’Sidney’: Trods grænseoverskridende greb er TV 2-dokumentar et glædeligt gensyn med Sidney Lee
»Det er først nu, vi ser, hvad han var«.
Da Sidney Lee døde sidste år, var det et granatchok for Mediedanmark. Det ene medie efter det andet erklærede Sidney Lee for en éner, en verdensklasse-entertainer og en særdeles dygtig realiy-stjerne.
Noget, som først gik op for os, da han var væk. Og noget, som vi har kollektiv dårlig samvittighed over aldrig at have anerkendt, mens han var her.
I TV 2 Echos dokumentarserie ’Sidney’ får vi et indblik i, hvordan Sidney Lee blev Sidney Lee – og hvordan han på mange måder altid har været det.
For første gang står Sidneys mor Bente og bror Troels frem på tv. De har aldrig ønsket at være en del af det liv, som Sidney havde. De er hypernormale mennesker. En kontrast, som kun gør fænomenet og personen Sidney Lee endnu mere interessant at forstå.
»Han har spurgt mig om det så mange gange. Og nu kan jeg endelig opfylde det«, siger mor Bente med tårer i øjnene og et kærligt smil på læben i programmets første minutter om sit valg om at stå frem i dokumentaren. Noget, som sætter sig som en klump i halsen hos seeren, hver gang hun dukker op på skærmen.
For det er kærligheden fra familien, som gør størst indtryk på seeren igennem dokumentarserien. Selvom de aldrig har forstået Sidneys valg i livet og til tider har været bekymret for ham, så har de accepteret ham. Og endnu vigtigere så har de beundret ham for at være sit helt særlige jeg.
Man bliver dog nødt til at nævne robotten i rummet. Som det har været meget omtalt, bruger programmet en AI-genereret stemme som speaker, som genskaber Sidney Lees karakteristiske måde at tale på.
Præmissen er, at det er Sidney selv som speaker programmet fra efterlivet. Et faktum, det som seer er svært at abstrahere fra, og som man ikke kan undgå at forholde sig etisk til. Produktionen forsvarer selv valget med, at speaken er skrevet på baggrund af udtalelser fra Sidney selv og fra mennesker helt tæt på ham. Samtidig er den godkendt af familien, som selv siger, at »Sidney ville have elsket det«.
Og det er måske også rigtigt nok. Men man kommer ikke udenom, at der har siddet nogle i produktionen og skrevet den speak, og at det ikke er Sidney selv, som har talt. Hvem ved, måske han ville have fortalt historien anderledes?
Det er skævt og på kanten til at være grænseoverskridende. Men så igen, det var Sidney Lee på mange måder også, og på den måde rammer man lige ned i Sidneys ånd. Man husker det, det er helt sikkert, og man kan heller ikke lade være med at tænke: Ja, det ville Sidney nok have elsket.
De to afsnit er delt op i flere kapitler. Vi hører mor Bente og lillebror Troels fortælle historier fra Sidneys barndom og ungdom, fra dengang Sidney hed Søren, men derudover ikke adskilte sig meget fra den Sidney Lee, vi kendte som voksen. Han var optaget af wrestling, arkadespil og amerikanske film, og han smurte sig ind i billigt bruncreme fra Matas og havde vilde frisurer i sine teenageår. Sidney var allerede Sidney dengang.
Vi får også et gensyn med nogle af de mange programmer, som Sidney medvirkede i, herunder wrestlingdokuserien ’Blod, sved og springsskaller’, som blev hans tv-debut. Tilrettelæggeren på programmet fortæller om, hvordan de på produktionen var helt oppe at køre, da de castede Sidney Lee til serien.
Et gensyn med en helt ung Sidney Lee, som passioneret viser amerikanske wrestlingklip frem for en fotograf og tilrettelægger, er et højdepunkt, som vækker både respekt og fascination hos seeren.
Mere dystert bliver det, når dokumentaren genbesøger programmet ’Rock’ n’ roll camping’, som blev Sidney første eget program. Sammen med to venner skulle de køre rundt i Danmark i en campingvogn og arbejde for forskellige familier. En dansk pendant til ’The Simple Life’, men med Cult Shakers og djævlehorn. Han viser stolt den rockdekorerede campingvogn frem til en releasefest og glæder sig over at skulle lave tv med sine venner.
Men på programmets første optagedag møder Sidney ikke op. Han sover over sig og dukker først op to timer senere med solbriller og en smøg i hånden uden foran sin lejlighed.
Senere i programmet giver Sidney op flere gange, da han bliver sat til at rense lokummer og gøre rent i en svinesti. »Jeg vil næsten hellere dø. Det er bare blevet for meget« fortæller han til kameraet, mens han ligger alene i campingvognen.
Hans grænse er tydeligvis blevet overskredet. Det giver et sug i maven, og man får ondt af manden. Det minder en om de mange gange, han er blevet irettesat af medier og kaldt useriøs. Og det sætter igen spørgsmålstegn ved, hvordan vi behandler realitystjerner.
Dokumentarens opbygning er et klassisk sammenflet af gamle børnebilleder, arkivklip og interviews med familie og venner. Man får lyst til at følge familien i Sidneys barndomshjem eller høre dem tale sammen om ham.
Selvom arkivklippene er mange, er det et glædeligt gensyn med et imponerende antal af programmer, som vi kender Sidney Lee fra.
Kort sagt:
’Sidney’ tegner et kærligt og anerkendende billede af Sidney Lee som kongen af dansk underholdning. Det er en løftet pegefinger til os alle om at se på udstikkere med et mere kærligt blik. Sidney ville gerne efterlade sig et legacy, og det må man sige, at han har gjort.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.