Danske IO Interactive har vind i sejlene, efter de i 2021 med ‘Hitman 3’ afrundede historien om deres ikoniske lejemorder Agent 47.
De har ikke kun et stort fantasy-projekt på vej, men arbejder også på et spil sat i James Bond-universet, hvilket blev annonceret i 2020 under titlen ‘Project 007’.
Dengang blev spillet beskrevet som en »original Bond-historie, hvor spillerne kan træde i skoene på verdens yndlingsagent for at gøre sig fortjent til deres 00-status i den allerførste James Bond-oprindelseshistorie«.
Nu er IO Interactive klar til at afsløre mere om det kommende spil, heriblandt den helt frisk start for den britiske agent:
»Det er noget, der kan stå på egne ben ved siden af serier, film og hvad man ellers kan forestille sig«, siger Hakan Abrak, medejer af firmaet, i et interview med Eurogamer.
»Det bliver en oprindelseshistorie. Det er starten på noget helt nyt, og det er begyndelsen på noget, som spillerne forhåbentlig kan kalde for deres eget«, tilføjer han.
Dermed kan vi nok godt udelukke, at IO Interactive nøjes med at spilmatisere kommende film, men at de derimod får lov til at genopfinde den dybe tallerken med et spilunivers omkring spion-franchisen.
Vi skal dog ikke regne med, at James Bond bliver en direkte erstatning for Agent 47, ligesom vi heller ikke kommer til at se Daniel Craig gå igen som James Bond i spillet, når spillerne får mulighed for at skabe deres egen historie i den ikoniske rolle:
»Det er en hyldest til, hvor langt vi er kommet i spilbranchen, og hvad mediet er i stand til, når det er blevet tid til en James Bond-figur, som ikke er en rolle fra filmene, men derimod er sin helt egen spilkarakter«, tilføjer Christian Elverdam, som ligeledes ejer en del af studiet.
Hvordan James Bond-projektet helt præcist udvikler sig, og hvornår vi får noget at se fra det, vides endnu ikke, men man må sige, at IO Interactive i hvert fald har erfaringen til at håndtere spillet efter den enorme succes med ‘Hitman’-serien.