’Serietecknaren’: Svensk kultkomedie er som ’Klovn’ uden grænser
»Rape the newborn baby«.
Sætningen runger over et calypsobeat i mit hoved, da jeg forlader biografen, og hjemsøger mig resten af dagen.
Den er omkvæd i en sang, der flere gange dukker op i Simon Gärdenfors’ fiktionsbiografiske ’Serietecknaren’. En grovkornet komedie ulig noget, jeg før har oplevet i et biografsæde, overfyldt med sort humor om overgreb, voldtægt, racisme og misbrug.
Den svenske tegneserieskaber, rapper, komiker, tv- og radiovært, som har et trofast fanfølge i hjemlandet, hvor han er en populær, grænsesøgende entertainer, spiller i ’Serietecknaren’ hovedrollen som en fiktionaliseret udgave af sig selv.
Denne Simon drømmer om at udskifte livet som tegneserieskaber med et som standupkomiker. Han udgiver førnævnte børnevoldtægtssang og rammes først af en shitstorm, men så opstår en modreaktion: Boomerne kommer ham til undsætningen, og han bliver en succes. Men da standupkarrieren skal blomstre, rammer corona, og alt aflyses.
Alt frem til dette tidspunkt, hvor filmen overgår til sin anden akt, har været et halvfladt sammensurium af den drønirriterende, udtryksløse Gärdenfors, der smågnæggende sammenligner alt og alle med Hitler og voldtægter, imens han spiller videospil, spiser cocopops og sidder på et gyngestativ.
Det er barnligt og drenget, og selvfølgelig er det pointen og essensen af karakteren, men man griner bare hverken med eller af ham, fordi humoren er for langt over grænsen og konteksten for fraværende for en uindviet.
Den bedste måde at forklare en dansker, hvad ’Serietecknaren’ er for en størrelse, er nok at sammenligne med ’Klovn’, hvor ultracringe, maveknugende humor, som får en til at ønske, at to hænder var nok til at dække for både øjne og ører, også er styrende. Gärdenfors går bare mindre plotdrevet og mere punchline-drevet til værks og et stykke længere over grænsen, og det bliver symptomatisk, at netop komik, og ikke film, er hans hjemmebane.
Netop derfor kræver ’Serietecknaren’ endnu mere, at man kender og holder af karaktererne og deres mildest talt syge humor, for hvor ’Klovn’ og galionsfiguren Frank ’bare’ er pinlig, smålig og dum, er meget af humoren i ’Serietecknaren’ mere alvorligt ubehagelig og unødvendig.
Filmen er udelukkende finansieret via crowdfundingplatformen Kickstarter, og det er et vidnesbyrd om den tilslutning, Gärdenfors og hans samarbejdspartnere har i Sverige. Det samme er de mange udsolgte forestillinger og den omgående kultstatus, som filmen har opnået, men det er svært at se, hvordan et dansk publikum skal gribe Gärdenfors og hans humor.
Da corona koster ham den ellers lovende standupkarriere, eller i hvert fald sætter den på pause, vender Gärdenfors igen blikket mod tegneserierne. Han kommer frem til, at han vil skabe en graphic novel om den mytiske 80’er- og 90’er-redaktør DC-Bengan, som særligt er kendt for at misbruge tegneserieglade teenagedrenge.
Og her tager både filmens humor og form en drejning, som er meget klædelig.
Den insisterende prædiken om, at folk skal »kunne tage en joke«, også om misbrug, voldtægt og minoriteter, træder nemlig i baggrunden. I stedet overtager en mere plot- og karakterdrevet form for satire, da Gärdenfors begiver sig ud på jagten efter sandheden om DC-Bengan. Han er pludselig på en mission, og det virker til at sætte både humoren og Gärdenfors lidt fri.
For at finde frem til sandheden må han genforenes med ungdomsvennen Iggy, som han efterlod, dengang han blev tilbudt sin første forlagskontrakt – og over lange dåseøl gør han op med sin fortid og den egoistiske lorteven, han har været. Siden må han tilmed ud i et kup på det svenske tegneseriearkiv, fordi kun et helt bestemt gammelt blad kan skaffe ham adgang til historien om DC-Bengan.
De små scener skabt omkring jagten på DC-Bengan-historien skaber både refleksion og tiltrængt dybde i Gärdenfors’ karakter, men gør også, at man investerer sig i filmen, selv hvis man for længst er stået af på den grænseløse humor.
Det er også her, at man allerbedst ser, hvor flot en film ’Serietecknaren’ faktisk er, særligt i betragtning af at budgettet var på mikroskopiske 500.000 svenske kroner (omkring 330.000 danske). De små scener får flot liv i smågrynede, farverige billeder, ligesom Stockholms gader enkelte gange får et nærmest romantisk udtryk.
Man har fået det maksimale ud af hver en krone, og det er beviset på, at Simon Gärdenfors helt bestemt kan lave spillefilm. Kan han fremover tilpasse humoren bedre til filmformatet, virker det ikke usandsynligt, at han kan skabe en grænsesøgende komediesucces a la ’Klovn – The Movie’.
Kort sagt:
’Serietecknaren’ er en særlig komedie styret af grov, grænseløs humor, der ikke er bange for at gøre grin med hverken voldtægtsofre, børnemisbrug eller minoriteter. Det er svært at investere sig i, hvis man ikke kender universet, men det hjælper på sagen, da plottet og karaktererne får plads til at udfolde sig undervejs.