En tidlig forårsaften i 2013 var jeg i biffen med en gammel ven.
Vi så ‘Nordvest’ af den dengang relativt nye instruktør, dokumentarist og manuskriptforfatter Michael Noer med den unge uprøvede Gustav Giese i hovedrollen som bandehåndlangeren Casper.
Da filmen var slut, stak vi et smut ind i kiosken på Guldbergsgade. Pludselig vendte min ven sig mod mig med store øjne og hviskede begejstret: ‘Det er ham’. Foran os smeltede fiktion sammen med virkelighed i skikkelse af Gustav Giese, som med kasketten placeret højt oppe på hovedet og dunvest uden på sweatshirten lignede karakteren Casper så meget, at man næsten kunne tro, han var vandret ud af biograflærredet og direkte ned i kiosken efter smøger.
Sjældent har jeg haft en lignende surrealistisk oplevelse af at gå ud af biografen fra en film for efterfølgende at træde lige lukt ind i den igen.
Sammen med Tobias Lindholm har Michael Noer siden 2010’erne været bannerfører for en generation af filmskabere, som gør en dyd ud af at blande fiktion og virkelighed, når de tager udgangspunkt i ægte miljøer, researcher til bunds og også gerne går uden om skuespillerhåndbogen, når rollerne skal besættes.
Jeg møder Noer en solbeskinnet sommerdag på Zentropa sammen med kollegaen Frederik Louis Hviid, som med sin debutspillefilm (sammen med Anders Ølholm) ‘Shorta’ i 2020 tilsluttede sig skaren af filminstruktører, som dyrker autenticiteten og den dokumentariske tilgang. Ligesom Noer har Hviid især specialiseret sig inden for de rå miljøer.
Nu er den nye duo aktuelle med DR’s store dramaserie ‘Huset’, som – blandt andet med Gustav Giese på rollelisten – følger livet i fængslet, der bliver kaldt Huset, med afsæt i de fire fængselsbetjente Miriam, Sammi, Henrik og Gert og deres forsøg på at få bragt orden bag murene.
Fængslet står nemlig over for en mulig lukning, hvis man ikke får styr på magtbalancen og det interne hierarki, hvor det reelt set er fangerne, der er i kontrol. Betjentene finder dog hurtigt ud af, at det ikke er omkostningsfrit at rykke ved magtbalancen. Før de ved det, slås de ikke kun for fængslets overlevelse, men også for deres eget liv på begge sider af fængslets mure.
‘Huset’ er skabt af Kim Fupz Aakeson i samarbejde med Michael Noer og Frederik Louis Hviid. Udover Sofie Gråbøl, David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Hvidtfeldt i de bærende roller er blandt andre Bjarne Henriksen, Laura Christensen og, ja, altså Gustav Giese at finde på rollelisten.
Ondskabens hierarki
Noer og Hviid tager smilende imod og viser vej ind i en af Zentropas små arbejdshytter. Sådan en fredag eftermiddag i juni minder den gamle kaserne mere om et ferieresort end om en arbejdsplads.
Mikrosamfund og hierarkier opstår ikke kun i fængslet, men overalt i vuggestuer, skolegårde, plejehjem og på diverse arbejdspladser – også i filmbranchen …
Som arena er fængslet et forstørret billede på de mekanismer, der i mere eller mindre grad gennemsyrer alle afkroge af samfundet. Blandt andet derfor vender Michael Noer med ‘Huset’ endnu engang tilbage bag tremmerne med instruktørdebuten ‘R’ og den amerikanske ‘Papillon’ i rygsækken – og fordi det er en god arena for action og drama, fortæller han.
Gensynet med det danske fængselssystem 13 år efter ’R’ har ikke budt på de store overraskelser.
»Det er mere chokerende, hvor lidt der er sket«, konstaterer han.
»Man siger jo tit, at man skal se på, hvordan et samfund behandler sine gamle, sine børn og sine kriminelle, og jeg synes bare, at fængselsvæsenet er en kæmpe institution, der siger sindssygt meget om vores land, men der er ikke nogen, der har en holdning til det, og det er de færreste, der ved noget om det. Alle de rige spiller golf med fodlænke på, og alle drengene på 17 får ti år i spjældet for at sidde ved siden af én, der har en glock. Altså, what the fuck?«, begynder Noer ved skrivebordet i den lille Zentropa-hytte.
»Hvis jeg skal se det ud fra et journalistisk perspektiv, så er det jo en del af vores samfund, der politisk står i stampe. Vi taler om det på samme måde, som vi har gjort i alt for lang tid«.
»Vi kunne lige så godt have lavet noget på en rumstation og researchet det til bunds, det er ikke, fordi jeg er forelsket i fængsler, men det giver en gang, det giver nogle døre Det giver så sindssygt meget logik. Og så giver det også bare nogle andre ting som for eksempel ondskabens hierarki. Det der med, at de pædofile ligger under for voldtægtsmændene osv. Så har du bankrøverne her og rockerne her. Det siger bare noget om noget, vi alle sammen forholder os til. Det gælder ikke kun fængsler, men det gælder systemer. Jeg synes, det er super spændende, hvordan systemer gør os blinde«.
De usynlige tremmer
I har jo hver for sig markeret jer som instruktører ved at sætte autenticiteten som fokus: Hvordan er I sammen nået frem til seriens overbevisende troværdighed?
Frederik: »Der findes nogle bøger med beretninger fra de danske fængsler, skrevet af fængselsbetjente, som har ligget til grund for noget af det. Men så har vi også talt med mange betjente, som vi jo ikke kan nævne. På en eller anden måde vidner det om, at man ikke bare går ud og whistleblower om sin arbejdsplads, men at der virkelig foregår nogle ting, som offentligheden ikke nødvendigvis kender til«.
»Når vi har filmet med folk, der har været inde at sidde selv, har vi også snakket med dem om deres oplevelser. I kraft af de mennesker, som vi har hevet ind som eksperter på begge sider af tremmerne, har vi fået en masse gode pejlemærker på, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Og så har vi også snakket med fængselsbetjente, hvilket også gav ret mange dimensioner i forhold til, hvad de har af udfordringer i deres arbejde set ud fra et mere politisk perspektiv«.
Hvad har I helt konkret fået ud af jeres research, som I har kunnet bruge i serien?
Michael: »Den der tur, hvor David Denciks karakter guider den nye betjent rundt, er én til én i forhold til en rigtig tur rundt i fængslet«.
Frederik: »Vi snakkede med en betjent, som viste os rundt. Jeg så komfuret og sagde: ‘Det ser halvfarligt ud’, og så svarede han: ‘Ja, der kan man også komme op at sidde, hvis man har talt med de forkerte’«.
Michael: »Vi har jo filmet i et rigtigt fængsel, så vi skal ikke opfinde rekvisitterne, vi skal mere få dem til at leve. Vi skal ikke svare en setdesigner på, om dørene skal gå ind eller ud. De går jo ind, fordi betjentene skal kunne slå dem ind udefra, så der er en masse logiske ting, som giver sig selv«.
Frederik: »Ja, og også bare fortællinger om problematikken i et fængsel, hvor man har for mange indsatte og for få medarbejdere, og hvor få ens redskaber sommetider kan være som betjent i forhold til at holde styr på tropperne. Altså, hvad er det for nogle nødvendige onder, man bliver nødt til at acceptere, for at det hele ikke løber over ende og for, at man som betjent kan bevare magten?«
»Der hænger persienner i betjentburet i serien, og det er ikke noget, vi har fundet på. Der har været historier om, at der nogle steder hang persienner i betjentburet, og når de stærke fanger skulle lave noget, som krævede, at de kunne arbejde lidt i ro, kunne de lige gå hen og banke på ruden, og så blev persiennerne rullet ned, og så gjorde de deres ting, og så bankede de på igen, og så blev der rullet op. Sådan nogle ting, synes jeg, er helt vildt provokerende at høre ud fra et retsmæssigt perspektiv, men det er også enormt spændende i forhold til, hvad det er for nogle mekanismer, der skaber sådan en virkelighed«.
Michael: »Kims (hovedforfatter Kim Fupz Aakeson, red.) stærke følelsesmæssige udgangspunkt har været det der med, at man kan være fanget på mange måder. De synlige og usynlige tremmer. Det har vi faktisk også snakket med nogle betjente om. Nogle betjente kunne næsten være misundelige på den frihed, nogle indsatte havde, som de ikke selv havde«.
Frederik: »Vi har også hørt fra nogle betjente, at de faktisk sommetider føler sig mere sikre inde i fængslet end udenfor, fordi der florerer telefoner inde i fængslet, hvor man ringer ud til dem på den anden side og siger: ‘Når den og den går fra arbejde, så sørg lige for, at I står nede ved deres bil og ønsker dem en god tur hjem’. Eller også tager de ud og hilser på betjentenes børn i børnehaven, så når betjenten kommer og henter dem, siger børnene: ‘Der var en mand forbi tidligere i dag, som siger hej’«.
»Sådan nogle ting kan de gøre for at psyke betjentene til at kigge den anden vej. De markerer: Vi ved, hvor du bor, og hvor dine børn går i skole, og det er jo også en kæmpe faktor til, at der er så meget posttraumatisk stress i arbejdsstyrken«.
Fængslet blev levende igen
Der ligger jo en kritisk undertone og hentydes til et korrupt dansk fængselssystem i serien: Hvor meget af det udspringer af jeres research?
Michael: »Der er ikke noget, der er med, som ikke kunne ske«.
Frederik: »Vi har meget arbejdet ud efter, hvad der er plausibelt, og ikke nødvendigvis, hvad der er sket«.
Hvordan lykkes I som instruktører med at opnå det meget autentiske udtryk?
Frederik: »Jeg tror, arenaen gør meget. Det har været en stor medspiller. Da vi flyttede ind, var de her fængselsgange netop blevet forladt, så der stod stadig stikkerbeskeder inde i cellerne. Vi havde workshop-agtige dage, hvor vi først havde skuespillerne, der spiller betjente, med ude sammen med Kriminalforsorgen og nogle af vores rigtige betjente, som viste dagligdage. Med skuespillere der spillede indsatte«.
Michael: »Altså, rollespil, som man også fagteknisk benytter i det miljø«.
Frederik: »Så blev der sat scenarier op. Vi gjorde det faktisk også med de indsatte. De blev vist rundt, og nogle af dem kendte jo til stedet og vores betjente, fra dengang de selv sad inde, hvilket jo var ret sjovt. På et tidspunkt sagde vi: ‘Nu skal I bare lige gå rundt og mærke stedet lidt’, og lige pludselig sad folk og spillede bordfodbold og var inde på deres celler og lavede kopnudler. Så blev der hygget og snakket og spillet pool. Pludselig var fængslet aktivt igen. Det er også en ting, vi har benyttet os af. Hver eneste gang vores betjente er på fængselsgangen, er der fyldt med fanger. Det var ikke sådan, at der stod to statister, som de skulle reagere på. De skulle reagere på 35 mand, idet de gik fra den ene ende til den anden«.
»Det var noget med at nyde, at der opstod ting, som man ikke havde regnet med. Før ‘Huset’ var det ikke en ting, som jeg nødvendigvis omfavnede så meget. Jeg kan godt lide at styre tingene ret hårdt, hvor Michael er langt bedre til at omfavne de ting, som opstår spontant, som kunne være, at en indsat pludselig sagde noget til en betjent, som betjenten skulle reagere på, hvor virkeligheden lige tittede frem. Det har været vildt fedt, men det er også kæmpe credit til vores skuespillere, for det har krævet enormt meget af dem«.
»Improvisation kan være vildt fedt, men det kan også være ret forfærdeligt, hvis folk ikke ved, hvad de improviserer over. Der tror jeg virkelig, at Michaels, mit og produktionens arbejde med at få dem så godt klædt på til rollen har gjort, at de har kunnet reagere som betjente, hvilket også gør, at tingene forhåbentlig virker mere autentiske«.
Et hus af et menneske
Har du, Michael, kunnet bruge noget af din erfaring fra dit arbejde på ’R’ dengang?
Michael: »Ja, det har været det samme. Det har været alt det med dørene, og hvordan fængselsbetjentene rasler med nøglerne, så fangerne kan høre, at de kommer. Og så det der med hierarkierne indbyrdes i grupperingerne«.
Du er jo med årene blevet kendt for at caste folk, som du mere eller mindre finder på gaden sammen med caster Gro Therp?
Michael: »Gro har kontor nede i en stor cykelkælder på Nørrebro, hvor folk bogstaveligt talt vælter ind til hende. Det er jo helt fantastisk. Skuespillerhåndbogen kan jeg sgu selv sidde at kigge i, hvorfor fanden skal jeg betale penge for det for? Så hun er pissegod«.
Det er en metode, du også har benyttet dig af, Frederik: Hvad kan det give? For man kan jo godt forestille sig, at nogen sidder derude og tænker: Vi har Skuespillerhåndbogen med masser af uddannede arbejdsløse skuespillere, hvorfor ikke tage nogle af dem?
Michael: »Dem har vi jo også taget«.
Frederik: »Der er nok flere svar på, hvorfor man ikke kan have 35 uddannede skuespillere kørende hver dag. Det ville også blive et helvede af en lønningsliste«.
Michael: »Der er nogle, der er nødt til at være statister, og så er der nogle, der bliver opgraderet. Det er bare det ærlige svar«.
Frederik: »Men det er jo ikke derfor, vi har gjort det. Vi leder efter nogle typer, og der er nogle, som er mere nogle typer end andre. Vi har været meget optaget af, at det her fængsel skulle virke troværdigt. Og min overbevisning er bare, at man nogle gange skal ud og finde nogle mennesker som ved, hvordan det er, hvordan de taler, og hvordan de går og står og opfører sig. Og som også ser rigtigt ud. Nogle af dem er to meter høje og to meter brede og har tatoveringer fra top til tå. Det er jo et intimiderende udtryk. Det sætter alting på spidsen, når vi stiller Sofie Gråbøl eller Laura Christensen foran sådan et hus af et menneske«.
Som de ikke kender fra branchen?
Frederik: »Som de ikke lige har været til julefrokost med, og som måske selv har siddet inde. Vi castede alle de medvirkende, så vi vidste, de kunne levere replikker, være autentiske og få instruktioner. Mange af dem begyndte selv at sige: ‘Jeg sidder nok inde for det her’, så der var mange af de indsatte, som virkelig tog det på sig og leverede nogle fede præstationer, hvilket var meget sjovt, for så havde vi jo ikke kun fire eller fem skuespillere på dagen. Så havde vi lige pludselig 40 skuespillere, som vi kunne flytte rundt på«.
Fanger bestiller østers
Hvad har det krævet af jer som instruktører at have med så mange uprøvede spillere at gøre?
Michael: »Det er fedt, det med at være to. Det var vi jo også på ‘R’ (Noer og Tobias Lindholm, red.). Det kræver lidt dobbelt så mange hænder, så det er simpelthen umuligt at være fysisk nok til stede til at give skulderklap og ros og sådan noget«.
Er der noget særligt, man bliver nødt til at forholde sig til rent skuespilteknisk?
Michael: »Jeg tror bare, man bliver straffet ved kasse 1, hvis man ikke kan finde ud af at bruge døren. Lad være med at spørge mig om, hvad dit forhold er til din mor og far, det må du sgu selv ligge og rode med, men du skal fucking lære, om den der dør går den ene eller den anden vej, for ellers skal vi tage den om. Film er ikke mor og far. Film er, hvilken vej døren går«.
»Da vi lavede ‘Nordvest’ med brødrene Giese (Gustav og Oscar, red.), flyttede vi dem ind i den der lejlighed, og det handlede ikke om, at de skulle lære, hvordan det er at bo alene med en mor uden en far, og hvad den smerte gør, når der så kommer en rocker. Men man skal jo kunne se, når de skal på lokum, om de kan sparke døren op med foden, og om de ved, hvilke ting der er mors ting, og hvor man tænder for det kolde og det varme vand. Det er det, der betyder noget, og det er der, folk går fejl i byen og laver den forkerte research. Bonussen ved at have skuespillere er, at de så også øver sig på replikkerne, men film går udefra og ind«.
Opstod der nogensinde situationer under indspilningen, som blev lidt for ægte?
Frederik: »Nej, i sidste ende er alle jo professionelle. Michael og jeg har været meget opmærksomme på at skabe et sikkert arbejdsmiljø for alle. Folk skal kunne lide at komme på arbejde, og der er ikke nogen, der kan performe godt, hvis de går og er bange. Vi kunne altid bare sige stop, og så stoppede folk, men der har da været situationer, hvor man kunne mærke, at skuespilleren lige skulle ud og have lidt luft, men ikke fordi der var nogen, der overskred hinandens grænser, men fordi virkeligheden bare pludselig blev meget virkelig.
»Når det hele kører, og der er larm og råb og skrig, og der pludselig står et fremmed menneske og råber dig lige ind i hovedet, bliver det bare noget andet. Men alle kan jo godt lide det. De gange, det er sket, om det så har været med Youssef (Hvidtfeldt), David (Dencik) eller Sofie (Gråbøl), er de kommet hen og har sagt: ‘Det var fandme spændende, det, der lige skete’«.
David Dencik har selv engang arbejdet i kiosken i det daværende Vridsløselille Statsfængsel: Har han haft nogle erfaringer med i bagagen, som I har kunnet bruge?
Frederik: »Der er en scene, hvor nogle indsatte bestiller østers nede i kiosken, og det var en historie, som han fortalte, at der var nogle rockere, der havde gjort, dengang han arbejdede i fængslet, fordi de havde mere magt og penge til det«.
Michael: »De havde mange flere penge, end David selv havde, da han var en knægt«.
Når det forkerte bliver rigtigt
Er der noget, som særligt har overrasket jer af at lave serien?
Frederik: »Det overraskede mig lidt, hvad det kræver rent menneskeligt at arbejde i et fængsel. Dels psykologisk, men også rent praktisk at få et fængsel til at køre med så mange indsatte, hvor nogle af dem er farlige, og nogle af dem hader dig. Hvor meget det måske kræver af en at holde sig på den rigtige bane hele tiden, og hvad konsekvenserne er ved at holde sig på den rigtige bane«.
»Man skal ikke lave for mange uvenskaber, for uvenskaber holder fast. Et fængsel skal jo køre. Kan man opnå den stabilitet ved kun at gøre tingene på den rigtige måde? Det har været et ret unikt indblik i den gråzone, hvor det rigtige kan være forkert, og det forkerte kan være rigtigt«.
Michael: »Hvor moral og logik og individet og det kollektive er i hvert sit ringhjørne. På den måde har det været spirituelt at lave en tv-serie, for det kræver, at du gør det som et hold, og at den enkelte karakter forholder sig til de andre, så du bliver nødt til at kill nogle darlings i den ene karakter for at give den anden karakter plads«.
»Det er sindssygt demokratisk, og så ender du med at holde helt vildt meget af dem, og så skal du alligevel udsætte dem for et helvede, for ellers bliver det ikke underholdende. Man får jo et chok, når man finder ud af, hvad folk i virkeligheden gerne vil se. Udover porno er det jo bare fucking the end of the world eller noget, hvor du kan slå hjernen fra«.
Er der noget, I har lyst til at bidrage med til debatten, eller et budskab, I gerne vil have ud?
Frederik: »Man skal tage fordommene af sig og prøve at forstå, at tingene måske ikke er så sort-hvide, som vi nogle gange gerne vil have, at de er i verden. Jeg tror ikke, at nogen kan se sig fri for at blive påvirket af de mennesker, man er i rum med. Det er enormt nemt at stå udenfor og sige: ‘Det er helt forkert, det der’, men om man så ser ‘R’, ‘Shorta’ eller ‘Huset’, synes jeg altid, man skal stille sig selv spørgsmålet: Hvad ville jeg selv have gjort? Kan jeg sige med 100 procent sikkerhed, at jeg ikke ville gøre nogen af de ting? Hvad ville jeg selv blive til, når jeg havde siddet i fængsel i ti år?«.
’Huset’ får premiere på DR TV 1. september.