PlayStation fylder 20 år: Ti grunde til at PlayStation sejrede

PlayStation fylder 20 år: Ti grunde til at PlayStation sejrede
Alle disse spilkarakterer har været med til at forme PlayStations succes.

I denne uge fylder PlayStation 20 år i Europa, hvilket vi fejrede med en hjertelig fødselsdagshilsen. I forlængelse deraf tager vi et kig på ti grunde der gjorde, at det var den første PlayStation, der skulle stå på ethvert værelse i 90’erne – og hvordan den spillekonsol banede vejen for PlayStations vedvarende dominans på konsolmarkedet.

PS

1. Perfekt timing

PlayStation landede i 1995 i Europa (året før i Japan) og ramte ned i et marked hvor producenter som 3DO, Atari og Sega havde testet markedstemperaturen imens Super Nintendoen og Sega Mega Drive så småt var ved at blive sejlet agterud.
3DO, Atari og selv den tidligere hovedaktør Sega var de første til at lancere konsoller i den nye generation med større og kraftigere maskinerier og muligheden for at skifte til det helt nye lagringsmedie – CD’en.

Idet de andre firmaer var først, betød det at de lavede alle fodfejlene og overkom startvanskelighederne i både markedsmodning og udviklingsprocedure. Imens Sony prøvede at redde en samarbejdsaftale med Nintendo var de også gode til at holde øje med markedet, så de kunne stå klar i kulissen, da tiden var inde.

At Sony formåede at have en funktionel og velspillende konsol klar 1½ år inden Nintendo 64’eren kunne stå klar, skadede heller ikke Sonys evne til at etablere sig som konsol-kongen i midt-90’erne.

Ikke-navngivet
Som Lara Croft i ‘Tomb Raider’ kunne man boltre sig i tre fulde dimensioner. Der lignede Minecraft.

2. Flere dimensioner og større verdener

Skiftet til kraftigere konsoller og mere tidssvarende hardware tillod også et hop fremad i hvor store verdener konsollerne kunne generere – og særligt hvordan man navigerede i dem.

I de tidligere konsolgenerationer, domineret af Nintendo’en og Super-udgaven et par år efter, var det særligt platform-spillene der solgte de største oplag. Her løb man fra venstre mod højre og hoppede/dukkede/skød sig vej og til sidst klarede man en boss eller to og havde så gennemført spillet.

PlayStation var rorgænger på en generation af spil, der gav en enorm kreativ frihed i hvordan man kom fra A til B. ‘Resident Evil’, ‘Silent Hill’, ‘Final Fantasy’, ‘Tomb Raider’ og mange flere, brød med den lineære problemløsing som indtil da havde været standard for videospillene. Børneskoene blev måske nok trådt af klassikere som ‘Legend of Zelda’ og de tidligere ‘Final Fantasy’-spil, men der kom fart over feltet, da Sony PlayStation med sine 3½ MB Ram(!) viste fremtiden i 1995.

SilentHill
Nogle af spil-CD’erne var sorte. Kewl.

3. CD’en

Foruden en afsindigt kapabel konsol i sig selv, var Sony også med til at åbne ballet for spil på CD-formatet. CD’en som sådan, var ikke noget nyt, men PlayStation var blandt de første konsoller, der udnyttede dem til gaming. Hvor der på samtidens kasette-spil (som dem til Nintendo 64) kunne være op til 64 MB, kunne en CD indeholde det tidobbelte.

Trods CD-mediets umiddelbare problemer med holdbarhed, ridser og lange loadtider, betød det nye format at udviklerne kunne kæle for detaljerne og åbne enorme verdener op i spillene uden at skulle genbruge og ombetrække gamle designelementer for at spare på pladsen.

Spil
Mange mente, at disse spil var for dyre. Så der opstod en undergrundsverden for kopispil

4. Chips og modding

Rigtig mange PlayStations i det forgående århundrede var moddet – altså modificeret til at kunne spille piratkopierede spil. Det var sandsynligvis ikke en svær beslutning når teeanageunger i konfirmationsalderen fandt ud af, at de kunne bytte fabriksgarantien på deres PlayStation ud med evnen til at spille piratkopierede spil.

Da det blev almindeligt kendt, hvor nemt det var at kopiere et spil, var det langt fra alle der ville betale de +500 kroner for de originale udgaver. Så mange penge gad man heller ikke betale for at have de pæne kassetter stående i reolen.

Hvorom Sony jo ingenlunde tjente penge på de spil, vi piratkopierede, var pirat-bevægelsen med til at gøre PlayStation til den oplagte konsol, selv efter Nintendo – med sine svært kopiérbare spil – meldte sig på banen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Ført an af Walkman og kæmpefjernsyn

PlayStationen var Sonys første spillekonsol der skulle tage konkurrencen op med Nintendo og Segas dominans. Men det betød langt fra, at Sony ikke allerede havde en stor, fed fod plantet solidt i markedet. I mange år havde Sony nemlig været toppen af poppen indenfor tv- og lydsystemer, samt haft massive succeser med deres walkman og discman som milepæle i det teknologiske landskab i mange år.

Derfor var Sony i en god position til at skubbe salget for deres nye konsol fra første øjeblik. Alle forretninger, der førte Sonys andre produkter, solgte med det samme også Playstations – således havde elektronikgiganten foden på speederen så snart konsollen ramte forretningerne.

Tekken3
‘Tekken 3’

6. Plads til alle

Sony var 90’ernes enfant terrible og havde slet ikke samme selektive sind, som skulle plage spiludvalget til Nintendo 64. PlayStation fik derimodlynhurtigt opbygget et enormt spilbibliotek, der uden tvivl havde lige dele skidt og kanel, men der var altid noget for enhver smag.

Ved udgangen af den 10-årige sejrsgang verden over, kunne Playstation prale af over 1.000 spiltitler mod 388 for Nintendo, der indtog andenpladsen. Så selvom konkurrenterne kunne prale af Super Mario-spil, ‘Goldeneye’, ‘Conkers Bad Fur Day’, Zelda-serien og andre eksklusive titler, der er gået over i spilhistorien, så vandt Sony på ren og skær alsidighed og tossethed.

Kilden til det kæmpe udvalg af spil var, at Sony dyrkede forholdet til tredjeparts-udviklerne (Konami, Rockstar, Eidos, 3D Realms m.fl.) og var lydhøre over for deres ønsker til udviklingsredskaber, medier og kreativ frihed. Uden samme snævre børne-venlige image som Nintendo ønskede at pleje, var der plads til tosserier i alle retninger og endda også lidt forbudte spil.

GTA
Det dengang meget voldsomme ‘GTA’ kom til PlayStation i 1998.

7. Sony gør, som Sony vil

Ikke nok med, at PlayStation havde absolut flest spil – den grå kasse fra Sony havde også de vildeste spil. Hvor andre firmaer kærede sig om at blive opfattet som en del af hjemmet, familievenlige eller stuerene, var spiludvælgerne hos PlayStation tydeligvis mere typerne, der smed hvad som helst mod væggen for at se, hvad der blev hængende

Således var det Playstations CD-skiver der berigede os med aparte, men legendariske spil som ‘Grand Theft Auto’, ‘Duke Nukem 3D’, ‘Tomb Raider’ og ‘Carmageddon’ uden alternativer i konsol-verdenen. Al omtale er tydeligvis god omtale, for om end man ville stirre på Lara Crofts omdiskuterede, polygoniserede bryster eller køre døds-ræs i tunede bil i ‘Carmageddon’, blev alle hurtigt klar over, at PlayStation var eneste mulighed.

Syphon Filter
‘Syphon Filter’

8. Coolness-faktor

En PlayStation var cool. Vi kom fra en tid hvor Super Mario og Sonic var overalt og hold-nu-da-kæft hvor det rykkede i vores grundvold, da man pludselig kunne være rigtig soldat i ‘Metal Gear Solid’ eller ‘Syphon Filter’, køre dødsræs i ‘GTA’ eller ‘Carmageddon’ og endda (og nu buster jeg nok en masse tidligere pubertære ungersvende) savle over mere eller mindre livagtige bryster i ‘Tomb Raider’ og ‘Duke Nukem 3D’.

Da PlayStationen vandt frem var den absolut største forbrugergruppe drenge og unge mænd. Netop derfor betød de lidt små-dumme, pistoler-og-patter spil enormt meget for konsollens image som noget sejt og lidt forbudt. Og vi ville allesammen SÅ gerne være cool.

LaraCroft

9. Demo-discs og PlayStation Magazine

Overgangen til CD-formatet betød også en billigere produktionsomkostning for spiludviklerne og Sony selv. Det var medvirkende til, at der fra 1997 begyndte at udkomme månedlige CD’er med små bidder af den kommende tids store spil-lanceringer.Man kunne få en smagsprøve på ‘Dead or Alive’ og ‘Gex the Gecko’ lige et par måneder inden julesalget, og vupti, så var de spil øverst på ønskelisten.

Nintendo POWER havde eksisteret i mange år og bidraget med pæne billeder og eksalterede artikler om tidens spil og trends, men da Playstation Magazine blev udgivet, var det primært som medie for demo-discs. Det var fint at bladre igennem billedreportager og fiktive interviews med Lara Croft og Duke Nukem, men at kunne poppe månedens demo-skive i konsollen og spille helt op til et par timer af et spil, der ikke engang var udgivet endnu – dét var vildt.

Samtidig fungerede det fremragende som redskab til at bilde os ind, at vi ikke kunne leve uden næste måneds store spilsatsninger. Hver måned.

PS4 anniversary
I anledning af 20 års-jubilæet har Sony udgivet den nuværende PlayStation 4 i en throwback udgave, der gengiver den originale PlayStations farver.

10. Brand-bevidsthed deluxe

Sony har fra starten vidst, at deres PlayStation var en effektiv satsning. De store kanoner blev rullet frem og spillede sejrsmarchen for den nye mægtige konsol samtidig med, at tv-reklamer, magasin-artikler (selvfølgelig anført af PlayStation Magazine) og bannere på det spæde internet præsenterede os for spil-karakterer med personlighed og humor.

Sony lagde aldrig alle sine æg i én kurv, men sørgede for at Lara Croft, Crash, Spyro, Duke, Gex og alle de andre virkede som nærværende mennesker (og gekkoer/punggrævlinge/drager med humanoide træk) og med et image som blev plejet og dyrket i nærmest Kardashian’sk grad.

Kombinationen af nærværende hovedpersoner og et image som en cool konsol gav Sony et unikt brand der favnede både de sjove, de seriøse og de voldelige spil på en måde hvor det aldrig forfaldt til at blive barnligt eller “bare” digital leg. Sony var starten på gaming og hele den sub-kultur som stortrives i dag.

Læs også:

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af