’Vores løfte’: Danica Curcic er eminent i hyperaktuelt MeToo-drama
FILM. Dobbeltbetydningen i ordet gift har længe været uløseligt forbundet med Tove Ditlevsens liv og autobiografiske forfatterskab.
Jeg ved ikke, om Pernille Fischer Christensen er superfan af den danske digter-darling eller har drukket af samme kreative kilde, for i hendes nye MeToo- og ægteskabsfortælling kredser hun også om toksiske relationer og kunstneriske vidnesbyrd – og giver ordet til en lige dele slagfærdig og sindsplaget kvinde.
Maria (Danica Curcic) er tidligere elitesvømmer, arbejder nu som sportsvært og er dybt betaget af sin mand Mikael (Lars Ranthe). Han er karismatisk, 15 år ældre og, nå ja, Marias tidligere svømmetræner.
Sammen har de en teenagedatter og en tilsyneladende lys og lykkelig fremtid. Troede de.
For en dag lander en autofiktiv roman om en ung piges intime forhold til sin svømmetræner, og selvom værket er udgivet under pseudonym – og i øvrigt posthumt, efter den tydeligt forpinte forfatter har taget sit eget liv – går der ikke længe, før alle ved, at bogen handler om Mikael.
Værsgo: Et hyperaktuelt stykke cancel culture-drama, hvor den anklagede har en familie, og skurken har et ansigt.
Og altså ikke hvilket som helst ansigt. Men Lars Ranthe, aka hele Danmarks Mr. Nice Guy, hvis spidskompetence netop er at gestalte den type mand, der er lige dele tillidsvækkende og tiltrækkende.
Med hans bevægende præstation skaber filmen en vis sympati for hans situation og rejser dermed det presserende spørgsmål om, hvorvidt den udleverende bekendelseslitteratur og “min fortælling”-genren har et ansvar for den udskammede.
Dilemmaet skærpes yderligere af, at Marias bedste veninde er forlagsredaktør og dermed selv lever af at udgive – og i et vist omfang profitere på – andres fortællinger og potentielle lidelser.
Hun spilles af Sofie Torp, som blot er endnu en af ’Vores løfte’s mange velfungerende skuespillere. Ingen af dem når dog i nærheden af Danica Curcics eminente præstation.
Med følelsesmæssig dybde gør hun Maria troværdig og forståelig, og med utallige kunstneriske facetter leverer hun en rammende fortælling om, hvad en kvinde er villig til at gøre for en mand, hans kærlighed og hans omdømme – og hvad hun i øvrigt er villig til at videregive til sin datter.
Mens det ulmende drama dvæler (måske en anelse længe) ved de nye erkendelser og gamle, krænkende erindringer, der dukker op under poolens klortunge overflade, stilles endnu et centralt spørgsmål:
Er der nogensinde formildende omstændigheder i tilfælde af overgreb mod et barn? Såsom ’gensidig’ forelskelse?
Du godeste, nej – slet ikke hvis vi spørger filmen, der er krystalklar i denne del af sin dom. For hvis man endnu ikke ved, hvordan man anvender et bredt bind med vinger, ved man næppe heller, hvordan man skal forsvare sig selv i en grænseoverskridende situation.
Med sådanne symbolstærke billeder og en tydelig kønspolitisk åre kritiserer dramaet den evindelige seksualisering af pigebørn, hvilket er både prisværdigt og forfriskende. Sådan da.
Udfordringen med en film, der er så tæt knyttet til tidsånden, er ironisk nok, at tiden kan løbe fra den. ’Vores løfte’ tilfører ikke nødvendigvis noget nyt til bordet eller samtalen, men reciterer et sprog om grooming og ulige magtforhold, som de fleste af os har brugt de seneste år på at øve os i.
Men det skader jo ikke at få noble pointer gentaget.
Og når filmmediet historisk har dyrket, romantiseret og forsvaret Lolita-fantasier, kan man argumentere for, at det er mere end passende, at vi nu præsenteres for værker, der insisterer på det modsatte.
Det er cirka lige så passende, at vi mindes om, at det altså ikke bør kræve dope-mængder af smertestillere at gennemføre et kvinde- og (ung)pigeliv – eller et ægteskab.
Kort sagt:
Nyt dansk MeToo-drama leverer eminent skuespil og sandheder om ansvar og overgreb. Alle – lige fra TV 2’s ledelse til SF – bør se den.