’Anna Lin har det fint’: Tv-værtens ærlighed aftvinger respekt – men formatet i nyt DR-serie spænder ben
Det er svært at anmelde en serie, hvor hovedpersonen er så sårbar, som Anna Lin er i ’Anna Lin har det fint’.
Allerede fra første indstilling ser vi Anna Lin i et andet lys, end vi er vant til. Hun er normalt kendt som tv-vært på DR-programmer som ’Kender du typen?’ og ’Den grønne optur’, men hun er også kendt for at insistere på retten til at være hovedperson i sit eget liv. Hun emmer af selvsikkerhed og er på mange måder et forbillede for sin generation.
I ’Anna Lin har det fint’ er det en hel anden version af Anna, vi møder. Her lader hun paraderne falde og fortæller om angst, ensomhedsfølelser og familietraumer. Hun er rå og ærlig, og det er faktisk enormt lettende at se, for det gør kun Anna Lin endnu mere vedkommende og relaterbar.
Programmets præmis bliver afsløret få minutter inde i første afsnit. I løbet af seriens fem afsnit skal Anna Lin i terapi, hvor hun skal prøve at lære sig selv og sine følelser bedre at kende. For som Anna også selv siger, er hun en del af en generation, som har det dårligt, og det vil hun gerne skabe en samtale om.
Tilbage i november efterlyste Anna Lin igennem sin Instagram unge, som ville være med til at skabe det program, som endte med at blive til ’Anna Lin har det fint’. Under en talk på Roskilde Festival fortalte hun, at 60 unge havde været med til at skabe rammerne for programmet, og at det, de blandt andet efterspurgte, var langsomt tv.
Resultatet er langsomt tv, og spørgsmålet er, om det er for langsomt. Især de første to afsnit er vævende i sin form. Det er først fra afsnit tre, at vi virkelig får hul igennem til Annas sårbare side. Et gennembrud, som naturligvis ikke kunne eller skulle være fremskyndet, men som man kan forestille sig, at nogle seere vil misse, fordi de ikke hænger ved i alle fem afsnit.
Især i seriens sidste afsnit, hvor Anna Lin mødes med sine veninder til en snak om sit terapiforløb, kommer vi helt tæt på på en særlig sårbar måde, som føles forløsende.
Udover terapisessionerne mødes Anna i hvert afsnit med forskellige grupper af unge for at tale om svære følelser og oplevelser. Desværre føles særligt den del af programmet ikke tilstrækkeligt gennemført. Segmentet virker i de fleste tilfælde overtilrettelagt og som om, man fra produktionens side har prøvet at passe noget ind i en tv-kasse, som det måske ikke havde behøvet at passe ind i.
Som da Anna mødes på en bodega med en gruppe unge til en samtale om følelser, men pludselig må afbryde samtalen, fordi gruppen skal rykkes til et »samtalekøkken«, hvor de kan fortsætte snakken. Sikkert for at skabe fremdrift i et ellers langsomt format, men i stedet trækker det tiden ud og spænder ben for den dybe samtale. Vi når kun at kradse overfladen i de andre unges fortællinger, og det er en skam.
På grund af seriens format er det svært at holde fokus i fem afsnit af en halv time. I virkeligheden passer både præmis og indhold – ja endda også titlen på programmet – perfekt ind i DR-programmet ’Tværs’, som er et klart bevis på, at man kan lave sårbar og vedkommende tv til unge uden at halte på formatet.
I sidste ende er det selvfølgelig Anna Lins ærlighed og mod, som bærer serien. Efter sidste afsnit står man tilbage med dyb respekt og anerkendelse for, at hun vælger at give så meget af sig selv i det større formåls tjeneste.
Kort sagt:
Anna Lins hudløse ærlighed danner et relater- og sårbart rum, som det kræver tålmodighed og tid at falde til rette i.