»Er det her årets største serieflop?«.
Sådan lød ét af mine omtrent 27 spørgsmål, da første afsnit af The Weeknd og ‘Euphoria’-skaber Sam Levinsons kærlighedsbarn ‘The Idol’ landede med et dumpt brag efter en lang ventetid med plads til utallige skandalesager.
Med den fulde sæsons fem afsnit ude bliver jeg dog nødt til at krybe til korset og sige, at jeg, startvanskelighederne til trods, snildt kunne se fem afsnit til.
For selvom ‘The Idol’ lagde ud med at være noget af det værste, jeg har set på tv i årevis, er jeg glad for, at jeg gav serien en chance til.
Siden den landede i starten af juni, har den ellers bragt den ene forfærdede overskrift med sig efter den anden.
TikTok er kogt over med konspirationsteorier om de mange ubehagelige fællestræk mellem Jocelyn og virkelighedens Selena Gomez, hvilket har givet den en uhensigtsmæssig aura af udlevering, siden Abel Tesfaye og hun kortvarigt datede. Eksempelvis kan det hospitalsarmbånd, Jocelyn har på i seriens første scene, ikke være andet end en direkte reference til det, Gomez bar i musikvideoen til ‘Bad Liar’.
‘The Idol’ har derudover vakt had over en pædofilijoke om at skide mere blod end »et barn på Epsteins ø« og fik også genereret fake news undervejs om, at anden sæson allerede var lagt i graven, selvom det blev afvist af HBO.
Det eneste positive har næsten været en viral dansetrend til Jocelyns hule banger ‘World Class Sinner’ opført af Blackpink-stjernen Jennie Kim, der meget godt indkapsler ‘The Idol’-oplevelsen: Dårlig, men catchy og fyldt med karakterer med større potentiale end hovedpersonen.
Vi har undervejs måttet udstå The Weeknds frygtindgydende dirtytalk i en af historiens værste sexscener og set Troye Sivan blive decideret tortureret med et strømapparat. Meget af tiden føltes ‘The Idol’ faktisk som en form for uforudsigelig tortur.
Når alt det så er sagt, så jeg alligevel glubsk med uden helt at vide, hvad der forvandlede min skepsis til fascination. Fejlbedømte jeg premiereafsnittet? Var det altsammen bare hatewatching? Blev serien bedre?
Måske blev jeg bare hjernevasket af Tedros Tedros’ uransagelige kultleder-skills.
Lige nu kappes mange medier om at kalde ‘The Idol’ for årtusindets værste tv-serie. The Guardian mener eksempelvis, at Abel Tesfayes præstation bør komme for menneskerettighedsdomstolen. HBO-bommerten kan prale af en sølle 27-points rating på Metacritic og 20 procent fra kritikerne på Rotten Tomatoes.
Det er hul i hovedet at prøve at forsvare den som et perfekt kunstværk.
Men med fare for at undergrave hele min kritiske integritet synes jeg alligevel, der var noget pirrende ved dens sadomasochistiske rodebutik.
Og hvis det ikke havde været for The Weeknds fede tunge og gyselige skuespilevner, anede man snildt konturerne af det potentiale, alle omkring ikke-skuespilleren forsøgte at forløse.
På sin egen mislykkede måde gjorde alle de ekstravagante og bevidst forstyrrende kvaliteter ‘The Idol’ til tidens største, men også mest forfriskende flop.
En Shein-g-streng til 500 millioner
Ved første øjekast var serien et imponerende makværk af dårlig smag, larmende kritik af den moderne musikbranche og så mange dovent søsatte handlingstråde, at det mere virkede som en Shein-fabrikeret g-streng end det lovede luksusprodukt fra HBO. Skabt for berygtede 75 millioner dollars, hvilket er over 512 millioner danske kroner.
Samtidig hjalp de to herrer bag, hvad der hurtigt fik ry som misogyn »torturporno« skabt under et »shitshow« af dårlige arbejdsforhold, ikke på det. Da kritikken begyndte at hagle ned over Abel Tesfaye og Sam Levinson, klamrede de sig selvglade til at forklare betydningen af ordet »provokerende«.
Det var meget tydeligt, at de mentalt befandt sig i et andet luftlag af cinefilt pikspilleri, hvor instruktøren Robert Altmans løse fortællestil blev refereret igen og igen. I mit hoved lod den dominerende stil til at være mere altmuligmand end Altman.
Med en mediehetz på den ene side og Tesfaye og Levinson som selvudnævnte auteurs på den anden var det næsten for nemt at kritisere ‘The Idol’. En bevidst usympatisk serie om en gigastjernes svære lod og febrilske håndtering af sit livs tomhed. Der på den måde også konstant leger med, hvad det vil sige at underkaste sig, og hvorfor man gør det.
Hvor gerne serien vil have, man røvrender den, er nærmest bygget ind i billedsproget med cirka tusind røvskud af Lily-Rose Depps Jocelyn, der knap kan tage to skridt uden at falde forlæns i doggy-position. Med en models stivhed bevæger hun sig som Barbie-versionen af en drikkefugl.
Der er for meget røv i ‘The Idol’. Der er for mange scener, hvor Lily Rose-Depp lystigt lader sig gennemkneppe af The Weeknd på uforståelig vis.
Sam Levinson har alle dage dyrket en hyperseksualiserende æstetik – men i ‘The Idol’ er han faldet Obelix ned i en gryde af porno-gaze.
Men det, jeg ikke så til at starte med, er, at Depp er med på joken og vokser med opgaven. Hvis hun spiller dårligt med vilje, er det en imponerende præstation. Og hun har sine gribende øjeblikke. Som da Jocelyn på blødende fødder kalder på sin døde mor midt i et helvede af en musikvideooptagelse. Der kan man mærke idol-idéen.
På den måde gemmer der sig også et underholdende, fragmenteret og satirisk portræt af celebrity-eliten bag seriens vulgære elementer, der har fået det rammende tilnavn »nipple-core fantasy«.
Guddommelig poppet Manson-klan
Til at starte med handler ‘The Idol’ om den sorgramte popstjerne Jocelyns forsøg på at gøre comeback efter et offentligt sammenbrud, der har nødsaget hende til at aflyse sin turné.
I mellemtiden får den ækle klubejer Tedros Tedros kløerne i hendes stjerne, hvorefter han flytter ind i hendes gigantiske hus og med seksuelt ladet kyseflænseri genopliver hendes musikalske kreativitet.
Langt hen ad vejen virker det, som om det er ham, der er tyranen. Men så småt tipper magtforholdet den anden vej.
Mens deres dynamik er lidt forudsigelig, er den ekstremt talentfulde gruppe af uslebne popjuveler, Tedros har opdyrket og hiver med sig ind i Jocelyns villa, langt mere spændende.
Det føles måske som en forstilt Manson-parafrase til at starte med, men det er også betagende, fordi de bliver spillet af musikalske stortalenter som den guddommelige sanger Moses Sumney og Suzanna Son, der repriser sin Lolita-rolle fra ‘Red Rocket’.
Generelt har de fleste i ‘The Idol’-castet en popkulturel kompleksitet, der er svær at finde hoved og hale i. Men ikke desto mindre ophober præstationerne sig alligevel til en ret tætpakket satire. ‘Shiva Baby’-stjernefrøet Rachel Sennot spiller Jocelyns BFF-assistent, der med vejgreb som en nyfødt kalv kæmper for at udmanøvrere Tedros på humoristisk vis.
I Jocelyns managerhold finder man kultnavne som splatter-instruktør Eli Roth, Jane Adams fra ækelmesterværket ‘Happiness’ og Hank Azaria.
Den største stjerne er dog Da’vine Joy Randolph (‘High Fidelity’, ‘Only Murders in the Building’), hvis bullshit-fri attitude og bjergtagende outfits er et af seriens dybeste åndehuller.
Det lykkes ikke altid, men når de klinger bedst, udgør de næsten et spydigt græsk kor, der kommenterer begivenhedernes gang. Og det er synd, hvis ingen kan høre det gennem The Weeknds larmende præstation.
Selvom ‘The Idol’ ikke blev det gennemførte kunstværk, serien selv syntes, den var, endte den alligevel som et seværdigt portræt af den piedestal, vi sætter plastiktilværelsen som popstjerne op på.
Det bliver næppe til en sæson to, men jeg tør godt spå etteren en udødelig fremtid som kultserie i ordets reneste forstand. Moralsk forkastelig, uransagelig og alligevel ret fascinerende.
‘The Idol’ kan ses på HBO Max.