’The Boys’ sæson 5: Skelsættende antisuperhelteserie rammer uhyggeligt tæt på virkeligheden i sin sidste omgang
SERIE. Af alle blodbesmurte og samfundskritiske superheltesatirer havde jeg ikke troet, at virkeligheden ville indhente ’The Boys’.
Men i sin femte og sidste omgang i manegen føles det præcis sådan. Som om showrunner Eric Kripke har haft en krystalkugle stående i forfatterrummet og baseret sine skriverier på den.
For serien fremstår nærmest profetisk i lyset af de utroligt aktuelle begivenheder, der udspiller sig i virkelighedens Amerika lige nu.
Femte sæson samler depechen op godt et år efter fjerde sæson, hvor Homelander (Antony Starr) for alvor har taget springet fra utilregnelig superhelt (…) til decideret autoritær leder med nøglerne til al magt i USA.
Hans styre er primært præget af frygt, propaganda, et mor-far-gudekompleks og oprettelsen af såkaldte freedom camps, som er en slags opdragelseslejr møder Dachaumøder Homelander-fan-camp.
Her interneres kritikere, modstandere eller blot problematiske borgere (ifølge den amerikanske regering Homelander), hvor en John Dillermand-agtig supe tæsker løs med sin lange tissemand på fangerne. Alt i alt stadig ret ’The Boys’-esque.
Det er også her, vi finder den ikke-supe del af The Boys-holdet, som er blevet taget til fange: Hughie (Jack Quaid), Mother’s Milk (Laz Alonso) og Frenchie (Tomer Capone). Efter et stykke tids indlogering begynder de at planlægge et udbryderprojekt i stil med ’The Great Escape’ med hjælp fra resten af holdet på den anden side af tremmerne ooooog en gravende muldvarpemand, der både spiser og skider jord.
Men det er ikke kun folk i lejrene, der er presset. Homelander har strammet grebet om hele befolkningen.
På den anden side af pigtrådshegnene kæmper Annie January, alias Starlight (Erin Moriarty), for at holde modstandsbevægelsen Starlighters sammen under razziaer, overvågning, stikkerkultur og statssanktioneret propaganda. Fuld plade på autokrati.
Samtidig bevæger Butcher (Karl Urban) sig længere ud over kanten. Efter sidste sæsons opgradering med tentakelkræfter, som jo i sig selv var et klart tegn på, at noget er ved at gå galt, sidder han nu også på en anti-supe-virus, der kan dræbe alle supes. Inklusive Starlight, Kimiko, ham selv og hans søn (dog Homelanders biologiske), Ryan.
Og så er der Kimiko (Karen Fukuhara), der er undsluppet lejrene og nu gemmer sig på Filippinerne. Hun har – lidt belejligt – udviklet evnen til at tale, en forklaring serien kun halvhjertet interesserer sig for. Noget med, at hun har set en masse TikTok, hvilket også afspejler sig i hendes sprog, der har tydelige spor af brainrot.
Ikke overraskende leverer Antony Starr endnu en fremragende præstation. Homelanders behov for beundring og kontrol er nu blevet en egentlig statsbærende kraft med en markant religiøs drejning. Historisk set en farlig cocktail. Den urovækkende, barnlige usikkerhed, der smelter sammen med totalitær magtudøvelse, er fortsat seriens mest fascinerende punkt. Sammen med seriens grundlæggende batshit insaneness, selvfølgelig.
I kulissen udspiller der sig samtidig et politisk magtspil i Voughts øverste lag med vicepræsidenten og supermanden fra helveds rådgivere, mens pølsemandens Aquaman, The Deep (Chace Crawford), bidrager til kaosset med en manosphere-agtig podcast, der rammer et nyt niveau af selvindsigt. Selv for ham.
Og ja, Soldier Boy (Jensen Ackles) dukker også op igen, trukket ud af sin Captain America-agtige nedfrysning og klar til at kaste en spandfuld farkomplekser hen over Homelander. Ikke godt.
Det hele kulminerer i en McGuffin-jagt, som giver plads til både en nostalgisk skuespiller-genforening og en række velplacerede – og faktisk hammer underholdende – cameos, mens voldsomme mængder blod og vulgære pik- og patter-jokes danser pardans i hvert eneste afsnit. Som det plejer i ’The Boys’.
Med de mange karakterer, plottråde og idéer er det med andre ord lidt af en mundfuld, serien kaster sig ud i, her inden tæppet går ned. Og det lykkes langt hen ad vejen.
Det kræver ikke en lang videregående uddannelse at se, at Homelander fungerer som en allegori over Trump og hans regering. Der dukker tilmed røde kasketter op hist og her.
Det bliver kun mere interessant af, at showrunner Eric Kripke har fortalt, at sæsonen blev skrevet inden præsidentvalget i 2024. Han indrømmer selv at være »bummed« over det, fordi flere af de idéer, forfatterrummet anså for ekstremt overdrevne, siden er blevet virkelighed.
»Lad os skrive en ’1984’-version af, hvordan et snigende autoritært regime ser ud i Amerika, og måske vil alle være sådan, ’pyh, der undveg vi virkelig en kugle’. Men i stedet blev vi ramt af kuglen«, har han sagt til Deadline før premieren.
Uden at afsløre for meget er det især de små detaljer, der nu føles uhyggeligt aktuelle: misinformation fra regeringskredse, manipulation via internet og AI, nedprioritering af DEI, forsøg på at gøre abort ulovligt og en fjendtliggørelse af Starlighters, hvor sympatisører hentes på måder, der alarmerende minder om ICE-raids.
Virkeligheden og serien løber efterhånden side om side i kapløbet om at være mest absurd.
Som altid er ’The Boys’ sideløbende fyldt med bizarre og grundkomiske superhelte, der introduceres næsten i hvert afsnit, som en gammel mand med lange løg som nunchucks og Rockhard, en levende stenmand med en forkærlighed for bjergporno og ejakulation.
Efter fem sæsoner og to spinoff-sæsoner af ’Gen V’ er chokværdien af blod, sjofelhed og groteske optrin dog begyndt at miste lidt af sin kraft. Særligt i de tidlige afsnit føles det til tider som ’The Boys’ på staveplade, og man når at blive lidt træt af lange løg og stive pikke.
Men med sin fortsat kulsorte humor, metasatire og skarpe blik på magtkritik sætter sidste sæson alligevel to tykke streger under seriens status som et af de mest markante tv-fænomener i nyere tid.
Kort sagt:
Selvom femte og sidste sæson til tider fremstår som ’The Boys’på staveplade, rammer afslutningssæsonen på foruroligende vis så tæt på vores egen virkelighed, at den til tider føles som en moderne Nostradamus-tekst.
Anmeldt på baggrund af de seks første afsnit.