’Autofiktion’: Pedro Almodóvars nye film er langt fra hans bedste – det indrømmer han selv
FILM. Når man har rundet 70 år og har mere end 20 spillefilm på cv’et, er det svært at forny sig som kunstner. Det har Pedro Almodóvar tydeligvis erfaret.
Den nyeste film af den spanske mester bag klassikere som ’Volver’, ’Tal til hende’ og ’Alt om min mor’ handler således om en instruktør i kreativ krise – akkurat ligesom hans syv år gamle filmperle ’Smerte og ære’ gjorde.
I ’Autofiktion’ hedder Almodóvars fiktive repræsentant Raúl. Den hyldede instruktør lever for at lave film. Det er faktisk nærmest det eneste, han kan finde ud af. Men han har efterhånden lavet så mange, at han er begyndt at gentage sig selv, og han har brug for nye fortællinger fra virkelighedens verden, som kan inspirere ham.
Han finder skriverytmen ved at se tilbage på sit eget liv ved juletid i 2004, hvor han led af flere panikangstanfald med migræne og brystsmerter. Et år tidligere havde han mistet sin mor, og efter en intensiv omgang arbejdsnarkomani begyndte den indestængte sorg at sætte sine spor.
’Autofiktion’ skorter ikke på metalag. For i størstedelen af spilletiden befinder vi os inde i den film, som Raúl sideløbende sidder på sit hjemmekontor og skriver manuskriptet til. Filmen i filmen bærer titlen ’Bitter jul’ (ligesom den originale spanske titel, ’Armaga Navidad’) og kredser om den mislykkede filminstruktør Elsa, der nu gør sig i mere lukrative reklamer.
Der er lavet rigtig mange film om instruktører i krise. Nogle af dem, som Fellinis ’8 ½’, Charlie Kaufmans ’Synecdoche, New York’ og Almodóvars egen ’Smerte og ære’, er mesterlige. Men i ’Autofiktion’ er metafortællingen langt hen ad vejen overraskende uvedkommende og stillestående.
Almodóvar gør ikke hovedpersonens angst og skriveproces interessant nok til, at hendes tilstand fungerer som plottets motor. Elsa er en temmelig kedelig hovedkarakter, og den spanske stjerne Bárbara Lennie får med sit kliniske skuespil ikke meget personlighed frem.
Tiltrængt livlighed kommer i stedet fra de vanen tro farverige sidekarakterer – herunder Elsas kæreste Bonifacio, der gør sig som både brandmand og stripper, samt den charmerende festmutter Gabriela, spillet af Almodóvar-favoritten Rossy de Palma.
Efter et langt og trægt forløb, hvor hverken nutidens Raúl eller 00’ernes Elsa gør det store indtryk som kunstnere og mennesker, mødes enderne omsider mod slut. Her lykkes Almodóvar faktisk med at skabe en interessant konflikt mellem metalag, virkelighed og fiktion.
For Raúls mangeårige assistent Mónica, der netop har sagt sin stilling op for at passe på sin selvmordstruede og sorgramte kæreste, har læst det samme manuskript, som vi netop har set filmatiseret. Og hun er ikke begejstret.
Mónica giver sin tidligere chef en overordentlig røffel, fordi han som en anden parasit har hentet inspiration til sin nye film fra hendes kærestes personlige tragedie. »Skån mig for traveren om virkelighed og fiktion«, siger hun, da han undskylder med, at det jo bare er en opdigtet fortælling.
Den ophedede diskussion rejser relevante spørgsmål om den populære autofiktiongenres berettigelse – og om de konsekvenser, virkelige inspirationskilder kan udsættes for på bekostning af forfatterens uindskrænkede kreative frihed.
Det stopper ikke her. For gennem Mónica-karakteren kommer Almodóvar med en mere overordnet selvkritik af sit eget virke i livets efterår.
»Du har lavet dine bedste film«, siger hun til Raúl. Han har svært ved at toppe sine tidligere hovedværker. Det nye manuskript er uden passion, og karaktererne er alt for flade, mener assistenten.
Således kommer Almodóvar eventuelle kritikere af ’Autofiktion’ i forkøbet. Men er det nok til at undskylde den hidtil ret sløve autofiktive metaleg, som han tidligere har forløst meget bedre end her?
Ikke helt.
Opgøret tænder en tiltrængt ild i både fiktionens instruktør og i filmens engagerende sidste akt. Indtil da har ’Autofiktion’ dog kørt på lavt blus.
Kort sagt:
I sin nye film betræder Pedro Almodóvar velkendt autofiktivt territorie, som han forløste meget bedre i ’Smerte og ære’ fra 2019. Den kendsgerning kan en ellers interessant, selvudleverende sidste akt ikke helt redde.