Du har nok lagt mærke til, at ethvert brand med puls i fingeren påråber sig diverse semi-aktivistiske budskaber for tiden. Hvad end det er kropspositivitet, etnisk diversitet eller feminisme.
I sidste uge stillede vi spørgsmålstegn ved Monkis seneste kampagne, men den er vand ved siden af Wranglers nye forsøg på at tale kvinders sag.
Kampagnen, der zoomer ind på musikeren Kimbra, koreografen Nikeata Thompson, volleyball-spilleren Francesca Piccinini og journalisten Gabi Drzewiecka, ender nemlig mere som en parodi end en troværdig hyldest.
Ikke mindst kampagnens overordnede budskab, der – selvfølgelig – også er et hashtag, #morethanabum, altså ‘mere end en bagdel’, føles tomt og prøver, i hvert fald i videoen, mere at sætte fokus på Wranglers jeans end på tidens kvindesyn.
Som kunstneren Maja Malou Lyse sagde i forbindelse med Monki-snakken til spørgsmålet om disse aktiviste kampagner er bedre end helt almindelige tøjfokuserede reklamer:
»Less talk, more action! Jeg er seriøst så røvtræt af at se på, hvordan den ene hyperkapitalistiske virksomhed, kæde eller brand efter den anden profiterer på deres nyopdagede diversitetsfokus«.
Læs også: Monki fejrer tiårs jubilæum med aktivistiske budskaber – men er det troværdigt?