The Orchestra
I tidens løb er der gjort flere forsøg på at revolutionere bigbandmusikken. Rolf Liebermann skrev i 60’erne musik for symfoniorkester plus bigband, men allerede i slutningen af 40’erne var Stan Kenton stilskabende med sine svulstige arrangementer, hvor han søgte at bruge “hele paletten” af dynamik, fraser, stemninger og rytmik, som bandets medlemmer besad. Bigbandmusikken brød med dansemusikken, hvilket gav stor frihed til at forfølge nye ideer.
Hovedparten af musikken på The Orchestras cd er skabt til multimedieteater og repræsenterer således en ny måde at anvende den klassiske bigband besætning på (den består af trompeter, saxer, basuner og en rytmegruppe)
Rent stilistisk kan basunisten og komponisten Jacob Riis’ musik bedst beskrives som impressionistisk jazz. Det er hovedsagligt bygget op som klassisk musik, men det har beholdt jazzens rytmer og groves.
Er det god musik? Musikken er generelt mere interessant end medrivende. Der er flere passager, som er originalt arrangeret med halsbrækkende fraser og spændende orkestrering. Specielt den anden skæring på pladen, ‘Lubricant Games’, er sjov for en blæser som mig selv. Underlægningen til nummeret består af en række glissader i ubrudt linje udført af hornsektionerne, hvilket skaber en hel original søsyg og haltende feeling i nummeret. Der bliver også anvendt samplinger inspireret af moderne støjmusik. Musikken mangler to elementer, som er helt centrale: “Den gode melodi” og intensitet. Det er disse to elementer, som skaber den sugeevne, der gør, at man bliver fanget af musikken og ikke skal sidde og anstrenge sig for at fange komponistens idé. Der er lange passager hvor musikken giver plads til en sceneoptræden, som vi af indlysende grunde ikke kan opleve på cd’en, og det er en skam.
Måske er det mest retfærdig at bedømme musikken med en klassisk målestok, da den er langt fra både Glenn Miller og Las Vegas. Musik bør efter min opfattelse altid have en umiddelbarhed, der gør den nem at opfatte ligefra starten. At musikken så senere kan folde sig ud på flere planer for lytteren, er noget helt andet.
Jeg tager hatten af for projektet og håndværket på pladen, men jeg kan ikke anbefale den, medmindre man er klassisk interesseret, meget moderne i sin jazzsmag, eller nysgerrig på hvordan en feeling kan være søsyg og haltende.