt en skarp kritik af særligt filmens plakat og trailer i en stribe Stories, men den overvældende reaktion på opfordringen til at høre andres syn på sagen gjorde det tydeligt for hende, at hun havde ramt en nerve.
»Jeg ville vide, om det bare var mig, der reagerede på de filmplakater, jeg har set over hele byen. Det førte til, at omkring 100 mennesker skrev til mig«.
Der var storesøsteren, hvis lillebror blev mødt med »perker« og »kommer du fra ghettoen« af de klassekammerater, der havde set ‘Shorta’ i biografen.
Der var kvinden, som havde været i biografen samtidig med en gruppe brune drenge. Efter visningen så hun, hvordan andre biografgængere trak sig fysisk væk fra gruppen. Selv sagde drengene, at de var knust, for nu vidste de, at stod de sammen ved et busstoppested, ville folk blive bange.
Og så var der selvfølgelig Pattinama Colemans egen reaktion, som indledningsvist handlede om filmplakaterne, inden hun selv havde set filmen.
»Jeg følte vrede, når jeg så dem. Mange er stadig i sorg efter mordet på George Floyd og Breonna Taylor og mange andre før dem. Så det er klart, at marginaliserede grupper i Danmark bliver utrygge og triggered, når vi ser politibetjente. Nu fik vi smækket billeder i hovedet af en hvid betjent, der poserer triumferende med maskingevær oven på en ødelagt bil. Der er brugt samme orange filter, som man typisk bruger til at afbilde ‘et beskidt Mellemøsten’, og jeg tænkte: Hvad er det for en association, nogen prøver at skabe her?«
Pattinama Colemans kollega og ven, instruktør Anita Beikpour, sendte et link til filmens trailer, som viser vold mod brune mænd.
Volden går igen i de pressebilleder, der har været i omløb, og i de anmeldelser, som begge filmfolk begyndte at skimme. Der var ingen kritik at finde. Tværtimod gav alle anmeldere ‘Shorta’ topkarakter, og udtryk som ’mørklødet mand’, ’ghetto’ og ’junglelov’ gik igen.
»Det er meget problematiske ord at sætte på os og de steder, hvor vi bor«, siger Pattinama Coleman, da vi møder de to til et interview om deres oplevelse af ’Shorta’ og racisme i dansk film.
Filmen tager betjentenes parti
Forud for interviewet har Catherine Pattinama Coleman og Anita Beikpour set ’Shorta’ i sin helhed, og det har cementeret indtrykket af, at filmen legitimerer politivold mod brune og sorte mennesker. I to timer følger vi to hvide betjentes hæsblæsende flugt fra et udsat boligområde, der er gået amok, fordi en beboer er død under en anholdelse. »Jeg kan ikke trække vejret«, siger han i filmens åbningsscene.
Instruktørerne Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm mener selv, at de har skrevet og instrueret en film, der ikke vælger side, men den køber Beikpour ikke.
»Lad os starte rent filmisk: Hvem er hovedkaraktererne, hvis historier er der udvikling i, hvis følelser skal vi undersøge, hvem filmes mest? Her er politimændene entydigt i centrum. Alle brune mennesker i filmen er faktisk bare statister i deres udviklingshistorie«.
Pattinama Coleman tilføjer, at Ølholm og Hviid ligefrem selv kalder deres kamerastil for »den tredje betjent«.
Og så er der selve fortællingen, som ifølge både filmens skabere og anmelderne nuancerer både betjentene og livet i den såkaldte »ghetto«.
»Hvori består den nuancering? At drengen Amos’ mor viser sig at være sygeplejerske frem for kriminel?! Okay, så filmen nuancerer ved at sige, at ikke alle brune er kriminelle – kun 90 procent«, kommer det tørt fra Beikpour, der fortsætter:
(SPOILER ALERT: I det næste afsnit omtales en scene fra slutningen af ’Shorta’.)
»Jeg vil gerne nævne den scene, hvor en brun dreng dør. Du ser drengen skudt, hvorefter der straks klippes til politimanden, der står og græder, fordi han ikke kan arbejde som politimand mere. Det er altså ham, du skal sympatisere med, og hans følelser, vi skal forstå. Drengen og hans død bliver blot en del af politimandens udviklingshistorie. Scenen slår fuldstændig fast, at siderne ikke er ligeligt repræsenteret«.
Voldeligt at se ‘Shorta’
Kan man ikke vælge bare at nyde ‘Shorta’ som underholdende action og ren fiktion?
»I interviews fortæller instruktørerne, at de er interesseret i at lave underholdning, og at filmen ikke skal være politisk – men det er den. Du kan ikke kalde noget ’bare underholdning’, når det reelt er nogens liv 24/7. At få fortalt, at alle, der ligner mig, er kriminelle, voldelige og kun interesserede i penge – det gør mig ked af det«, siger Pattinama Coleman, og Beikpour fortsætter:
»Man bliver også ked af, at andre i biografsalen ikke bliver kede af det. Jeg tænkte: Wow, I må være så distancerede, hvis I kan se en sort mand blive slået ihjel og to minutter senere grine af politimændenes jokes! Selv havde jeg ikke lyst til at se mere efter den første scene, da det for mig føltes voldeligt at se på den slags vold. Hvorfor kan en brun dreng bare blive skudt? Jeg ser ikke hvide børn blive dræbt på samme måde i dansk film«.
»Vores liv betyder tydeligvis ikke lige så meget. Og dét er voldeligt at få smækket i ansigtet gang på gang«, nikker Pattinama Coleman.
At vold er et tilbagevendende tema, når dansk film generelt repræsenterer brune og sorte menneske, bekræfter medieforsker Tess Sophie Skadegård Thorsen uden at kommentere specifikt på ‘Shorta’.
»Dansk forskning har kortlagt adskillige stereotyper, der primært knytter sig til muslimske karakterer. Eksempelvis den voldelige muslimske mand og den undertrykte muslimske kvinde. Kigger vi mere bredt på repræsentationer af racegjorte minoriteter, går nogle karakteristika igen. Især mænd portrætteres som farlige, voldelige, uden for samfundet og kontrollerende over for kvinder. Andre tendenser er, at der hyperfokuseres på vores anderledeshed via for eksempel ’eksotisk’ underlægningsmusik og farverige tæppefyldte lejligheder. Eller at vi hyperseksualiseres og eksotificeres som de sorte mænd i ’Nymphomaniac’ og ’Festen’«.
Forskningen viser også, at de filmiske fremstillinger har uendeligt lidt med virkeligheden at gøre.
»På lærredet ser vi ofte, at minoriserede kvinder offergøres af minoriserede mænd, og de skal ’reddes’ eller ’frigøres’ med hjælp fra en hvid karakter eller ved at lægge afstand til egen familie og kultur. Det er bemærkelsesværdigt, fordi vi ikke i forskningen har dokumentation for, at social kontrol er mere udbredt blandt minoriteter end i majoritetsbefolkningen. Ligeledes peger tallene på, at minoriteter langt oftere oplever racisme og diskrimination end social kontrol. Alligevel ser vi bemærkelsesværdigt få film om førstnævnte i forhold til sidstnævnte«.
Den uendelige ghetto
Skadegård Thorsen minder om, at film og medier påvirker, hvordan vi ser os selv og hinanden.
»Som kulturteoretikeren bell hooks siger, så lærer publikum noget fra film, om man vil det eller ej. Og undersøgelser peger på, at misrepræsentation og stereotyper kan påvirke selvtillid og selvforståelse hos minoriteter, men de kan også få politiske og nationale konsekvenser. Hvis ikke vi igen og igen så fortællinger om, at udsatte boligområder er farlige og unge minoritetsracegjorte mænd voldelige, så ville det måske være sværere at overbevise befolkningen om, at deres rettigheder skal indskrænkes, fordi de ’skaber utryghed’, eller at man skal have en såkaldt ghettolov«.
Lige præcis ‘Shorta’s skildring af det fiktive Svalegården bekymrer Catherine Pattinama Coleman og Anita Beikpour.
»Der bliver ligefrem sagt i filmen, at ’vi er ikke i Danmark’. Og den måde, filmen bringer os ind i Svalegården på, er vildt fremmedgørende: med en montage tilsat hiphop, som om vi alle sammen er rappere og gangstere. Instruktørerne har sagt i et interview, at de bruger musikken til at gøre publikum usikker på, hvad der vil ske, at musikken er et virkemiddel. Og vi får den her musik, første gang vi kommer ind i Svalegården, tilsat billeder af to kvinder med tørklæde. Den ene skubber en barnevogn. Hvem ved, måske har hun en bombe i den…?« foreslår Pattinama Coleman sarkastisk, og Beikpour supplerer:
»Alle, der selv er opvokset i et udsat boligområde, vil kunne se, at det er urealistisk, men andre kan måske blive påvirket af billederne. For mig virker det grotesk at kalde ‘Shorta’ ’bare fiktion’, når der lige nu bliver kørt politisk hetz mod muslimer, sorte og brune, især mænd. I skildringen af Svalegården kommer filmen til at bekræfte de fordomme, som for eksempel ghettopakken bruger og forstærker«.
Det hvide blik er ikke neutralt
Deres kritik handler ikke kun om ‘Shorta’. Faktisk kan Anita Beikpour og Catherine Pattinama Coleman ikke komme på en eneste dansk film, der er lykkedes med nuanceret repræsentation af sorte og brune mennesker. Den ukritiske modtagelse af netop ‘Shorta’ viser samtidig, at problemet er større end selve filmbranchen.
»Manglen på viden er ekstrem, når instruktører og anmeldere hævder, at ’filmen har indhentet virkeligheden’. Politivold mod brune og sorte er ikke noget nyt! Og det er ikke Ølholm og Hviid, der har opfundet replikken ’I can’t breathe’ – det har sorte mennesker sagt, siden de blev hentet ind som slaver!« udbryder Pattinama Coleman.
Helt galt er det, når Soundvenues anmeldelse sammenligner ‘Shorta’ med ‘Get Out’ og ‘Les Miserables’.
»’Get Out’ viser the horror of racism i USA – for det første er det en anden kontekst, for det andet er filmen lavet af en sort mand. ’Les Miserables’ er også lavet af en sort mand, der selv er opvokset i et såkaldt ’ghettoområde’ og har været udsat for politivold. Hans film handler netop om volden, som skildres fra børnenes perspektiv. ‘Shorta’, derimod, starter og slutter åbenlyst med den hvide mand, og det er der intet nyt i«, mener Beikpour og fortsætter:
»Problemet er nok, at kun hvide mennesker har anmeldt ‘Shorta’. Generelt taler vi for lidt om, hvilket blik en anmelder ser film med. Det er jo en kæmpe faktor, hvordan de selv relaterer til det, de ser, og det hvide blik er ikke neutralt«.
Ølholm og Hviid har som del af deres research talt med beboere og klubledere fra socialt udsatte boligområder. Kan det ikke gøre blikket mere neutralt?
»Nej, for instruktørernes hvidhed vil stadig påvirke projektet. Det er ikke nok, at de har snakket med nogle brune drenge undervejs, for de har aldrig oplevet på egen krop, hvad det vil sige konstant at blive stoppet, visiteret og udspurgt af politiet«.
»Man bliver udmattet af altid at se sig selv fra et blik, der ikke er ens eget«, istemmer Pattinama Coleman, og Beikpour sætter problemet på spidsen:
»Vi er efterhånden mange brune mennesker i filmbranchen, der godt kan finde ud af at fortælle vores egne historier. Så måske er det simpelthen blevet tid til, at hvide mennesker giver plads i stedet for at fortælle dem for os?«
Racismen som struktur
Plads til brune og sorte filmfolk er et skridt på vejen, men giver ikke med et trylleslag ordentlig repræsentation af brune og sorte på lærredet. Det skyldes blandt andet, at racisme også internaliseres.
Beikpour bryder sig ikke om at kritisere navngivne brune filmfolk, men vil hellere tale om, hvordan vi alle er påvirket af racismen uanset hudfarve. Og på dét punkt er det op ad bakke i Danmark.
»Mange hvide danskere vil helst være trygge i deres middelklassebobler, og så er det ubehageligt at tale om, hvordan vi alle sammen bidrager til at opretholde racismen som struktur. I stedet flyttes fokus til individuelle vidnesbyrd. Nogen skal stå frem og sige: ’Jeg blev udsat for racisme’, så andre kan tænke: ’Det er synd for dig, men jeg var ikke involveret i din sag, så jeg behøver ikke overveje min egen rolle i det’. Det rykker ingenting«, mener Beikpour.
Hendes iagttagelse bakkes op af Tess Sophie Skadegård Thorsens forskning:
»I min afhandling viste jeg, hvordan repræsentation på skærmen, bag kameraet og på et strukturelt niveau i branchen hænger sammen. Film, der eksempelvis har flere kvinder bag kameraet, består oftere Bechdel-testen og giver gennemsnitligt bedre return on investment. Men større diversitet i branchen og på skærmen er ikke en tilstrækkelig løsning, hvis man vil sexisme og racisme til livs. Så må man gå mere kritisk til værks med undersøgelser af magtdynamikker og finansieringsbarrierer i filmbranchens strukturer«.
(Artiklen fortsætter under boksen)
Vi har forelagt artiklen for instruktørerne på ‘Shorta’, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid. De ønskede ikke at stille op til et interview, men er kommet med denne fælles udtalelse:
»Vi er stolte af den film, vi har lavet, og står ved dens budskab om empati og medmenneskelighed. Vi er personligt ikke interesseret i at grave grøfter. Tværtimod ønsker vi at bygge bro med vores film.
Det er vores håb, at ‘Shorta’ kan afføde en åben og respektfuld dialog omkring et vigtigt emne, som vi har kæmpet i mange år for at belyse og har taget alvorligt under hele filmens tilblivelse.
Vi respekterer Catherine og Anitas mening og deres ret til at ytre den – også selvom den ikke repræsenterer de tilbagemeldinger, vi får fra de mennesker, hvis virkelighed filmen berører. Her bliver vi mødt med begejstring for ‘Shorta’ og dens budskab og en glæde ved at føle sig set og hørt«.
Eksempelvis kunne man undersøge, hvordan filmbranchens strukturer hjælper en film som ’Shorta’ igennem.
»Alle kan skrive et problematisk manuskript. Personligt finder jeg det vildt, at to hvide fyre kan få sig selv til at taste et så giftigt ord som ’perker’. Men at komme derfra og til, at ‘Shorta’ realiseres for millioner af kroner og kun får ros – deri ligger problemet«, mener Pattinama Coleman.
»Især filmbranchen er nødt til at kunne håndtere kritik. Vi må kunne tale om det ansvar, der følger med at lave film, for de er kraftfulde og skaber virkelighed. Så sig fra over for racisme første dag på settet. Tag ansvar for de billeder og historier, du sender ud. Og hvis du føler behov for at fortælle en historie, der nuancerer hvide politifolk i en tid, hvor politikere legitimerer politivold mod brune og sorte – så tænk over, hvor dit behov kommer fra«, foreslår Beikpour og tilføjer, at alle skal forholde sig mere kritisk til det, de ser – ikke mindst anmelderne.
»Allerhelst så man initiativer fra hvide mennesker, så det ikke hele tiden er os, der skal løfte opgaven«, mener Pattinama Coleman, og Beikpour nikker bifaldende. »Ja, hvor ville de være dejligt, hvis hvide mennesker også brugte tid på at tale om racisme! Så mig og Catherine ikke behøvede at sidde her og gøre det. Så vi bare kunne koncentrere os om at lave film«.
CATHERINE PATTINAMA COLEMAN er uddannet fotograf fra Filmskolen i 2015. Hun laver desuden antiracistisk aktivisme lige nu med fokus på dansk film.
ANITA BEIKPOUR er uddannet instruktør fra Filmskolen i 2017. Hun er også med i kunstnerkollektivt FCNN (feminist collective with no name) og er aktiv i fagforeningen The Union, som arbejder med racisme på den danske kunstscene.