’Romería – min sommer i Galicien’: Hun trækker på sin egen families tragedier, men denne gang skuffer hun
FILM. Carla Simón har det seneste årti opnået et internationalt gennembrud som en af Spaniens store nye filmstemmer. Hele vejen igennem har den i dag 39-årige instruktør inddraget sin egen livshistorie.
I den fremragende debutfilm ’Sommeren 1993’ om en seksårig pige, der mister begge sine forældre, behandlede Simon sin egen opvækst og sorg på rørende vis. Og til opfølgeren ’Alcarràs’ (’Ferskenlunden i Catalonien’) lod hun sig inspirere af sin mors families ferskenlandbrug i den titulære by.
Med sin tredje film, ’Romería – min sommer i Galicien’, fortsætter hun af det autofiktive spor ved ligeledes at dykke ned i sit ophav. Fortællingen tager udgangspunkt i hendes egne forsøg på at forstå sine forældres tidlige død – en tabuiseret tragedie, som dele af Simons egen familie nødigt ville dele med hende.
Den adfærd oplever også den unge hovedperson Marina, spillet af debutanten Llúcia Garcia, i sit møde med de biologiske, men fjerne familiemedlemmer, som hun opsøger for at få styr på sin dåbsattest.
De fleste i den nordvestlige spanske region Galicien er venlige på overfladen, men Marina bemærker alligevel en uudtalt modstand. Onkler og tanter hvisketisker og småskændes i krogene, når de tror, hun ikke hører det. Hun opdager også hurtigt, at de forskellige personers anekdoter om de afdøde forældre ikke stemmer overens.
Undervejs får vi imidlertid et direkte indblik i den afdøde mors tidlige voksenliv og de kommende forældres forhold i en række sekvenser, hvor 80’er-fortiden og hovedpersonens 00’er-nutid taler sammen. På lydsiden hører vi morens dagbogsnotater, mens vi ser smukke, håndholdte optagelser af lokalmiljøet, som Marina har fanget gennem sit eget videokamera.
Faktisk er dagbogsbidderne en omskrivning af Simons egen mors virkelige breve, har instruktøren fortalt. Det er et godt eksempel på fascinationskraften i at undersøge, hvordan hendes personlige historie spejler sig i ’Romería’.
Desværre afholder et grundlæggende problem filmen fra også at udmærke sig som fiktionsdrama. For i sit selvrefleksive projekt har Simon forsømt noget essentielt: at forme en interessant hovedperson.
Som fortællingens anker vejer Marina desværre ikke tungt nok. Vi ved påfaldende lidt om det liv, hun har levet, og den nye familie, hun rent faktisk har kontakt med. Derfor er det svært for publikum at mærke, hvad mødet med de mange nye bekendtskaber rent faktisk betyder for den høflige gæst. Den emotionelle kraft, som Simons to tidligere film besad, udebliver.
Efter en halvtung første time, hvor den løst skitserede Marina møder den ene karakter efter den anden uden at komme frem til meget, begynder filmens puls heldigvis at stige lidt. For Marina bliver mere og mere træt af familiens udenomssnak, og dermed opfører hun sig også tiltagende oprørsk.
’Romaría’ tager også en overraskende dristig drejning mod slutningen. I en surrealistisk afstikker træder Marina ind i en regulær drømmevision, som sprænger rammerne for både denne og Simons tidligere spillefilms hidtidige realismestil.
Det forfriskende eksperiment rammer publikum så sent, at det ikke for alvor når at løfte resten af oplevelsen. Men lysten til at gå nye veje lover godt for Carla Simóns fremtidige færd.
For efter dette skuffende tredje indslag i rækken af semiselvbiografiske familiedramaer må hun gerne overraske os endnu mere næste gang.
Kort sagt:
Den anerkendte spanske instruktør Carla Simón skuffer med sin tredje semi-selvbiografiske film. For midt i det selvrefleksive familiedrama om tabuiseret sorg glemmer instruktøren at skabe en hovedperson, man også som publikum kan mærke.