Der er intet som et par lækre høretelefoner, der krammer ørerne med god lyd og kærlighed. Og hvis man kan tage den romance med sig ud på løbeturen eller i træningscentret, hvor musikken kan give det der ekstra skub og mute lyden af enhver nærdødsvejrtrækning – ja, så er der ikke et øje tørt.
Det er bare ikke altid, det går helt så uproblematisk, når det kommer til høretelefoner, man skal løbe, hoppe og svede med. De skal selvfølgelig, som andre høretelefoner, have god komfort, lyd og batterilevetid. Men derudover skal de sidde ordentligt, så de ikke hopper op og ned, glider eller falder af under træningen.
Det fortæller Rasmus Elm Rasmussen, der er redaktør på tech-sitet Alt om Data, hvor de har testet og anmeldt en lang række trænings-headsets. Her er hans bud på de fire bedste af slagsen.
JBL Reflect Flow
»En af markedets tunge drenge leverer et helt igennem solidt sæt earbuds til træning. Du får 10 timers batteritid samt to fulde opladninger i batteriæsken, og de er både vand- og sved-resistente. De kommer med rig mulighed for at tilpasse dem øret, og når det er gjort, sidder de så godt, at du selv ikke på den hårdeste løbetur skal bekymre dig om, at de falder ud. Lyden er helt igennem godkendt med masser af bas og et flot flow i lyden, hvilket gør, at du får lyst til at sætte fut under løbeskoene«.
Jabra Elite Active 75t
»Jabra har nærmest opfundet de helt trådløst høretelefoner, og med Elite Active 75t kan man på sin vis sige, at de har perfektioneret dem. Her rammer de noget nær den ideelle formel. Både earbuds og æske er mindre end de fleste konkurrenter. Perfekt til lommen. Høretelefonerne sidder desuden godt og sikkert i ørene, uden det bliver for klemt. Og så er de vand- og svedtætte, så du kan løbe med dem i al slags vejr. Lyden er fremragende og med en batterilevetid på 7,5 time, kan du løbe en maraton (eller to, hvis du er hurtig), før de skal i opladeæsken, hvor der er to fulde opladninger at hente«.
B&O Beoplay E8 Sport
»En mere sporty version af B&O’s hundedyre Beoplay E8. Den forrygende lyd har man ført videre, og det samme gælder den udmærkede batterilevetid på 7 timer (plus 3,5 opladning i dem lidt kluntede batteriæske). Designet er imidlertid optimeret til sportsbrug. De er vand- og svedtætte og kommer med både skumpropper og gummivinger til at hægte dem fast i ørene med. Man skal derfor ikke være nervøs for, at de falder ud, men ærlig talt er de heller ikke vildt behagelige at bruge længere tid ad gangen. De sidder lidt klemt. Og så er prisen altså ikke helt rimelig«.
Huawei Freebuds 3i
»Apples AirPods er stort set umulige at løbe med, men er man vild med det design, så er her et alternativ, som ligner enormt meget, men sidder bedre, har flere funktioner og koster betydeligt mindre. Freebuds 3i kommer med gummidutter i forskellige størrelser, så du kan tilpasse dem dine ører. De lukker tæt og sidder godt fast. Og så har de en IPX4-certificering, som betyder, at de kan tåle regn. Så selvom der ikke er tale om deciderede træningshøretelefoner, kan de fint fungere til formålet. Lyden er glimrende og med masser af bas, og du får tilmed aktiv støjreduktion – en funktion som normalt er helt uhørt til denne pris«.
Creative Outlier Gold
»Er du bange for at løbe tør for strøm, så er det værd at kigge nærmere på dem her. De giver nemlig afsindig lang batterilevetid på hele 14 timer. Lægger du dem i den medfølgende æske, er der næsten to fulde opladninger, og det betyder, at du kan lytte til musik i hele 39 timer, inden Outlier Gold skal en tur i stikkontakten. De lyder tilmed ret godt. En flot luftig lyd med god bund. Guld-designet med indlagte lyseffekter er nok ikke alles kop te, men måske man kan leve med det, når prisen er så imponerende lav«.