Trololololololo: Frank Oceans fem største pranks gennem tre års fan-tortur

Trololololololo: Frank Oceans fem største pranks gennem tre års fan-tortur

På søndag er der gået præcis fire år siden Frank Oceans seneste musikalske udspil ‘Channel Orange’ ramte gaden og bidrog til at katapultere ham op blandt de absolut største kunstnere i musikbranchen. I april 2015 blev opfølgeren, ‘Boys Don’t Cry’, så annonceret og releasedatoen blev sat til juli samme år.

Men her godt 16 måneder efter annonceringen er der stadig stille fra Camp Ocean. Eller stille er måske så meget sagt – Ocean har både gæstet Kanye Wests ‘The Life of Pablo’, hjulpet til på James Blakes ‘The Colour In Anything’, udsendt rørende breve i kølvandet på Orlando-skyderiet og halvt trollet/halvt teaset albummet. Men ‘Boys Don’t Cry’ er altså ingenlunde ude endnu, selvom Frank Ocean selv har talt om albummet i over tre år.

For fans er det efterhånden en afmægtig ørkenvandring. For os musikmedier er det en frustrerende farce – hos os var hans kommende album eksempelvis både det mest imødesete i både 2015 og 2016.

Det er let at blive henledt til at tro, at Frank Ocean simpelthen bare har fundet ud af, at det er meget sjovere at trolle sine fans end det er rent faktisk at udgive pladen – den skulle efter sigende være klar. Om ikke andet har han formodentlig samplet denne mand på pladen:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I den anledning har vi samlet hans fem mest frustrerende eksempler på trolling, rygter og udskydelser.

FrankOceanTroll4
Der kan nå at stå mange datoer endnu.

Bibliotekskort

Seneste quirky påfund for at torturere Oceans fans er en subtil opdatering til forsiden på ‘Boys Don’t Cry’-websitet, der ellers har været dødt i et år. Her ligger der nu et old school bibliotekskort med en lang liste over gnidrede datoer, der hinter alle de gange Ocean har udsat afleveringen af albummet. Seneste dato for aflevering ligger i juli 2016.

Selve datoen er belejligt streget ud, så det kun er muligt at tyde, at der er tale om juli måned. Men hvad det mere konkret skal betyde, røber bibliotekskortet intet om.

Kan det betyde, at albummet kommer i juli? Vi tør næsten ikke tro på det.

FrankOceanTroll5
“I got two versions. I got twoooo versions.” #ISSUE1 #ALBUM3 #JULY2015 #BOYSDONTCRY – skrev Frank Ocean i april 2015.

Rickrolling

Ingen tvivl om at Frank Oceans bror Ryan Breaux har en rolle at spille i den nærmest sataniske fan-tortur.

31. juli sidste år, hvor albummet skulle have været frigivet, repostede han nemlig billedet fra april, der annoncerede at ‘Boys Don’t Cry’ var færdig og på vej. (Hvis det er færdigt, hvorfor må vi så ikke høre det, Frank?!?)

Til billedet skrev Ryan Breaux på sin daværende Instagram-konto, at albummet nu var færdigt og at man kunne finde et link i hans biotekst. Linket førte til Rick Astleys internet-udødelige ‘Never Gonna Give You Up’.

Ren tortur.

FrankOceanTroll6
Faaaake.

Falsk nyt mixtape

Den grummeste af r’n’b-kometens trolls kom i august sidste år, da han lagde mixtapet ‘Lonny Breaux Pt. 2’ på Spotify med den påståede udgivelsesdato 30. juni 2015. Men den sødmefulde ekstase blandt fans vendte sig hurtigt til en sviende følelse af bittert svigt.

Mixtapet var nemlig ingenlunde nyt. Det var en samling af gamle skæringer, som bare havde fået en ny indpakning og blev genudgivet.

Hvordan… *snøft*… Hvordan kan du gøre det imod os, Frank?

Om ikke andet gav det anledning til endnu flere underholdende Boys DO Cry-memes.

FrankOceanTroll2
Nope.

Sygeplejerske

Det mest kuriøse rygte, der gav fans grå hår i hovedet, var da billeder af Frank Ocean i en amerikansk sygeplejerskeuniform for nylig begyndte at florere på nettet.

Det skete ovenpå adskillige måneder, hvor fans havde efterlyst Ocean, der var som sunket i jorden – både digitalt og IRL. Der gik helt reelt rygter om, at der skulle være sket ham noget eller han havde trukket sig tilbage.

Ud af det blå træder han så i den babyblå uniform. Rygter om, at han skulle have droppet musikkarierren til fordel for en karriere inden for medicin spredte sig lynhurtigt.

Det er dog ikke tilfældet. Billederne stammer fra den videoen til ‘Thinking Bout You’, hvor Frank Ocean optræder i sygeplejerskeuniform. Vi er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at det er Ocean selv, der har sat gang i rygterne om en medicinkarriere.

FrankOceanTroll1
Definitionen af et trollface.

Næææsten færdig siden 2013

Indrømmet: At vente på ‘Boys Don’t Cry får os til at ligne utålmodige børn foran ovnen, der venter på at småkagerne er bagt færdige. Men Frank Ocean er selv ude om det. Gennem alle de mærkværdige rygter og den ondsindede trolling har han nemlig selv direkte pustet til ilden.

Vi skal helt tilbage til 2013 for at opsnuse de første rygter om en ny plade. I februar 2013 meldte han, at han var 10-11 numre inde i det nye album.

I 2014 skrev han på Tumblr:

»I’M OPENING UP FOR OUTKAST THIS SUMMER AT PEMBERTON SO I MIGHT SKIP ON COACHELLA TO STAY IN THE GROOVE AND FINISH THIS BITCH… I FEEL LIKE THEY’RE FINNA WILD OUT THO. FUCK IT.. BRING THE HELICOPTER OUT«.

I marts i år sagde hans producer Malay, at albummet kunne lande nårsomhelst. Måske i morgen. Eller om en måned. For over tre måneder siden.

Alt tyder altså på, at pladen bare ligger og fniser af verden på en harddisk et eller andet sted, imens vi græder os selv i søvn. Please, Frank Ocean. Stop med at torturere os.

Lander ‘Boys Don’t Cry’ nogensinde eller vil det for evigt forblive det største album nogensinde uudgivet? Det må juli vise.

Læs også: Frank Ocean aktiv igen – hinter mod nyt album i juli

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af