’Hood’: Dansk startup-thriller kan ikke klare sig på vision og vilje alene
Ingen penge. For mange penge. I Lina Csillags instruktørdebut ’Hood’ er begge dele sjovt nok et problem.
Ved første øjekast virker alt ellers velsmurt og gnidningsfrit, når vi følger den ambitiøse bank-startup anført af den højhælede CEO Clara (Lee Levi), der står på tærsklen til et lukrativt exit.
Faktisk ligner det hele en moderne iværksætterdrøm. Altså lige indtil Claras trofaste kompagnon og COO, Saman (Ali Sivandi), grundet noget bøvl med tillid og kontrakter afskediges af højere Djøf-guder.
Det ryster ikke bare deres relation, men sender også firmaets resterende medstiftere – spillet af Ane Stensgaard Juul, Josefine Lindegaard og Marco Ilsø – ud i et klassisk dilemma: love loyalty or money?
Dette spørgsmål driver filmen og dens barske portræt af finansverdenen og vejen mod kapital. Men penge er ikke kun spændingsdramaets tematiske omdrejningspunkt.
’Hood’ er nemlig lavet på et yderst stramt budget, og det mærkes tydeligt – for som hovedkarakteren selv pointerer: god økonomi er the key. I al fald i denne kontekst.
Med flere midler til rådighed kunne man eksempelvis have taget et par retakes af de scener, hvor skuespillet og autenticiteten halter. Man kunne ligeledes have tilført lidt tiltrængt scenografisk spræl og variation, så vi ikke udelukkende bevægede os rundt på et anonymt open office med dobbeltskærme og uinspirerede troldtektplader.
Trods den monotone location lykkes det dog skaberkræfterne at levere fine sekvenser og flekse æstetisk engagement, når de – akkompagneret af et fremragende, ulmende score – kaster sig ud i leg med kameravinkler og til tider indbydende visualitet. Det er elementer, der (med lidt omstrukturering og finpudsning) kunne have båret en skarp og sikkert herregod kortfilm.
For fortællerlysten og visionen er der. Det er den medrivende fremdrift bare ikke altid. ’Hood’ bliver simpelthen for lang og kedelig i længden – og det på trods af, at Rasmus Bjerg brækker sig i en hånd, og at Hans Pilgaard tumler lidt rundt på en hoppeborg.
Nej, rollelisten består ikke kun af de yngre talenter, men også af flere garvede danske skuespillere – og det er i scenerne med dem, at filmen glimtvist løfter sig. Især når Lotte Andersen som vindrikkende bestyrelsesmedlem på lige dele elegant og brutal vis gennemskuer Clara og blotlægger hendes svagheder.
For svagheder har den iskolde CEO (aka den klassiske fierce/farlige boss lady) skam rigeligt af. De skjules bare bag markante blazers og motivational quotes. Primært dem, hun egenhændigt opfinder og reciterer med prætentiøs selvsikkerhed.
Ah ja, i denne kontorverden flyder rendyrket hovmod lige så frit som beskidte tricks og nye smagsvarianter af Red Bull – og corporate lingo.
Man behøver dog ikke nødvendigvis at kunne tale flydende CBS’sk for at følge med. Uanset jargon og jakkesæt er det nemlig ikke en lektion i PowerPoint og post-its, men snarere i magt og overlevelse i et nådesløst system.
For ’Hood’ er ikke hyggelig investorunderholdning a la ’Løvens hule’, men en rå fortælling om iværksættermiljøets gråzoner, hvor ildsjæle risikerer at brænde broer – eller svide deres modstandere.
Og efter næsten to timer i biografsædet står ét klart: Hverken startups eller (debut)film kan klare sig på vision og vilje alene.
Kort sagt:
’Hood’ har fortællerlyst, vision og enkelte æstetiske højdepunkter, men filmen bliver aldrig rigtigt en kunstnerisk money maker.