‘En anden tid’: Tre generationer går ind i et podcaststudie, og man kunne være nervøs for, hvad der så ville ske
PODCAST. I Podimos nye tendenspodcast ‘En anden tid’ tager tre kendte og minoriserede værter fra hver deres generation temperaturen på, hvor dyb kløften er mellem generationerne.
Filminstruktør, forfatter og altmuligdame Hella Joof er den ene vært, og som hun selv formulerer det, er hun fra »DGO«, altså den gamle ordning, en mere flatterende og Hella Joof-agtig måde at sige, hun er boomeren i panelet.
Tv-vært og journalist Abdel Aziz Mahmoud repræsenterer millennials, imens model, skuespiller, tv-vært – og halvsøster til Joofs datter – Zelma Feldman Lewerissa agerer talerør for generation Z.
Motoren i podcasten er, at de i fællesskab skal udarbejde en regelbog – som de lidt corny har døbt »den brune bog« – for, hvordan unge og ældre kan mødes og tale om emner som etnicitet, køn og seksualitet.
I podcast-landskabet ser man tydeligvis potentialet i at undersøge forskelle i verdenssynet på tværs af generationer. I DR’s ‘Sofie og de nye tider’ lader Sofie Diemer sig udspørge af folk fra boomer-generationen som Peter Ålbæk og Bjarne Corydon om, hvorfor gen-z ikke vil have børn, eller hvorfor de ikke tror på Gud. På Radio IIII undersøger Anna Juul og Anders Hoppe i ’Klub 81’, hvordan mennesker over 80 ser på verden.
Til forskel for de programmer kan ‘En anden tid’ bedre behandle tematikker fra minoriserede personer, som kan have svært ved at komme tilstrækkeligt til orde i det danske mediebillede. Her er værterne fremragende castet til at løfte netop den opgave.
Zelma Feldman Lewerissa har en fremragende fornemmelse for sin generation, dens sprogbrug og de doktriner, der præger den – dog primært fra den værdipolitiske venstrefløj. Man kunne være nervøs for, at hun ville blive overtrumfet af de to ældre generationer, men hun formår på lige fod at diskutere kvalificeret.
I andet afsnit lægger Lewerissa ud med at deklarere sin queerness. Mahmoud kommenterer overrasket og med en snert af humor, at »der er mange, mange minoriteter her«, hvilket simultant tydeliggør kløften mellem generationerne og forstærker følelsen af, at podcasten er et rart og rummeligt sted at være.
I et mørkt hjørne af sindet kunne man være nervøs for, om der ville opstå mundhuggeri i studiet, når samtalen eksempelvis falder på pronominer, som Joof har deklareret, at hun har »virkelig svært ved at finde ud af«. Den tvivl bliver manet til jorden, fordi der konstant er en respektfuld, nysgerrig og åben indstilling til alle emnerne.
De tre værter lykkes ægte med at bygge bro, og man føler sig klogere på alle generationers ståsteder. Som når de i første afsnit har en sjov samtale om “sandwich-modellen”, en metode til at give feedback, hvor man starter og slutter med ros, men som Mahmoud beskriver det, vil han »virkelig gerne bare ville frem til kritikken«.
Programmet kunne vinde på at gå mere kritisk til gen-z. Man fornemmer en smule frygt for støde den unge generation. Omvendt virker Lewerissa ikke lige så interesseret i at forstå sine medværter, som de er interesseret i at forstå hende.
Med en anerkendelse af at programmet stadig har tid til at sætte sig, kan Mahmoud til tider virke en smule overflødig, da forskellighederne naturlig nok bedst kommer til udtryk i sammenspillet mellem gen-z’eren og boomeren. Hans og Joofs synspunkter kan minde meget om hinanden, og der findes heller ikke mange andre i et podcaststudie, som er sværere at konkurrere med om lytterens opmærksomhed end Hella Joof.
Hemmeligheden bag effektiviteten af podcasten gemmer sig i, at stort set alle slags lyttere kan se sig selv i mindst én af værterne.
Som en ciskønnet, heteroseksuel 27-årig mand føler jeg mig taget i hånden, og man skal ikke være nervøs for, at man i selskab med de tre værter vil føle, at ens holdninger bliver udskammet.
Som lytter bliver man faktisk overbevist om, at programmet kan bidrage til at udvide horisonter og udjævne kløften mellem generationerne.