Fem hurtige pro-tips til Snapchats nye kæmpeopdatering

Snapchat har lanceret en af de største opdateringer i det sociale medies historie. Der har været fokus på at give selve chat-delen en kæmpeoverhaling – og det må man sige, de har gjort. Snapchat kalder det Chat 2.0.

Det giver helt nye perspektiver i selve chatdelen og gør kommunikationen via Snapchat meget mere direkte og underholdende. Chatten har hidtil virket som en lidt tør og rent praktisk ekstrafunktion ved siden af Snap-kameraet, men med de nye funktioner er det tydeligt, at Snapchat meget gerne vil have den del til at fylde meget mere i appen. Og at de er ude efter WhatsApp og Facebook Messenger.

Vi har leget lidt med de nye funktioner og har fundet vores fem favoritter, der rykker Snapchat endnu et skridt foran.

1. Hold din Snapstreak i live

Ild-emojien illustrerer i Snapchat-regi, at du har været på et Snapstreak med én af dine venner. Det vil sige at I i en periode på minimum tre dage hver dag har sendt minimum et Snap i begge retninger. En overskredet deadline og Snapstreaken er død. Men nu har Snapchat indført en timeglas-emoji, der advarer om, at I lige skal sende et Snap i begge retninger, hvis ikke I skal tabe den fine ildebrandsemoji og jeres dagstæller på gulvet.

hourglass
Hold øje med denne fætter. 

2. Skift mellem opkaldsformer

Videoopkald som en del af chat-funktionen er ikke noget nyt, men hidtil har det kun fungeret, når både du og modtageren var til stede i chatten. Nu kan du ringe op til alle og enhver – også selvom Snapchat ikke er åben. De kan så selv vælge om de vil svare med video eller om de kun vil køre stemmeopkald. Du kan tilmed skifte mellem opkaldsformer løbende, hvis du bliver træt af at vise dit ansigt. Oven i hatten kan du sende klistermærker og beskeder, mens I videochatter. Så mangler vi bare Lenses i videochat.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Lav dine egne reaktions-GIFs

Chat 2.0 indfører også en simpel GIF-maskine direkte i chatten. Ved at holde videoknappen nede kan du filme en maksimalt ti sekunder lang video, som bliver til en GIF, når du sender den. Tilmed en GIF, du kan slå lyden til og fra på.

4. Spring over Historier

En af de større opdateringer uden for chatten er, at du nu bliver ledt direkte videre til næste Historie, når du har startet den første. Det vil sige, at dine Historier nu bliver afspillet i én køre. Det kræver nok lidt tilvænning for nogle, men Snapchat har til gengæld lavet en ret intuitiv måde at navigere mellem videoerne på. Med et swipe til venstre kan du springe en hel Historie over, hvis du ikke lige orker at sidde igennem DJ Khaleds morgenmadsrutine, træningssession og livslektioner.

12941152_10154232674657784_1754617618_o
Key

5. Send flere billeder på én gang fra kamerarullen

Snapchat har også tweaket muligheden for at sende billeder fra din kamerarulle i chat. Du kan nu markere og sende flere billeder og får samtidig muligheden for at redigere dem med Snapchats tekst- og klistermærke-tilføjelser. Så kan du snapchatificere de øjeblikke, du ikke lige fik fanget gennem appen. Det er samtidig genialt til en fællestur ned ad mindernes allé.

Læs også: Snapchat brygger på en smartbrille à la Google Glass

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af