’Wasteman’: Højintenst britisk fængselsdrama sender hjertet op i halsen
FILM. Da Taylor bliver bedt om at bedømme, hvor klar han er til at komme ud fra fængslet på en skala fra 1-10, svarer han »måske syv… eller otte. Skriv otte«.
I ’Wasteman’ kommer det nemlig som et lyn fra en klar himmel for den unge mand (David Jonsson), da muligheden for en prøveløsladelse byder sig, og hans 13 år lange ophold som indsat endelig ser ud til at gå på hæld.
Det afhænger dog af »fortsat god opførsel«, og derfor er det rigtigt dårlig timing, når Taylor kort efter introduceres til sin nye fandenivoldske cellekammerat Dee (Tom Blyth).
Ikke alene kan Dee sende frygt gennem alle, han taler med, han begynder også at overtage det interne narkomarked i fængslet. Det skaber ikke just god stemning i Paul og Gaz’ celle, som ellers har siddet komfortabelt på distributionen hidtil, og som Taylor jævnligt gæster for at klippe hår.
Derfor begynder stridighederne hurtigt at tage fart, mens Taylors forhold til Dee løbende bliver tættere, men også mere kompliceret. Dee både genantænder Taylors misbrug og hjælper ham med at få kontakt til sin søn.
’Industry’-stjernen David Jonsson understreger sit kæmpe talent med en fantastisk præstation, som indgyder sympati med det samme. Den britiske skuespiller har en utrolig evne til gennem sin blotte tilstedeværelse og mildhed at én til at holde med ham, og det på trods af at størstedelen af de valg, Taylor tager, er uforsvarlige.
Hans gennemgående melankoli brydes op af små skrøbelige glimt af håb i øjnene, når Taylor taler i telefon med sin søn, som han ellers slet ikke havde overvejet sandsynligheden for at kunne se igen foreløbig. Den relation skaber et værdigt fundament for Taylors ambitioner med at komme ud, som gør det ekstra nervepirrende, når situationen for alvor spidser til.
Blyth leverer ligeledes en kraftpræstation. Med sin ubehagelige uforudsigelighed er han den direkte antitese til Taylor, og samtidig viser han kærkomne dråber af skrøbelighed. Som når Taylor spørger ham, om han har nogen tæt relation uden for murene, og Dee svarer kortfattet og kigger væk, mens han får våde øjne.
Debutanten Cal McCau har skabt et imponerende råt og levende fængselsmiljø, som hjælpes på vej af de tilbagevendende telefonoptagelser fra de indsatte, som dokumenterer alt fra bongs til overfald. De uskønne omgivelser og personager er også skarpt rammesat af fotograf Lorenzo Levrini, som får imponerende meget ud af de få rum, fortællingen udspiller sig i.
Sammen med Forest Swords’ intense score og de kyndige soundtrackvalg rammes man af et brutalt, men også smittende udtryk. Det kommer særligt til sin ret i en montage tidligt i filmen, hvor Taylor og Dee fester i slowmotion med de andre indsatte til Jamie xx’s ’Gosh’. Virkelig cool.
Nødvendigt for oplevelsen er det også, at manuskriptet byder på øjeblikke af tør britisk humor, som når Paul udfritter Gaz om, hvor mange L’er der er i »bollock«. Et åndehul til smilebåndet i en film, hvor vold og trusler er daglig kost.
’Wasteman’ spilder ingen tid med sine 90 minutter og udnytter ens opmærksomhed fremragende effektivt. For mens kampen om narkomarkedet tiltager, gør angsten hos publikum det samme, for Taylor står fanget midt i det hele.
Det munder ud i et højintenst og skæbnesvangert klimaks, hvor jeg sad med hjertet helt oppe i halsen.
Kort sagt:
Med ’Wasteman’ har Cal McCau skåret en imponerende debut med en tandem af kraftpræstationer fra David Jonsson og Tom Blyth i front. Den skarpt sammensatte thriller spilder ingen tid og kulminerer i et klimaks, som sender hjertet op i halsen.