‘PETs livvagter’: Heldigvis for Danmarks vigtigste VIPs, er det ret kedeligt at følge deres livvagter
Når en livvagts arbejdsdag er begivenhedsløs, er alle glade. Det bedste der kan ske, er jo, at ingen liv er i fare.
Men når man, som i DR-serien ’PETs Livvagter’, skal underholdes og fascineres, bliver det altså lidt kedeligt.
I introen slås det eller stort op: for første gang får vi indblik i livvagternes arbejde med at beskytte kongehuset, politikere og andre prominente ’VIPs’ imod terrorister, krigsherrer og fanatikere i forskellige former.
Tilmed understreges det, at vi befinder os i en tid »hvor behovet for livvagter er større end nogensinde«.
Serien dyrker den maskuline mystik, som efterretningstjenester altid udstråler. Interviewpersonerne er placeret i en mørk parkeringskælder, og kun deres matchende termojakker er strammere end deres følelsesforladte mimik. Det er tydeligt, at her får vi allernådigst et indblik i den absolutte elite.
Vi befinder os på bedste superagent-manér i en verden under radaren. Det virker overdrevent hemmelighedsfuldt, fordi tilbageholdenheden bliver en facade, der bremser etableringen reelle, menneskelige portrætter.
Det er machomænd med seriøse udtryk og en enorm tro på egne evner. Altid kampklare og på vagt. Men hvad det gør ved et menneske at leve sådan et liv, gør de os ikke meget klogere på. At der for det meste ikke sker ulykker eller angreb, hvilket er godt, skaber oven i hatten en noget flad fornemmelse i sofaen.
Vi er med til kæmpeopgaven Royal Run, hvor kongen løber omringet af livvagter med smarte Salomon-løberygsække (gemmer de pistolen deri?), og det bliver banket ind i hovedet på os, at her kan alt ske.
Men der sker selvfølgelig ikke en skid. Imens vi hører om potentielle angreb fra »psykisk syge«, er vikingekostumer og nissehuer det mest opsigtsvækkende, der møder topagenterne.
Siden kommer vi endda med på skitur, for også på pisterne skal livvagterne være til rådighed. Kongehuset elsker skiløb, så det kræver både lavineekspertise og eliteskiløbere. En ting er, at det virker voldsomt, at den slags er nødvendigt, en anden er, at det desværre er nogenlunde lige så kedeligt som at følge enhver anden gruppe gear-nørdende mandemænd på skitur.
Kun én livvagt formår at vise ægte menneskelighed og refleksion, og det gør ubetinget Marc til stjernen i ’PETs Livvagter’.
Vi møder ham i Ukraine, hvor han skal beskytte en gruppe politikere, som befinder sig et sted på verdenskortet, hvor det er et spørgsmål om hvornår, og ikke hvorvidt, der falder bomber.
Udover en dyb ro og et kærligt smil, viser Marcs veltrænede, fuldskæggede ydre sig nemlig at gemme på en velreflekteret mand, der hver dag står ansigt til ansigt med sværere spørgsmål, end de fleste af os nogensinde møder.
Hvorfor sætter jeg livet på spil for mennesker, jeg ikke kender, og hvad er det jeg opgiver, når jeg efterlader mine børn derhjemme, med fare for aldrig at se dem igen?
Da han fortæller om at skrive afskedsbrev til familien, mærkes en dyb respekt for både mennesket og supermanden, men i stedet for at blive hvor facaden krakelerer en smule, skal vi på skolebænken.
’PETs livvagter’ bruger nemlig meget tid sammen med folk, der slet ikke er livvagter, nemlig de helt almindelige politibetjente, der er til optagelsesprøve til livvagts-grundkurset.
Det bliver meget ligesom i jægersoldat-formatet ’Korpset’. Fint, at vi skal forstå hvor hårdføre livvagterne er, men vi er altså kommet for at se dem in action, ikke som sure drømmeknusere.
Sat på spidsen er det som at blive lovet en landsholdsfilm, men komme med på fodboldskole.
Men når nu vi er der, stiller livvagtsprøverne et kæmpestort spørgsmål – findes der livvagter, der ikke er hvide mænd? Svaret må være nej, og mangfoldighedsspørgsmålet affejes let med en forklaring om, at der er gjort meget for at få kvinder ind i styrken, men at de fysiske krav jo er de samme for alle. Bare ærgerligt.
At en udfordring af den fortælling ikke bliver en grundpræmis, og at man ikke mere insisterende spørger, om andre kvaliteter end fysisk råstyrke ikke kan være mere afgørende for at redde VIP-liv, er en kæmpe forbier. Ikke mindst i lyset af mantraet om, at »personligheden er det vigtigste«.
’PETs Livvagter’ har selvsagt en tiltrækningskraft, fordi vi får indblik i en ellers skjult verden, men desværre er det kun med Marc som hovedperson, at den hemmelige agent bliver et helt menneske frem for en mørklagt mandeskikkelse.
Kort sagt:
Dokumentarserien ’PETs Livvagter’ bruger for meget tid på optagelsesprøver og for lidt på hemmelige missioner. Og så lider den af, at kun én karakter faktisk tør åbne op og lade os mærke, hvad der gemmer sig under det toptrænede, maskuline ydre, som livvagterne med stædig stolthed bærer gennem hver en scene.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.