Det kan godt være, at Hideo Kojima aldrig fik lov til at lave sin udgave af ‘Silent Hill’, men nu får han tilsyneladende en ekstra chance for at sammensætte en skræmmende oplevelse.
Således går rygterne på, at den populære auteur arbejder på gyserspillet ‘Overdose’, som har Margaret Qualley i hovedrollen.
Qualley brillerede senest i efterårets Netflix-hit ‘Maid’, som Soundvenue gav fire stjerner, ikke mindst grundet skuespillerindens stærke præstation.
Ifølge flere medier, heriblandt Eurogamer, stammer rygtet fra Tom Henderson, der er notorisk kendt for at lække hemmeligheder fra spilbranchen, som der senere viser sig at være hold i.
Henderson skulle efter sigende have modtaget en video af spillet i et tidligt stadie, hvor en figur – angiveligt Qualleys rolle – går i en mørk gang med en lommelygte i hånden.
Scenen slutter pludselig med et skræmmende øjeblik og en Game Over-sekvens efterfulgt af teksten »Et spil fra Hideo Kojima… ‘OVERDOSE’«, hvilket indikerer, at der nok ikke er tale om ‘Death Stranding 2’.
Efter afsløringen har Henderson skrevet på Twitter (i et nu slettet tweet, som blev opsnappet af VGC), at Kojimas produktionsselskab har bedt ham om at fjerne artiklen, hvilket altså tyder på, at der faktisk er noget at komme efter.
Hvis det viser sig, at ‘Overdose’ er undervejs, ville det ikke være første gang, at Qualley og Kojima arbejder sammen.
Således medvirkede hun i det første ‘Death Stranding’ fra 2019, som også havde Norman Reedus og Mads Mikkelsen på rollelisten.