Hvis du allerede synes, at Tom Hardys antihelte-rolle som Venom i filmen af samme navn var lidt klam, skal du nok bare droppe at læse videre.
For i anledningen af den kommende efterfølger, ‘Venom: Let There Be Carnage’, som udkommer den 21. oktober, har en cosplayer på TikTok leveret sit take på Venom.
Og det er altså ikke for sarte sjæle.
Gianluca Busani, der står bag kontoen, beskriver sig selv som en cosplayer med lavt budget, og det er altså tydeligt, når man ser ham klædt ud som Venom.
Hans kostume består således af at male sig selv sort, hvorefter han bruger rå løg som øjne, græskarkerner som tænder og ikke mindst råt kød til den lange tunge.
Som prikken over i’et spiller Eminems ‘Venom’-sang naturligvis i baggrunden, hvilket på underlig vis gør det hele endnu mere sært, især da Busani bevæger sig udenfor iklædt det komiske outfit.
Kan du ikke få nok af Busanis cosplay på lavbudget, har han rigeligt af andre videoer, der er lige så bizarre, men ikke helt så virale som Venom.
Du skal dog nok ikke se dem lige inden sengetid, for flere af dem ligner altså noget taget direkte ud af en body horror-film fra David Cronenberg.