’Natasja for altid’: Natasja har fået en levende, sjov og følsom TV 2-dokumentar
Efter vi de seneste par år har fået både en ny bog og sågar en musical om Natasjas udødelige musik og alt for korte liv, er det bestemt på tide, at den afdøde hiphop- og reggaestjerne nu får sin egen gennemarbejdede dokumentarserie.
Instruktør Maya Albana, som tidligere har rettet sit kamera mod blandt andre Jeannette Ehlers, Annisette Koppel og Josephine Skriver, har påtaget sig opgaven om at portrættere Natasja Saad med stor grundighed, overskud og empati.
Gennem sine tre afsnit klipper ’Natasja for altid’ ubesværet mellem en masse medvirkende talking heads, arkivmateriale og dramatiske rekonstruktioner med skuespillere. Vi kommer også på en rejse til Jamaica, hvor Natasja som bekendt mistede livet i en bilulykke i 2007 i en alder af kun 32.
Med i bilen dengang var også hendes bedste ven og mangeårige musikalske partner Karen Mukupa, som helt selvfølgeligt har en tilsvarende stor rolle i den nye serie – i en sådan grad, at hun reelt set agerer en slags hovedperson.
Karen fortæller levende, følelsesfuldt om hendes og Natasjas teenageliv, deres første oplevelser på den københavnske reggaescene, arbejdet mod det store gennembrud og til sidst den forfærdelige ulykke, som ramte, lige da Natasjas musik var begyndt at hitte både i Danmark og Jamaica.
En fast følgesvend er sorgen. For ’Natasja for altid’ handler i høj grad om at leve videre efter et ufatteligt stort tab.
Karen fortæller med generøs sårbarhed om sin skyldfølelse, der vender tilbage, hver gang det går hende godt. »Det er hende, der skulle have været her«, siger hun selvudslettende om sjælevennen, som i de unge år altid var den af de to med det mest lysende talent. Karen risikerer selv at drive i baggrunden, når hun fortsat agerer utrættelig Natasja-ambassadør, men hun viser også undervejs i serien en stor emotionel styrke.
To andre berigende fortællere er Natasjas ligeledes sorgramte mor, Kirstine, og den faste producermakker Pharfar, der var bag pulten på mange af hendes dansksprogede sange.
Kirstine beretter behersket om den svære rolle som mor for en helt uregerlig, hyppigt pjækkende og hashrygende teenager. Pharfar kommer med sjove anekdoter fra de mange studiesessioner med Natasja, som ikke altid var lige produktive.
Egentlig genfortæller de medvirkende deres førstehåndsberetninger så levende, at man sagtens kunne have undværet de tilbagevendende rekonstruktioner med skuespillere, der undervejs gestalter både Natasja, familiemedlemmer og venner.
Det gør desværre ikke noget godt for indlevelsen, når Pharfars anekdoter om musiksamarbejdet afløses af iscenesatte fiktionsscener med Malaika Berenth Mosendane som en syngende Natasja i vokalboksen.
Jeg forstår heller ikke behovet for at vise en grædende skuespiller, Signe Thielsen, som fortidens Karen Mukupa, når vi samtidig har nutidens virkelige Karen Mukupa, der giver så meget af sig selv.
Heldigvis vejer de andre, mere vellykkede elementer tungere i den samlede oplevelse, hvor man kommer godt rundt om mennesket Natasja set gennem hendes nærmeste. De tegner lykkeligvis ikke et glansbillede, for nok var hovedpersonen en talentfuld kunstner med en særlig stemme og en loyal ven, men hun var også et til tider ufornuftigt rodehoved, der røg for mange joints.
Fortid og nutid, personportræt og sorgbearbejdelse samles fornemt i det velorkestrerede og rørende finaleafsnit, der fungerer som en stor terapeutisk afrunding for de medvirkende, selvom de selvfølgelig aldrig vil slippe sorgen helt.
Her er det umuligt ikke en sidste gang at fælde tårer synkront med Karen, når hun i en central scene over for Kirstine omsider kan smide noget af sin tyngende skyldfølelse.
Det fortjener hun virkelig.
Kort sagt:
Vi kunne godt have undværet de dramatiske rekonstruktioner, men ellers er ’Natasja for altid’ en grundig, levende, sjov og følsom dokumentar om det afdøde musikikon – og den store sorg, hendes nærmeste stadig bærer rundt på 18 år senere.