Det seneste år har Nørlund brugt meget tid på at være formand for foreningen af Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP) og lede pladeselskabet Auditorium. Der er dog også blevet tid til at lave to plader; en på dansk under eget navn, og en på engelsk under navnet Rhonda Harris, som Nørlund bruger til sine engelsksprogede projekter.
– Det er forskellig musik, jeg laver på dansk og engelsk, derfor lavede jeg to plader. Og så fordi jeg godt kan lide at have noget at skifte imellem, så jeg ikke skal lave det samme hele tiden.
Nikolaj Nørlund producerer en stor del af Auditoriums udgivelser, men fraværet af hans egen musik er ikke altid kun et savn.
– Der går jo meget tid med at være pladeselskabsdirektør, og så lukker man ligesom for vandhanen. Det er på en måde godt at være væk fra arbejdet med at skrive musik, for så akkumulerer idéerne sig. Så er det sjovere at komme tilbage. Man tænder for hanen, og så fosser vandet ud igen.
Benspænd
De to nye plader er indspillet så godt som sideløbende gennem de sidste tre måneder, hvilket gjorde processen mere krævende. Men det ser Nørlund som noget positivt.
– Det var en udfordring for mig at skulle differentiere mellem de to plader. Jeg tror, at de er blevet mere forskellige, end de ville have været, hvis de ikke var lavet
sideløbende. Pladerne har ligesom trukket i hver sin retning. På en måde er det bare en måde at sætte udfordringer og begrænsninger op for sig selv.
Det med begrænsninger er ikke fremmed land for Nikolaj Nørlund, og han nævner filmen ‘De fem benspænd’ af Jørgen Leth og Lars von Trier som et andet aktuelt eksempel på, at kunstnere bruger metoden med at lave begrænsninger for sig selv.
– Men så er det også enormt sjovt at finde ud af, hvad man gør i sådan en situation. Jeg har tidligere lavet en begrænsning, der hed, at jeg skulle indspille en plade på tre dage. Jeg har også brugt den metode, at jeg sætter folk sammen i et studie, som ikke har hørt musikken inden, og som ikke har spillet sammen før.
Ingen klare signaler
Ikke forstået på den måde at Nørlund laver improvisationsmusik, men han mener, at begrænsninger tvinger folk til at være mere kreative.
– På det her projekt er der for eksempel ingen af de musikere, der spiller på pladerne, der på noget tidspunkt har hørt melodierne, før de kom og skulle lave musikken i studiet. Jeg har jo en idé om, hvad musikerne kan, og jeg har en idé om, hvor jeg vil hen, og så er jeg i øvrigt åben for forslag. Det er også noget med at stole på, at man
nok skal få nogle idéer, når man står i situationen.
Nikolaj Nørlund er godt klar over, at det ikke er det mest klare signal at sende, at udgive to plader på samme tid. Men det bekymrer ham ikke.
– Der er mange, der sender enkle og klare signaler ud for tiden. Jeg vil hellere være dualistisk og grumset. Jeg synes, at det meget godt, at der er nogle spørgsmål. At man ikke forklarer så meget.
Nikolaj Nørlunds ‘Tændstik’ og Rhonda Harris’ ‘Under the Satellite’ er udkommet.