’Oh, Canada’: Hollywood-mester spejler sig i Richard Gere og Jacob Elordi i ambitiøs erindringsfilm
Det er meget passende, at ’Oh, Canada’ handler om en filminstruktør, der i slutningen af livet genkalder sig sin fortid.
For i det nye erindringsdrama, der dystede om Guldpalmen på sidste års Cannes-festival, trækker den 79-årige Hollywood-veteran Paul Schrader også flere tråde tilbage til sin egen karrieres hovedværker.
Da hovedpersonen flygter fra USA, tilsyneladende for at undgå værnepligt i Vietnamkrigen, kommer man selvfølgelig til at tænke på Schraders gennembrud som manuskriptforfatter med Martin Scorseses ’Taxi Driver’, hvor antihelten Travis Bickle som bekendt er traumatiseret af selvsamme krig.
Fordi fortællingen kredser om en samvittighedsplaget og syg mand, der bekender sine synder, ligger ’Oh, Canada’ samtidig i forlængelse af Schraders seneste tre film, den tematisk forankrede Man in a Room-trilogi bestående af ’First Reformed’, ’The Card Counter’ og ’Master Gardener’.
Mest åbenlyst genforenes Schrader desuden med Richard Gere, som han instruerede i 80’er-klassikeren ’American Gigolo’.
I ’Oh, Canada’, der i øvrigt er Schraders anden filmatisering af en Russell Banks-roman efter ’Affliction’, spiller Gere den anerkendte dokumentarist og universitetsprofessor Leonard Fife, som er tyndhåret og svækket på grund af en kræftsygdom.
Han bevæger sig imidlertid ud af sygesengen for at stille op til et interview, filmet og forestået af to tidligere elever (Michael Imperioli og Victoria Hill). Modsat forventningerne hos alle på settet, herunder hustruen Emma (Uma Thurman), kommer Fife ikke med en mytologiserede heltefortælling om sit eget liv. Han fremstiller i stedet sig selv som en kujon og en hykler, der ikke er nær så hæderlig og visionær, som yngre tilhængere gør ham til.
Bag Fife aner man ligeledes helbredsplagede Schraders eget tvetydige image på arthouse-scenen, hvor (yngre) cineaster i slutningen af 2010’erne på ny fik øjnene op for ham med det sene mesterværk ’First Reformed’. Den bramfri filmskaber, som er særdeles aktiv på Facebook, har siden befundet sig et spøjst sted mellem progressiv, antiautoritær, kristen-konservativ, klimabevidst og anti-woke.
Schrader udfolder hovedpersonens livshistorie gennem flashback-scener i flere lag. Nogle steder hjælpes vi på vej af Geres fortællerstemme over de umanerligt flotte billeder, der løbende skifter mellem klare farver og stilede gråtoner.
Ingen ringere end Jacob Elordi gestalter den unge Fife, der forsøger sig som talentløs forfatter og har romancer kørende med flere forskellige kvinder, inden han pludseligt og hensynsløst tager flugten til Canada for en ny start.
Ligesom hovedpersonen er flashback-strukturen langt fra forudsigelig. Tidligt slutter Fifes voksne søn, som vi endnu ikke har mødt, sig for eksempel til filmen som en sporadisk tilbagevendende fortæller, der ved mere end hovedpersonen. Et andet sted træder Gere pludselig ind i et flashback for at spille Elordis scene færdig.
Det er en smule uoverskueligt, men også spændende at følge, hvilke nye afkroge af sin fortid selvudleverende Fife tager os med til.
Ikke bare filmens publikum, men også de lyttende karakterer er forvirrede – og til tider også direkte uenige med Fifes fortælling. Særligt Emma protesterer undervejs over, at interviewet ikke stoppes, idet ægtemanden ifølge hende blander minder sammen og opdigter helt usande ting.
Alle ender mødes ikke i det ambitiøst fragmenterede forløb, hvor særligt en overraskende sexscene mod slut føles malplaceret og flagrende. Man får ellers fornemmelsen af, at et nyt hovedværk godt kunne gemme sig i miksturen af afbrudte handlingstråde, men at Schrader i sidste ende ikke helt formår at forløse potentialet.
Til gengæld afspejler filmoplevelsen effektfuldt den subjektive fortællers skrantende sindstilstand. ’Oh, Canada’ giver følelsen af at bevidne en strøm af halvtågede minder, der løber gennem en gammel, småforvirret mands hoved, mens han forsøger at konfrontere de sandheder, han altid har løbet fra. Hans sidste forsøg på at gribe fat om livet, inden det ebber ud.
Det er også en bedrift.
På sin vis kommer Schrader dermed i mål med det selvrefleksive, fiktive mindekatalog, der havde været ganske fin at slutte karrieren på, hvis ikke den produktive filmskaber allerede var i gang med sine næste projekter.
Kort sagt:
79-årige Paul Schrader trækker tråde tilbage til sin egen lange karriere i den rodede, men alligevel spændende erindringsfilm ’Oh, Canada’, hvor en aldrende dokumentarist ødelægger sin egen heltefortælling.