’A Child of My Own’: Hun fakede sin graviditet, og hvad kunne gå galt? Alt!
CPH:DOX. Den dobbelt Oscar-nominerede filmskaber Maite Alberdi har et skarpt øje for gode historier.
Hun modtog sin første Oscar-nominering for hybridfilmen ’The Mole Agent’, hvor en ældre mand infiltrerer et plejehjem for at afdække forsømmelse af beboerne. Og hun ramte direkte i hjertekulen med den ligeledes Oscar-nominerede Alzheimersdokumentar ’The Eternal Memory’.
Nu er hun igen aktuel med en hybridfilm, der er dømt til at vække opsigt. ’A Child of My Own’ fortæller den utrolige historie om mexicanske Eleonor Alejandra Marín Mendoza, der i 2008 fakede sin graviditet og blev fanget i sit spind af løgne, som førte til en stor medieskandale, da sandheden kom for dagen efter skæbnesvangre ni måneder.
Filmen fortælles i to spor: I stiliserede rekonstruktioner ser vi skuespilleren Ana Celeste spille rollen som den unge Eleonor med kaldenavnet Ale. Og på lydsporet hører vi den virkelige Ale udlægge sin rutsjebanetur af en historie, som var det en thriller.
I filmens åbning overlapper de to virkelighedsplaner: Vi ser Alberdi caste sine hovedrolleskuespillere, der skal påtage sig rollerne som Ale og hendes mand Arturo, mens arkivbilleder fra det virkelige pars bryllup smelter sammen med rekonstruktioner.
Ales store ønske er at blive mor og give Arturo den søn, han, svigermoren og samfundet generelt forventer af hende. Men efter to ufrivillige aborter er den indledende lykke forvandlet til angst. Ale bliver mistænkeliggjort og bebrejdet af sin familie for ikke at kunne leve op til sin rolle som kvinde. Så da hun mister et barn for tredje gang, vælger hun at iscenesætte en graviditet for at undgå yderligere stigma.
Hun tager på i vægt, så alle tror, hun stadig er gravid. Og som ved et skæbnetilfælde møder hun en ung enlig mor, der er gravid for anden gang, men ikke føler, at hun kan opfostre endnu et barn alene – også plaget af samfundets dømmende blikke.
De indgår en aftale om, at Ale kan overtage barnet efter fødslen. Hvad kunne dog gå galt? Alt!
Resten af forløbet skal ikke afsløres her, for Alberdi er generelt tilbageholdende med informationerne i sagen, så hvert twist får maksimal følelsesmæssig vægt.
Det er på grænsen til at være manipulerende, for efterhånden bliver det klart, at hovedkarakteren langt fra er en pålidelig fortæller, og at hun har alvorlige skeletter i skabet, der rejser spørgsmål ved etikken i at dedikere en film til hendes perspektiv for først til allersidst at udfordre det (en lille smule).
Alberdis ærinde er i stedet at kritisere det undertrykkende kvindesyn, der drev Ale til ekstremer, og det lykkes filmen med langt hen ad vejen. I hvert fald indtil den mod slutningen vender Ales offerrolle på hovedet og tvinger én til selv at tage stilling til, hvor ansvaret skal placeres.
Filmens pangfarvede æstetik og den lovlig velsmurte dramatiske kurve vil utvivlsomt forarge, når historien tager en mørk drejning. Men der er en dobbelttydighed i Alberdis leg med rekonstruktioner og de slibrige genrekonventioner, som man netop associerer med underlødige true crime-fortællinger på Netflix, der synes at rumme en kritik eller udstilling af netop de greb, den selv arbejder med.
På den måde bliver ’A Child of My Own’ også en fortælling om, hvordan traumer omsættes til underholdning af den indholdshungrende filmindustri – et maskineri, som filmen samtidig bidrager til.
Moralsk er vi på gyngende grund, men det synes netop at være pointen. Her er det op til tilskueren at fælde dom, og selvom balancegangen mellem rekonstruktioner og dokumentar langt fra er lydefri, bliver den afledte ambivalens en selvstændig pointe.
Den medrivende historie gør det umuligt at kigge væk.
Kort sagt:
Netflix-dokumentar fortæller den utrolige historie om kvinden, der fakede sin graviditet og blev genstand for en medieskandale.