Dear

Dear, a.k.a. Laust Sonne, er på banen igen med et stykke solidt håndværk som opfølger til debuten ‘Nice Noizy Toyz’. Som bekendt tjener han til dagen og vejen bag gryderne i D.A.D., og rumsterer tillige rundt i Bugpowder. Ikke en lad herre. Hvor hans kollega i D.A.D., Jesper Binzer, nyder mindre glansfulde dage med ‘The Whiteouts’, er der straks lidt mere slagkraft og pondus i Dears højoktans rockabillypoppede udskejelser.

Den smålumre ‘Don’t Turn the Lights On’ har allerede scoret en hel del airplay med dens kantede charme. Og den er blot et lille udpluk af flere skæve og småskramlede finurligheder på ‘Billy B’. På ingen af de knapt 42 minutter opstår der tendenser til at strække kæbepartiet, for Dear har fra første sekund dømt legestue i øregangene, på sin herligt ukomplicerede facon. Den bastante ‘Whatever’, der har gæsteoptræden af Dicte, er blot et af de numre, der dokumenterer at Laust Sonne sagtens vil kunne begå sig som solist. Når dette album har overstået sin første rotationsperiode i cd-spilleren og er blevet placeret på hylden ved siden af de store gutter, vil det nok alligevel kæmpe en hård kamp for at opnå opmærksomhed. For teksterne savner lige den originalitet der skal til for at albummet skal komme helt ud over blot nyhedens interesse.

Men med dette album tegner Laust Sonne absolut et kvalitetsmættet grundrids af en potentiel solokarriere, og det bliver spændende at se hvad fremtiden byder.

Dear. 'Billy B'. Album. Billy B Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af