’Swiped’: Man krummer tæer over de ulidelige tech-bros i filmen om Tinders kvindelige medstifter
FILM. Åh, Tinder. Appen, der siden 2012 har gjort onlinedating lækkert, og som har sendt potentielle knald og kærester direkte i bukselommen. En digital drøm, men sommetider også lidt af et (ghosting- og/eller udnyttelses)mareridt.
Og frustrerende fuckbois findes ikke kun i indbakken, men åbenbart også bag tech-paradisets kulisse. I hvert fald hvis man spørger Whitney Wolfe, Tinders eneste kvindelige medstifter, der efter en god omgang intern ballade forlod datingappen og skabte sit eget modsvar: den feministisk funderede Bumble.
Baseret på virkelige hændelser skildrer Rachel Lee Goldenbergs nye film ’Swiped’ hendes rejse fra spirende entreprenør til verdens yngste selfmade kvindelige milliardær med girlpower-energi.
Sej titel, ja – og en, hun har måttet kæmpe sig til i et tempo så højt, at filmen selv føles hektisk. Faktisk er dialogen så rap og stressende, at man bliver helt forpustet – især i scenerne, hvor Wolfe (Lily James) forsøger at pitche etisk korrekt teknologi til en halvimponeret Sean Rad (Ben Schnetzer).
Men Moder Teresa-drømme sælger ikke. Det gør digitale forhåbninger om sex derimod. Så hun hopper i stedet om bord på hans nyopstartede Tinder-tog. Eller … hun styrer det. For det er hende, der løber rundt for at få collegestuderende og andet hudsultent godtfolk til at downloade appen og skaffe en million brugere – hvilket åbenbart er startup’sk for succes.
Men det er også kedeligt. De indledende scener om firma- og kundeudvikling er ironisk nok uinspirerede. Heldigvis er dette ikke blot en driftig iværksætters origin story eller en fortælling om en (bolle)app. Dramaet er først og fremmest en film om usunde, mandsdominerede arbejdsmiljøer.
Med thrillerlignende elementer overværer vi hovedkarakteren blive udsat for chauvinistisk opførsel, slutshaming, digital chikane og anden frastødelig behandling – blandt andet fra hendes dummemandskæreste, Justin (Jackson White).
Hvad kunne man da også forvente af en gaslighter, der holder på sit vinglas, som var det en tudkop?
Han er et manchild med et skrøbeligt ego, og jeg er ret sikker på, at alle Sabrina Carpenter-sange handler om ham.
Ham og de fleste mænd i ’Swiped’, that is. For de er stort set alle ulidelige, og man krummer tæer, når bro-kultur med bordtennis-møder og pattebarnsagtig frathouse-stemning inficerer Tinder-bygningen.
Ja, meget af portrættet af det sexistiske storrumskontor er on point, men filmen er faktisk bedst, når den glimtvis stiller skarpt på den subtile misogyni – og viser, hvordan den kan opretholdes af selv en erklæret ligestillende helt(inde).
Et særligt interessant take er kvindernes interne og internaliserede tvekamp, skarpt fortalt gennem den loyale medarbejder Tisha (Myha’la), der stiller spørgsmål ved Whitneys egen kvindeundertrykkende ledelsesstil.
For hvad gør man, når man som den eneste dame bliver inviteret ind i drengeklubben? Og når man som østrogenbærer, skal sætte sig i en ellers klassisk maskulin position?
Det er gennemgående spørgsmål, der foldes yderligere ud, da den stålsindige hovedkarakter flygter fra douchebags og dick pics (don’t we all?) for at kaste nødhjælp efter den ensporede datingverden.
Det gør selvfølgelig noget ved dette tech-epos, at Bumble aldrig blev helt så populær som Tinder, hvorfor den frigørende sejr ikke føles så sejrende. Og det hjælper heller ikke, at filmen pludselig hiver en rig russer i badekåbe og en MeToo-sag ind i fortællingen, som kulminerer i en noget mærkværdig læresætning a la: Kvinder kan sagtens være CEO’s – så længe mænd ejer dem.
Men det er desværre nok et budskab, der er lige så kikset, som det er virkeligt.
Og selvom ’Swiped’ understreger, at den har taget sig kunstneriske friheder, så føles den netop som en meget retvisende, om end ujævn historie om sande problematikker.
Kort sagt:
Film om Tinder-land nailer portrættet af en misogyn arbejds- og datingkultur, men er både for hektisk og for kedelig til, at man bliver ægte hooked.