’Maid’: Farverig Netflix-serie om fattige amerikanere skal ses for Margaret Qualley
Vi befinder os i Port Townsend, Washington, hvor en stor del af naturarealet bruges som trailerparker, og hvor en stor del af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen.
En af dem er 25-årige Alex Langley.
Vi møder hende på natten, hvor hun, med speeder i bund og datter under arm, flygter fra en fyr, vi kommer til at kende som Sean, og fra et voldeligt liv med ham.
Den unge mor, Alex, spilles af Margaret Qualley fra ’The Leftovers’ og ’Once Upon a Time in Hollywood’. Og hvis man, som mig, kom til Netflix’ populære serie ’Maid’ for Margaret Qualley, så bliver man også i høj grad hængende i serien for Margaret Qualley.
Hun indfanger overbevisende, hvordan det er at skulle vælge mellem mad og benzin og i det hele taget leve i fuldstændigt frit fald. Desuden tilfører hun en charme og sarkasme, der passer perfekt ind i Netflix-teen-drama-formatet.
Vi følger Alex tjekke ind på et center for voldsramte og modvilligt acceptere, at hun faktisk hører til der.
Vi er med helt nede i toiletterne, når hun forsøger at tjene til dagen med sit rengøringsjob for 12 dollars i timen, hvor omkostningerne for arbejdet altid ender med at overstige lønnen, for slet ikke at tale om de omgivelser, hun skal gøre rent, og som er så beskidte, at selv ikke rotterne kan overleve der.
Når hun ikke har hovedet begravet i et toilet, befinder hun sig i det bureaukratiske helvede, der er en forældremyndighedssag om lille Maddy med de fine englekrøller.
Og når hun til sidst falder sammen på gulvtæppet af ren og skær udmattelse, ligger man nede helt ved siden af hende.
Beskrivelserne er både nærværende og nuancerede, især i samspillet mellem Alex og datteren Maddy, der spilles af Rylea Whittet.
Når det kommer til nogle af de andre karakterer rundt om Alex, udviskes nuancerne dog en smule. De bliver reduceret til stereotyper, der ofte går igen i samtalen om amerikansk underklasse.
Vi ser det i Sean (Nick Robinson), hvis pludselige faderolle har sendt ham til flasken, og hvor alkoholen får en dæmon frem i, hvad der før var en sød og betænksom dreng.
Vi har også en (omvandrende) kliche i Alex’ forældre med en far, der har travlt med sin nye familie, Ilene og børnene, og en mor, Paula, der er en excentrisk kunstnertype med en tilsvarende narcissisme, der er afspejlet i hendes kæmpe krusede hår og malerier af jungianske arketyper.
Til gengæld skal skuespillerne have cadeau for virkelig at gøre deres for, at karaktererne føles som rigtige mennesker, og Andie MacDowell (Margaret Qualleys virkelige mor) er så troværdig, som man overhovedet kan være med en karikatur karakter som Paula.
Og selvom serien ikke bidrager med specielt meget nyt i forståelsen af den amerikanske underklasse, er måden, den portrætteres på, alligevel lidt anderledes i forhold til, hvor hyggelig den er.
Den aspirerende forfatter, Alex, i ’Maid’ er nemlig baseret på den faktiske forfatter Stephanie Land og hendes bedst sælgende memoir fra 2019, der også hedder ’Maid’.
Og Molly Smith Metzler (’Orange Is the New Black’) bruger, meget sjovt, en slags farverig hygge-socialrealisme i adaptionen, der gør Maid lettere at fordøje end for eksempel ’Nomadland’, der også beskæftiger sig med amerikansk udsathed, men som er meget mere i mol i tonen.
I ’Maid’ er der noget knastør humor i dialogen og noget selvironi i de scener, hvor Alex’ fantasi smelter sammen med virkeligheden for at understrege absurditeten i hendes tilværelse.
Det gør den både nemmere og mindre tyngende at se end nogle af de andre portrætter af amerikansk fattigdom.
Og midt i den globale dyrkelse af både det frie fald og den nomadeagtige hjemløshed, er det også rart at se de problematikker pakket ind i en dyne af hygge i stedet for en grå tåge.
Kort sagt:
Du skal se ’Maid’, hvis du er i humør til noget letfordøjelig og farverig socialrealisme. Og ikke mindst, hvis du gerne vil sætte pris på Margaret Qualley og det danske velfærdssystem.